Carlsen: Nådesløse målmænd – hvor meget må de?

Vi er nået til sidste klumme før jul – medmindre de ændrede deadlines omkring helligdagene gør, at der lige bliver kilet én mere ind -, og selv om det på alle måder bliver en jul, der er helt anderledes end den traditionelle, ændrer det ikke på, at der dels er mindre tid til at skrive, dels mindre tid til at læse.

Så jeg vil tillade mig denne gang at tage den lidt kortere udgave og primært gribe fat i et par emner, som er dukket op fra trofaste læsere.

Og denne gang næsten ikke et ord om VAR – bortset fra, at vi stadig evaluerer på livet løs og afventer den sidste runde i Superligaen, før vi kan binde sløjfe på efteråret og som næste trin begynde at overveje, hvor der skal sættes ind i træningen i den ekstremt korte vinterpause.

Generelt er vi nøjagtig dér, hvor vi havde forventet at være – hverken værre eller bedre, og ser man på de rene statistikker, har VAR reddet flere situationer til en rigtig afgørelse, end VAR har ladet falde igennem filteret til en forkert afgørelse. Så på bundlinjen er vi foreløbig tilfredse – og det er klubberne heldigvis også. Hvilket selvfølgelig ikke udelukker, at man som træner eller spiller kan være rigtig utilfreds med en konkret afgørelse.

Der er som bekendt ingen genvej til rutine, og det er lige præcis det stadium, som vi befinder os på.

Apropos det med den korte vinterpause har jeg aldrig oplevet noget lignende. Superligaen starter igen allerede ekstremt tidligt i februar, og vi har også nogle forrygende opgør i både Champions League og Europa League at glæde os til fra midten af februar.

Der bliver ikke meget tid til at få pulsen ned – også fordi den mellemliggende tid kommer til at gå med kursusvirksomhed og forberedelse af forskellig slags. En afledt effekt af al corona-panikken er i øvrigt, at man i DBU Københavnregi udviklede et dommeraspirantkursus med nøjagtig det sædvanlige pensum, men blot kørt online via Zoom. Altså det sædvanlige kursus – men blot en anden undervisningskanal.

Kurserne og de efterfølgende eksamener gav en tilgang på 150 aktive dommere, hvilket for Københavns vedkommende er en virkelig markant forøgelse af truppen. Så det skal man også have evalueret – om det er et format, der kunne gås videre med som en alternativ mulighed.

Corona-situationen har ikke været ren ulykke – den har også fået det kreative frem i folk.

Til lovstoffet, som jo er det primære emne i denne klumme, selv om der nogle gange er både genveje og vildveje.

En læser gjorde mig opmærksom på en situation fra Bundesliga-kampen mellem Werder Bremen og Stuttgart i forrige weekend. I overtiden, hvor alt er kastet frem fra Werders side, får Stuttgarts Silas Wamangituka brudt opspillet og har pludselig totalt frit løb, endda uden målmand. Han står med bolden på mållinjen og venter nogle få sekunder, før han endelig triller bolden ind til 0-2, lige før målmanden når ned. Det giver nogen tumult efterfølgende, og blandt andet Wamangituka får en advarsel.

Spørgsmålet er: er dette at p…. på modspillerne i en grad, så det udgør usportslig opførsel og skal straffes med gult? Det er ét af den type spørgsmål, som jeg har fået stillet mange gange til teoriaftener, typisk fra de bageste rækker i salen. Nu er det ikke til at vide, hvad advarslen egentlig bliver givet for – om det er selve episoden eller den konfrontation, der følger efter.

Wamangituka ser rimelig passiv ud i tumulten, men grunden til kortet er ikke til at vide med sikkerhed, når man ikke kan have snuden nede i dommerens indberetning, hvilket man selvfølgelig ikke kan.

Men lovteoretisk er svaret ja: det kan sagtens tolkes som usportslig opførsel.

Men i praksis: nej – og slet ikke på dette niveau.

