Video : Tipsbladet
Generelle

Fuldstændigt blæst at det skal koste så meget

Viaplays prisstigning giver delte meninger i Tipsbladets fanpanel Fanklubben. Nogle er ligeglade, andre er godt og grundigt trætte af prisstigningen.

Det kostede 449 kroner at se den fulde pakke hos Viaplay, men streamingtjenesten har hævet prisen, så det fremover kommer til at koste 499 for at få den store pakke.

Så får man adgang til Superligaen, NordicBet Liga, Premier League, serier og film, men for fans af den danske Superliga, er det også en voldsom udgift.

For foruden Viaplay skal man også have fingrene i Discovery+ - og fra sommer TV 2 Play i stedet for Discovery+ - så det er mange penge at investere.

Hvad tænker Fanklubben om det?


- Jeg synes, at niveauet er for ringe og det eneste, der virker optimalt, er Offside, som nu bliver lukket. Det er en ommer!

Kasper Henriksen
FC Nordsjælland-fan

- Jeg har Viaplay, og jeg er ligeglad med, hvad det koster. For mig handler det om at kunne se det fodbold i fjernsynet, som jeg ikke har mulighed for at se live på stadion. Men jeg vil da gerne slå et slag for, at med en prisstigning må kvaliteten af kommenteringen og rapporterne omkring kampene gerne følge med.

- Jeg synes, at niveauet er for ringe og det eneste, der virker optimalt, er Offside, som nu bliver lukket. Det er en ommer!


- Endnu en gang må forbrugeren betale for Viaplays fejlslagne forretningsdispositioner.

Jeppe Lindegaard
Silkeborg IF-fan

- For mig hoppede kæden af ved forrige prisstigning, da den vist blev hævet fra 309 kr. til 419 kr. Endnu en gang må forbrugeren betale for Viaplays fejlslagne forretningsdispositioner.

- Jeg er med på, der er nogle store markedskræfter på spil ift. rettigheder. Så det værste er næsten den håbløst arrogante kommunikation, der følger i kølvandet, hvor søforklaringer og dårlige undskyldninger for prisstigninger pakkes ind som gaver til forbrugeren.


- Jeg håber, at der i fremtiden kommer særlige tv-pakker, så man kan nøjes med at tilkøbe de ligaer og turneringer man ønsker.

Rasmus Thomsen
AGF-fan

- Superligaen er verdens fedeste liga! Og jeg vil selvfølgelig helst se bold på stadion. Men bl.a. på grund af tvivlsomme kamptidspunkter (fastlagt af tv) bliver jeg særligt til udebanekampe ofte henvist til sofaen.

- Her synes jeg det er en ærgerlig tendens, at priserne stiger og stiger. Den danske Superliga burde, ligesom danske landskampe, være forholdsvis let tilgængelige for fans.

- Både priser til stadion og priser på tv bør holdes nede, så alle har mulighed for at følge de danske favoritter. Uden fans på stadion og foran tv'et vil interessen for dansk fodbold måske falde igen.

- Jeg håber, at der i fremtiden kommer særlige tv-pakker, så man kan nøjes med at tilkøbe de ligaer og turneringer, man ønsker.

- Jeg ser sjældent Champions League og Premier League, og derfor ærgrer det mig, hvis jeg må vælge Superligaen fra, fordi jeg i virkeligheden skal betale for de dyre europæiske ligaer, for også at kunne se dansk Superliga.

- Husk: Superligaen er verdens fedeste liga!


- Jeg synes, det er fuldstændigt blæst, at det skal koste så meget at se Superliga. Det ødelægger fodbolden, at mange fravælger den, fordi det er for dyrt. Fodbold skal være for alle.

Benjamin Nielsen
Vejle Boldklub-fan

- Jeg har ikke Viaplay. I hvert fald ikke officielt, da det simpelthen er for dyrt målt på kvaliteten. Heldigvis kan jeg dele med én, og så er det nok bedst, vi ikke snakker mere om det.

