Det handler om AaB og Dom Pérignon

Det kan godt være, at FC Midtjylland senere torsdag slår Manchester United ud af Europa League. Og det kan også godt være, at FC København er de store guldfavoritter og ender med at vinde det danske mesterskab. Og det kan sagtens tænkes, at AGF bliver fornøjelig at følge i foråret.

Men der er ikke noget, der kan begejstre mig mere end visheden om, at vi får 15 Superliga-kampe med AaB. 15 kampe, hvor fodbold bliver til dyre champagnedråber.

Jeg har brugt vinterpausen på at lede efter gode argumenter for, at AaB dels ikke bliver dansk mester og dels ikke kommer til at ramme samme offensive, sprudlende niveau, som efteråret lukkede med, men jeg har svært ved at finde det gode argument – i hvert fald for det sidste.

Henrik Dalsgaard er et tab på højrebacken, men Patrick Kristensen er driftssikker, og så er Gilli Rolantsson en spiller med nogle af de samme egenskaber. Og det er det eneste fra startelleve, AaB har mistet. Sportsdirektør Allan Gaarde jubler formentlig stadig.

En lang vinterpause kan selvfølgelig fjerne momentum, men testkampene giver bestemt et indtryk af, at AaB fortsat er et offensivt festfyrværkeri, der kommer til at levere et fantastisk show.

Otte testkampe, 24 kasser. Selv i de kampe, hvor klubben har spillet med B-kæden, er målene fløjet ind forbi modstanderens keeper. Hvad der er mere bemærkelsesværdigt er, at Superliga-topscorer Lukas Spalvis, der scorede 14 gange i efteråret, slet ikke har været på tavlen.

Derimod ligner Thomas Enevoldsen en mand, der er besat af en topscorertitel. Otte kasser han har stået for. Otte. Blandt andet scorede han alle fire mod St. Pauli, og så sent som i tirsdags scorede han to gange mod Allan Kuhns Malmö FF i sidste testkamp, som AaB vandt med 3-0.

De fleste hold har en akilleshæl, og for AaB er det forsvaret. Det er ikke et hold, der kan forsvare en føring på 1-0 hjem, men det er et hold, der kan spille sig til en 4-3 sejr. Det handler om holdet – ikke individualisterne – og folk som Kasper Risgård og Rasmus Würtz er vigtige for balancen på AaB-holdet. De giver mulighed for, at de offensive spillere kan folde sig ud.

Folde sig ud skal Nicolaj Thomsen. Jeg mener, han er AaB's vigtigste og bedste spiller. To kasser og seks assists stod han for i efteråret, og meget går gennem Thomsen, der tilmed knokler hårdt på banen, når AaB sætter angrebene op. Prøv og se i en kamp, hvor meget han skaber af plads til backen, og hvor meget han er involveret i.

Jeg slikker mig en smule om munden allerede ved tanken om mandagskampen i første runde – første rundes klart, klart mest interessante kamp – hvor de danske mestre FC Midtjylland tager imod AaB. Jeg tror, det bliver målrigt, og jeg tror, vi kommer til at se flot og flydende fodbold. Og jeg tror, AaB vinder.

Det er med at nyde AaB og den offensive fodbold, klubben praktiserer. Dels fordi det de senere år har været en sjældenhed i dansk fodbold, dels fordi det allerede til sommer er  forbi. Lukas Spalvis skifter til Sporting, og Nicolaj Thomsen bliver formentlig også solgt. Det er lidt som en flaske champagne – en dyr flaske Dom Pérignon – der er ved at være tom. Du forstår at sætte lidt ekstra pris på de sidste dråber.

Om den offensive fodbold er nok til at blive dansk mester også, bliver interessant at følge. Første svar kommer som sagt mandag, når AaB gæster Herning. FC København har en stærkere og bredere trup og en klart bedre defensiv, men AaB kommer til at ende i nogle særdeles målrige opgør i denne sæson, og holder profilerne sig skadesfrie, kan det ende med guld i Aalborg. FC Midtjylland tror jeg, går et svært forår i møde.

Det dufter lidt af foråret 2014 for AaB, hvor klubben snød både FC København og FC Midtjylland.

Det kan ske igen.