Video : Tipsbladet
Generelle

FCMs transferønsker: Vil have stortalent fra Chile

Hvilke spillere vil FC Midtjylland-fan Thomas Schouv Jakobsen have ud denne sommer, og hvilke spillere vil han have ind? Det svarer Fanklubbens FCM-repræsentant på her.

FCM bør investere. Der bliver flere pladser, som skal fyldes, og Gigovic, Paulinho og Dalsgaard er væk, og mon ikke også Joel skifter, selv om jeg sagtens kan se en plads til ham i truppen. Jeg forudser også, at Martinez kan være på rampen, hvis der kommer et stort bud, mens Franculino også må være på listerne rundt omkring allerede.

Så jeg vil sige, at vi skal have:

En spillende midterforsvarer: Ousmane Diao, CD Mafra. Det lyder til, at de store klubber i Portugal ser kæmpe potentiale i 'den nye Ousmane' - hvorfor ikke give ham chancen for lidt europæisk erfaring hos os?

En boldsikker, offensivt mindet 8'er for eksempek Emil Breivik, Molde, eller lidt mere ambitiøst i form af Lucas Assadi (offensiv midt) fra vores venskabsland Chile. Jeg forestiller mig, at det er en spiller, som skal gå ind og dække midtbanepladserne sammen med Emiliano Martinez, Oliver Sørensen, Charles og Rømer.

En offensiv venstre back, der kan supplere Victor Bak og afløse Paulinho. Marcelo Morales fra Universidad de Chile som et frækt bud, eller en forhenværende akademist i Kristoffer Lund Hansen, Palermo.

Ud bør gå:
Generelt ikke ret mange - hvis vi holder vores seedning i Europa, kommer der til at være to kampe om ugen fra midt juli til midt december. Så netto skal vi have en større trup end i foråret.

Men tre bud:

Oscar Hedvall. Han virker langt fra spilletid, og der kan nemt komme en ny tredjekeeper ind i løbet af sommeren, for eksempel Mark Ugboh.

Juninho. Jeg elsker ham, men jeg tror, vi får brug for en ny, spillende midterforsvarer, og så kommer han for langt fra spilletid. Det kunne også være Lee på en udlejning, og så holde Juninho som reserve.

Alhaji Kamara. Han er trupspiller, han er småskadet og bliver ikke brugt, når han er klar. Lad os lave plads til et ungt talent i stedet.