Carlsen: Torskedumt at give dommeren muligheden

S å kom vi efter en ekstremt kort fodboldpause igang med Superligaen igen og heldigvis uden de store kontroversielle ting.

Jo, bevares, der var et par situationer, som man kunne diskutere (og det er de også blevet). men der har ikke været nogen justitsmord og intet, der skriger til himlen. Overskrifterne har også været fredelig læsning efter weekenden.

Samtidig har vi haft god gang i en yderst intensiv VAR-træning med dommerne med en frygtelig masse giftige situationer hentet fra det store udland.

Princippet er, at lige så vel som klubberne har deres træningskampe forud for sæsonen – uanset hvor kort pausen end har været – skal dommerne også lige have tingene ind under huden igen, så vi ikke bare laver en decideret koldstart.

Det vil ingen være begejstrede for – og slet ikke hvis noget går galt.

Der er helt klart nogle VAR-indtryk fra EM, som vi gerne vil have overført til Danmark.

Vi har set en meget høj linje fra UEFA under EM (det vidste vi i forvejen), men det betyder jo også, at VAR på det nærmeste har været usynlig.

Det som man til stadig bare skal huske på, før man laver en 1:1 sammenligning, er, at ved EM har man de mest rutinerede dommere på højeste niveau – og man har de mest rutinerede VAR-dommere.

Her er vi altså først lige kommet gennem den første sæson, så det kan hurtigt blive en unfair sammenligning.

Der er som bekendt ingen genvej til rutine, og det er den, som vi er ved at opbygge lige nu.

Jeg kan tilføje, at de øvrige nordiske lande kigger os lidt over skulderen lige nu, ligesom selveste FIFA har været endda ret interesserede i vores uddannelsesplan og spurgt om lov til at bruge den med henblik på andre mindre lande, der kunne finde på at indføre VAR. Så noget må vi trods alt gøre rigtigt.

Samtidig kan vi konstatere, at det vælter ind med internationale kampe til de danske dommere (og også observatørerne, skulle jeg hilse at sige) så der er ingen tvivl om, at der er øjne på os – hvilket selvfølgelig også forpligter alle.

Hele denne større indledning er blandt andet for at forklare, at denne klumme bliver én af de kortere (hvilket billedredaktøren sikkert bliver glad for, for så kan han få lov til at fylde noget plads ud) – men i virkeligheden er det jo et luksustegn.

Når ikke der er problemer, hvorfor så begynde at lede efter dem. Men klummen her skal lige jongleres ind mellem udlandsture og forskellige kurser herhjemme.

Jeg skal nok komme tilbage til normallængde inden alt for længe (bortset fra, at der lige kommer to ugers tiltrængt sommerferie henne i medio august).

Lige det kunne godt blive til genopliven af tidligere klummer, ligesom så mange andre og væsentlig mere estimerede klummeskribenter gør på andre medier.

Når alt kommer til alt, har fodboldloven jo stadig kun 17 paragraffer, som kører i ring – og det gode ved denne type klummer er, at der til stadighed kommer nye læsere på, for hvem det hele er nyt.

Så må de gamle og trofaste læsere bære over med, at der lige er et pusterum. Så bær venligst over, hvis man føler, at dette her har vi altså hørt før…

Men på en eller anden måde slipper jeg jo ikke for at tage fat i Midtjyllands kamp mod Celtic tirsdag. Jeg fik ikke set den live, for dér var jeg på vej i toget hjem fra ét af VAR-kurserne, men jeg har samlet hovedpunkterne op efterfølgende, og det ser godt nok ikke trist ud.

Alt i alt bekræfter det én af mine ofte fremførste hypoteser, at hvis man med et gult kort i bagagen kaster sig ud i noget, som giver dommeren mulighed for at give gult kort nummer to, er det bare torskedumt.

Nir Bittons fingerede skalle og efterfølgende finger direkte i panden på Anders Dreyer på et tidspunkt, hvor han allerede slæber rundt på et gult kort, er altså ikke jordens smarteste.

Faktisk er det en direkte invitation til gult kort nummer to, og ingen dommer slipper levende fra at undlade at dømme det.

