Ganske som forventet her mod slutningen af sæsonen har det været en begivenhedsrig uge ude på banerne – og det kan jeg så supplere med et ret så overfyldt skrivebord. Det er lige i disse tider, at første akt af vores arbejde med den nye lovbog kulminerer, så af samme grund bliver denne klumme også én af de korte af slagsen. Jeg skal nok få rettet op på det.
Men henvendelserne har også været mange – også fra de traditionelle VAR-hadere. Vi tager lige en tur mere i manegen: VAR er ikke nogen ekstradommer, der skal dømme kampen for anden gang. VAR er der for at undgå de værste overskrifter i aviserne dagen efter. Således straffesparket til FCK mod Brøndby i overtiden.
Det havde været ømt, hvis overskrifterne dagen efter havde heddet ’FCK snydt for sent straffespark’. Så er det et plausibelt standpunkt at mene, at VAR er noget bras, men nu er det der altså, og vi spiller nu engang efter de regler, som vi har. Derfor får VAR-haderne heller ikke nogen svar på deres mails, for det løb er kørt. Undtagelsen er selvfølgelig, hvis man rejser et konkret lovmæssigt spørgsmål til en situation, hvor VAR har været indover. Så skal jeg nok svare pænt – inden for rimelig tid.
Men vi havde Champions League-semifinaler. Intet specielt i den første (Dortmund – Paris). Det eneste specielle her var, at det var dommer Daniele Orsatos afskedskamp, og det kaldte også følelserne frem bagefter. Ham vil jeg virkelig savne – han var efter mine begreber en af de tre bedste internationale dommere i omløb, og denne kamp blev da også afviklet uden slinger i valsen.
Til gengæld var der da godt med sang på flåden i den anden semifinale mellem Real Madrid og Bayern München. Et par fuldt korrekte VAR afgørelser – og så den, som aldrig kom, nemlig ved Bayerns eventuelle udlignende mål i slutsekunderne. Bolden spilles op i højre side til en angriber, som er lige på kanten af offside. Dommeren fløjter, linjedommeren vinker (bemærk rækkefølgen) – bolden spilles indover, hvor Bayern putter den i mål, mens Madrid-forsvaret står stille.
Pyha – der er flere ting, der går galt her. Uden at have været med på headset er min eneste forklaring denne. Linjedommeren melder formentlig ’offside’ ind i headsettet til dommeren (i stedet for ’delay’, som ville have været den korrekte kommando – lad os se, hvad der sker). Dommeren fløjter omgående, og da bolden få sekunder efter ligger i Madrids mål har vi det, som mange har kaldt en skandale. Linjedommeren må aldrig melde ’offside’, og dommeren skal under alle omstændigheder vente med at fløjte.
Men da der allerede er fløjtet, er VAR afskåret fra at gå ind i situationen. Noget helt andet er, om der overhovedet var blevet scoret, for Madrids forsvar er jo holdt op med at spille, da de hører fløjten. Og så er der noget helt tredje: er der overhovedet offside i første omgang? Jeg har set en enkelt forhenværende (spansk) topdommer bombastisk proklamere, at der ikke er offside.
Det giver mig igen anledning til at minde om, at ingen er så kloge som pensionerede dommere. Der gælder både herhjemme og udenlands. Nu ved jeg selvfølgelig ikke, om han har haft nogle andre vinkler til rådighed, men ud fra de viste kan jeg i hvert fald ikke med sikkerhed konkludere det ene eller andet. Min fornemmelse er offside – men jeg er blevet snydt før.
Det er en øv-situation, også fordi den kommer på det tidspunkt, så det er den, der bliver hængende på nethinden.
Lad os skynde os at komme herhjem igen.
Vi kan starte med søndagens derby i Brøndby med et par fuldstændig forrykte røde kort og en massekonfrontation sjældent set på dansk grund. Det er sagt før, men igen: de personer, som sidder på bænken, er lige så meget rollemodeller som spillerne. Nå, jeg vil håbe, at ikke alt mange børn og ubefæstede sjæle har set situationen.
Og så var der lige torsdagens pokalfinale med indtil flere VAR-kendelser, som alle sad lige i skabet. Det burde kunne overbevise de fleste – men bevares, hvis man er fodboldromantiker og bare ikke ikke kan lide VAR, fortrænger man det nok bare.
Og så kastede søndagen minsandten en ret opsigtvækkende nyhed af sig, nemlig at MLS på egen hånd havde indført en ny regel. Lad mig starte med at slå fast, at det er hamrende ulovligt. Ikke første gang på de kanter, men sidst var det dog 40-45 år siden, hvor man indførte ’amerikanske straffespark’ i stil med ishockey: angriberen starter fra midten og har kun målmanden foran sig. Det holdt ikke længe, for FIFA ser bestemt ikke med milde øjne på den slags. De enkelte lande kan ikke bare lave nye regler på øverste niveau.
Nå, men det gik ud på, at en spiller, som havde ligget på banen (uden behandling) i 15 sekunder, skulle tilbringe de næste to minutter på sidelinjen. Det ligner noget, der rejser flere spørgsmål, end det løser – men lad os se, hvad der sker.
Som flere har bemærket, har jeg nævnt solsorten nogle gange det sidste stykke tid. Han er simpelthen også bare en forårsbebuder. Denne gang skal vi delvis ned på jorden igen. ’Husets ræv’ valgte i fuldt dagslys i formiddag at ligge længe og slikke solskin ude i et hjørne af plænen, og de første fugleunger er også begyndt at dukke op.
Således rustet kan vi nu gå ind til de sidste tre runder i Superligaen. De bliver heller ikke for små børn.
Skriv til Jan Carlsen på Carlsen@tipsbladet.dk.