Det interessante er, at vælger man at sige, at dette er usportslig opførsel, er man også nødt til at gå planken ud, for så ligger den usportslige opførsel, før bolden går i mål, og dermed skal målet annulleres og der dømmes et indirekte frispark til forsvarerne. ' What does football expect?', som jo er tidens mantra – næppe dette. Så HVIS advarslen gives for usportslig opførsel, er det en pragmatisk udgang – og dommeren kan jo altid skyde det ind under, at det usportslige først opstod i tumulten efterfølgende.

Under alle omstændigheder en situation, som jeg er meget taknemlig for at have fået et link til – den er gemt et sikkert sted og vil indgå i kabinettet for kuriositeter efterfølgende..

En anden læser – faktisk en god gammel dommerkollega – havde spottet en situationen i CL-kampen mellem Midtjylland og Liverpool, hvor Liverpools keeper kom springende ud, måske / måske ikke fik fat i bolden, men i hvert fald kolliderede voldsomt med Alexander Scholz.

Det leder til klassikeren: må en målmand virkelig gøre hvad som helst i sin kamp for at få fat i bolden, herunder tilsidesætte hensynet til modspilleren?

Spørger man mange målmænd, vil svaret sikkert ubetinget være ja, og en Peter Schmeichel satte virkelig nye standarder i denne disciplin ved at komme bragende ud med knæet højt hævet, hvilket uvægerligt førte til, at ikke mange havde lyst til at komme i nærheden. Standardundskyldningen er, at det er ' for at beskytte sig selv'.

Så vi tager den lige én gang mere: målmanden har absolut ingen som helst privilegier i denne henseende og ingen som helst beskyttelse, hverken inden for eller uden for sit eget målfelt, andet end den, som fodboldloven giver ham og alle andre spillere.

Så det meget ofte sete tilfælde, hvor en målmand kaster sig ud med armene strakt foran sig og i bedste fald rammer bolden, i værste fald modspilleren – eller måske begge dele – er altså på ingen måde straffrit. Og så er det i øvrigt ligegyldigt, om målmanden rammer bolden eller ej – kommer angriberen med i købet, foreligger der en forseelse.

Faktisk havde vi for relativt nylig en situation i kampen mellem Randers og OB, hvor OBs målmand kom bragende ud, boksede bolden væk, men samtidig satte en kraftig albue i nakken på en Randers-angriber.

Ingen havde kunnet brokke sig, hvis der her var blevet dømt straffespark.

Selvfølgelig kan der være grænsetilfælde, hvor angriberen kommer busende lige så heftigt i den modsatte retning mod målmanden, og hvor man kan diskutere, hvem der egentlig er skyld i kontakten – men helt generelt synes jeg, at målmænd meget ofte slipper alt for let fra denne spillefacon, både herhjemme og internationalt.

Og så lad mig da slutte af med endnu en gang at brokke mig over den tendens, der er, og som dommerne slet ikke er gode nok til at spotte: spillere, der løber rundt med minimale benskinner og strømper i en højde, der bærer minder frem om Søren Lerby og hans tid.

Det kan godt være, at det er et fedt image for en spiller, for ingen tvivl om, at sådan en spiller falder i øjnene, når man sammenligner ham med de andre derinde bag kridtstregerne – men reglen om benskinner er der jo for spillernes egen sikkerheds skyld, for pokker.

Det er ikke uden grund, at sådan en fætter på engelsk hedder ' shinguard' – den skal beskytte skinnebenet. Derfor er lovteksten også, at ' benskinner skal yde en rimelig grad af beskyttelse og skal principielt dække hele skinnebenet' – og ingen får os til at sætte centimetermål på det, for skinneben har forskellig længde hos forskellige mennesker, alt efter alder, højde og meget andet.

Desuden skal de være helt dækket af strømperne. Forstå det nu – det er for spillernes egen skyld. Jeg har selv haft den tvivlsomme fornøjelse at være dommer, opleve et åbent benbrud og vente en halv time på en ambulance, hvor vi ikke kunne flytte på spilleren. Det var meget ubehageligt – og det lød meget ubehageligt. Både da det skete, og mens vi ventede.

Med denne vanligt optimistiske afslutning vil jeg godt have lov til at ønske alle læsere en rigtig glædelig alternativ jul – og lad os så se at få overstået 2020. Vi trænger til et frisk år.