Og det er jo ikke, fordi Anders Dreyer er ret meget smartere, da han – i en for Midtjylland gunstig position med 11 mod 10 – vælger at kaste sig teatralsk helt ude i hjørnet af feltet, hvor intet er farligt overhovedet.

Han bærer også rundt på et gult kort, så han burde i den grad kunne finde ud af at holde sig på måtten.

Jeg har godt set, at mange på fanfora synes, at det er hårdt dømt – ja, men spilleren selv lægger i den grad op til det, for der er ingen grund til at kaste sig på den måde.

Den får ikke for lidt med begge arme fremstrakt (det er altid et godt tegn på, at der er ugler i mosen, for bliver man fældet bagfra, er der sjældent tid til at indtage attituden).

Her er det et planlagt fald og ikke et overraskelsesangreb. Så kan det godt være, at Dreyer kommer hurtigt op igen og løber videre (men først, da han har opdaget, at han ikke får kendelsen med sig) – men den oprindelige handling står jo, hvor den er.

Faktisk giver han ved sin attitude ikke dommeren noget valg overhovedet.

Og så kan vi diskutere film fra nu af og til dommedag. For mig er det en af de ting, der virkelig er med til at ødelægge fodbolden, og jeg er lykkelig, når dommerne identificerer det og slår ned på det.

Vi var i Danmark ikke begejstrede for Sterlings fald i semifinalen mod England (selv om det teknisk kan forsvares), vi har set kampe, hvor Neymar har ligget mere ned, end han stod op (overdrivelse fremmer som bekendt forståelsen) – og er det den slags fodbold, som vi gider se?

Film har eksisteret til alle tider. Fra min egen aktive karriere kunne jeg også godt pege en flok spillere ud, som var ekstremt skrappe til at lægge sig ved mindste berøring.

Mange af dem er så blevet noget ved musikken efterfølgende. Og med min nuværende kasket på kunne jeg også godt udpege en flok spillere, som kan kunsten (men det skal jeg nok undlade) – man skal bare være specielt opmærksom, når sådanne spillere kommer i nærheden af en bold, for så kan der ske noget.

'Film' er en flygtig størrelse. Faktisk eksisterer det ikke engang i fodboldloven som selvstændigt begreb, for det er camoufleret som 'at forsøge at snyde dommeren'. Hvilket man jo kan gøre på mange måder, uden at jeg skal give gode idéer.

Det engelske begreb er 'simulation' – altså at forsøge at tiltage sig noget, som man egentlig ikke har ret til.

Den helt oplagte form for traditionel film er selvfølgelig den, hvor der overhovedet ikke er kontakt mellem de to spillere. Men der er diverse undergrupper her – f.eks. hvis en spiller selv opsøger kontakten eller udnytter en meget let kontakt til at få det til at se værre ud. Og det er nok den sidste fælde, som Dreyer falder i.

Der er intet at sige til dommerens afgørelse – og specielt ikke, når der ligger en advarsel i forvejen. Så skal man bare være for klog til at kaste sig ud i den slags eksperimenter.

Det er jeg helt sikker på, at Bo Henriksen, med mit kendskab til ham, nok skal få adresseret.

Her på falderebet vil jeg lige reklamere for lokalunionernes dommergrundkurser, som kører på livet løs her i efteråret. I disse Corona-tider både online og fysisk.

Online, så der selvfølgelig er noget hjemmearbejde, men så man ikke behøver lette en vis legemsdel og flytte sig fra A til B for at lytte til en instruktør. Vedkommende kommer i stedet til én. Så hvis man efter at have set TV sidder med den fornemmelse, at det kan jeg altså godt gøre bedre (eller hvis man bare ønsker generelt at blive klogere på reglerne), så er det bare med at hugge til.

I så fald kontakt din lokalunion. Priser og vilkår kan variere, men pensum og eksamen er det samme.

Under alle omstændigheder er man sikker på at have et mere kvalificeret grundlag for at brokke sig. Og det er vel heller ikke det værste i disse tider.

Rigtig god sommer til alle – Europa kalder: Rumænien for mit vedkommende i den kommende uge.

Skriv til Jan Carlsen på [email protected]