- Jeg synes, det er fuldstændigt blæst, at det skal koste så meget at se Superliga. Det ødelægger fodbolden, at mange fravælger den, fordi det er for dyrt. Fodbold skal være for alle.

- Men efterhånden har eliten overtaget den sport, som under-/middelklassen har skabt ved at gøre sporten dyrere, end den burde.

- Derudover er produktet heller ikke særlig godt. Der går - undskyld mig - københavneri i den, hvor optakter og nedtakter for kampe med Brøndby eller FCK involveret er 90 procent det store hold 10 procent modstanderen. De forbandede mandagskampe er også noget, fanden har skabt.

- NENT har sikkert en strategi i den forbindelse om, at de gerne vil maksimere indtjeningen, fordi snakke om Brøndby og FCK skaber seere, det samme med mandagskampe, fordi der for sofakiggeren ikke er andet sport mandag aften. For fans, hjemme- og især udefans, er det til gengæld et helvede, når ens hold spiller en mandag.

- Stod det til mig, blev alt Superliga vist på DR. De har med pokalturneringen vist, hvordan man laver et godt produkt. Desværre sker det ikke før 2030, efter NENT fik forlænget rettighederne forleden. Og så må de ikke engang vise alle kampe.

- I sidste ende er det her nok bare en af de ting i livet, hvor man må sige, at det må vi bare leve med.


- Jeg har den fulde pakke ved Viaplay og må sgu indrømme, at jeg synes, disse prisstigninger er ved at tage overhånd.

Charlie Petersen
Hvidovre IF-fan

- Jeg har den fulde pakke ved Viaplay og må sgu indrømme, at jeg synes, disse prisstigninger er ved at tage overhånd.

- Det er efterhånden blevet en dyr fornøjelse at være sportsinteresseret, når resten af familien også har ønsker om diverse streamingstjenester.

- Posten på budgettet, der dækker over underholdning, er efterhånden blevet så stor, at man går med overvejelser om, hvad der skal sorteres fra.

- Om det bliver Viaplay, ved jeg ikke, men jeg synes, det ville klæde alle tjenester at gøre indholdet/betalingen mere skræddersyet, således du betaler for det, du gerne vil se, og ikke Formel 1, tennis eller svensk lerdueskydning.


- Jeg har ikke Viaplay, og jeg tænker derfor ikke rigtig noget om deres prisstigninger. Der er heldigvis billigere alternativer, hvis man ønsker at se Superliga-fodbold i fjernsynet.

Magnus Roesbjerg Pedersen
Viborg FF-fan

- Det har jeg ikke rigtig nogen holdning til. De tager vel den pris, de fleste er villige til at give… Det er jeg for liberal til at hidse mig op over.

Thomas Schouv Jakobsen
FC Midtjylland-fan

- Jeg er et curlingbarn fra Nordsjælland, så det betaler mine forældre.

Rasmus Bille Dam
Lyngby Boldklub-fan


- Prisstigninger er jo på mange måder et livsvilkår for tiden, men jeg synes, det lyder til, at Viaplay har lidt flere end gennemsnittet.

Morten Engel Svan
Brøndby IF-fan

- Jeg har ikke Viaplay, så deres prisstigning rammer ikke mig direkte.

- Jeg er af den gamle skole med flow-TV hos YouSee, og så har jeg et Discovery+-abonnement foråret ud, indtil de ikke har Superliga længere.

- Prisstigninger er jo på mange måder et livsvilkår for tiden, men jeg synes, det lyder til, at Viaplay har lidt flere end gennemsnittet. De må jo have svært ved at tjene penge på enten sport, serier eller begge dele.

- Den nemme løsning er selvfølgelig at tage på stadion istedet, men det er naturligvis ikke alle forundt at tage sådan en tur hver og hveranden søndag. Og så er man jo lidt tvangsindlagt til at bruge pengene hos streamingtjenester osv., hvis ellers man vil følge med i verdens bedste Superliga.