Det danske 80'er-landshold vandt mange store sejre, men ikke mange sejre har været større end den, man i 1983 vandt på Wembley på et mål af Allan Simonsen. Det mål blev sat ind fra straffesparkspletten, og da EM-kvalifikationen senere samme år var forbi, var Danmark et enkelt point foran England i puljen. EM-billetten booket.
Og det blev altså startskuddet til store danske triumfer, hvor 80'er-holdet vandt meriterende sejre og spillede underholdende og frem i banen. Siden fulgte 1992 på bagkant af de stærke 80'ere, og den ultimative underdog-fortælling blev fulgt af 1998, hvor Danmark primært med vilde kampe mod Nigeria og Brasilien vandt mange hjerter.
Siden har der faktisk ikke været meget at juble over – jo, i 2002 og 2004 gik man videre fra gruppespillet – men ikke siden 1998 har man vundet en knockoutkamp ved et mesterskab.
Før i år.
Og med lidt god vilje kan man se koblingen til 80'er-holdet, for i efteråret vandt Danmark 1-0 på Wembley. På et straffespark. Og selv om det ikke var i en kvalifikationskamp, var det trods alt en gældende kamp i Nations League.
Dengang havde mange nok en spirende fornemmelse, at et stort dansk landshold var på vej. Og de fik ret. Sejren over England gav på mange måder ekstra medvind, for nu var det ikke kun nationerne under de bedste af de bedste, Danmark kunne slå. Nu kunne og kan man tæve alle.
Da landsholdet før denne slutrunde satte sig sammen for at snakke om forventningerne til slutrunden, var målet klart: tilbage til Wembley. Det var Åge Hareides store ambition og mål at komme til semifinalen på Wembley. Det var han fast besluttet på, at holdet var godt nok til.
Og Tipsbladets chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, tillod sig da også i foråret i kølvandet på sejre over Israel og Østrig – den sidste 4-0 ude mod en modstander, der tvang Italien ud i 120 minutters fodbold i ottendedelsfinalen ved EM – at drømme stort. Han kaldte landsholdet for det stærkeste danske landshold siden brødrene Laudrup.
Troels Bager Thøgersen fik ret. Åge Hareide fik ret.
Overliggeren er hævet
Nu vender Danmark tilbage til det Wembley-stadion, hvor man i 1983 fejrede en af de helt store sejre, og hvor man senest viste England, at man bestemt ikke er noget nemt landshold at møde.
I minutterne efter sejren over Tjekkiet i kvartfinalen var det glæde over, at målsætningen var nået. At man nu er tilbage på det ikoniske stadion, som man ønskede og drømte om.
Heldigvis kunne vi ved selvsyn høre og mærke, at spillerne ikke længere er tilfredse med at have nået semifinalen. Overliggeren er hævet. Nu vil man videre. Og hvorfor skulle det stoppe her for Danmark?
Ja, England har på papiret det stærkeste landshold og de bedste spillere, og de spiller tilmed på hjemmebane og med mange, mange tusinder fans i ryggen. Meget er lagt op til, at det er England, der skal videre. Det siger eksperterne også.
Men hvis der er noget, Danmarks landshold har vist de seneste uger, er det, at man rejser sig, når det er sværest. At man kan stå imod i modvind, og at man finder en måde at få noget med. Det gjorde man, efter Christian Eriksen kollapsede, det gjorde man efter nederlaget til Belgien, hvor man stod med to gruppekampe og nul point. Og hvem husker ikke tilbage på 3-3-kampen i Schweiz, hvor man var bagud 0-3 med godt 10 minutter igen? Det her danske landshold er aldrig ude af en kamp.
Slutrunden har i høj grad vist, at kvaliteten er meget lige på de bedste landshold, for ingen af de hold, der havde svære veje mod semifinalerne, er gået videre. Belgien slog Danmark, og Portugal og snublede mod Italien. Frankrig slog Tyskland, men snublede til Schweiz. Tyskerne besejrede Portugal, men tabte til England. Portugal er også ude, VM-sølvvinderne Kroatien tabte til Spanien, og Holland skuffede.
Omvendt har Danmark, England, Italien og Spanien haft forholdsvis nemme veje mod semifinalerne, og det er positivt, når man tænker på, at det er svært at blive ved med at slå de bedste af de bedste, når det er små marginaler, der er med til at afgøre det. I det lys kan man godt savne den der meriterende, danske sejr. Den over favoritten eller rivalen. England har den over Tyskland ved slutrunden, og Italiens er sejren over Belgien. Med lidt god vilje kan man sige, at Spaniens er sejren over Kroatien.
Skal Danmarks så ikke være en sejr over England?
Svære at slå
Siden VM-farvellet i 2018, hvor Danmark røg ud på straffespark til Kroatien, har landsholdet tabt fem landskampe. Det ene nederlag var, fordi vikarlandsholdet var sendt til Slovakiet, det andet var mod Finland, hvor Christian Eriksen kollapsede. Og så har der været tre nederlag til verdensranglistens nummer et, Belgien, hvoraf Danmark i EM-gruppen dominerede statistikken og fortjene mere end et nederlag.
Det her danske landshold har vist, at det er svært at slå, og nu har det også fået et mere offensivt udtryk under Kasper Hjulmand. Det klæder fodboldlandsholdet, der ikke spiller for at undgå at tabe, men spiller for at vinde. Det har vundet masser af fans i en nation, der officielt er i eufori omkring landsholdet.
På Wembley mod England vil Danmark komme under pres, men Danmark vil også vise, at der er ambitioner offensivt, og så skal man håbe på, at Hjulmands tropper kan stå imod trykket fra England og tribunerne.
Barack Obama plejede at sige om Danmark, ”they punch above their weight”. Det har Danmark målt på indbyggertal også gjort de senere år med landsholdet. Så meget, at man vel næsten kan sige, at man er i vægtklasse med lande som England.
Onsdag aften skal Kasper Hjulmands tropper vise, at de også kan slå en af sværvægterne ud af EM. Og med landsholdets kvalitet de senere år er det ikke usandsynligt, at det sker.
