F ørst og fremmest vil jeg gerne takke for rigtig gode forslag fra læserne hen over de seneste uger. Og emnerne skal nok dukke op efterhånden – jeg har efterhånden en ganske fin shortlist over emner.
Imidlertid gør logistikken jo også, at temaer skal kunne bære en hel klumme, medmindre man slår nogle temaer sammen. Så det skal nok komme – og bliv endelig ved med at komme med forslag. Alene det at man interesserer sig for lovstof omsat i praksis er en fremragende ting – og er egentlig hele eksistensgrundlaget for denne klumme. Så kan det være fra et fan-synspunkt, klub-synspunkt eller whatever – jeg tager hjertens gerne det hele med, så længe vi holder en fornuftig tone.
For man skal bestemt ikke tage fejl af, at der er voldsomt mange følelser involveret her. Følelser eller ej, har dommeren jo den uriaspost, at han bare skal forvalte de regler, som der nu engang er. Man kan i den grad diskutere, hvordan reglerne burde være – det er faktisk meget ofte min indgangsreplik, når jeg er ude i klubber eller hos medier – men det kan vi tage på en separat aften. Nu er reglerne, som de er, og det betyder også, at dommerne selvfølgelig skal holde sig inden for dem. Ellers har vi rent anarki.
En af de ting, som jeg altid ser frem til, er de weekender, som i FA Cup’en byder på kampe mellem de små og de store. Ikke mindst fordi der altid dukker en enkelt eller to overraskelser op.
I den forgangne weekend hang jeg på kampene mellem Chorley og Derby samt Crawley og Leeds, hvor vi i begge tilfælde fik overraskelsen. Også opgøret mellem Newport og Brighton, hvor det næsten lykkedes – og så selvfølgelig kampen mellem Marine og Tottenham, som i sagens natur var en håbløs opgave for hjemmeholdet.
Skulle man hurtigt omsætte til danske forhold, var det vel et serie 3-hold mod et superligahold. Men det er altid rasende interessant at se, hvordan spillere på højeste niveau reagerer, når de pludselig bliver sat ned på en bane i et villakvarter, hvor omklædningsforholdene og alt andet omkring kampen næppe heller er, som man er vant til. Der er sket mange mærkelige ting gennem tiderne på den konto. Men det omvendte kan i den grad også være tilfældet: at det højest rangerende hold undervurderer det laveste. Man kan jo bare tænke tilbage på den legendariske kamp mellem Brøndby og Skagen tilbage i 1987...
Af samme grund er jeg rigtig glad for den regel, som vi nu har i Danmark, at det lavest rangerende hold altid har hjemmebane. Det giver en mulighed for hjemmeholdets tilskuere til at se girafferne, og alt andet lige øger det også mulighederne for overraskelser, netop fordi de højere rangerende spillere pludselig er tilbage på græsmarken (for nu at trække det hårdt op). Pokalfodbold er ekstremt charmerende, og jeg elsker det...
Til gengæld giver det også dommeren nogle udfordringer, når hold med vidt forskellige forudsætninger støder sammen. For godt nok er fodboldlovens 17 paragraffer de samme, uanset hvor i verden eller på hvilket niveau vi spiller – men der er lige den luskede sætning henne i paragraf 5, der siger, at dommeren skal undlade at fløjte for bagatelagtige eller tvivlsomme forseelse. I virkeligheden måske den mest vigtige sætning overhovedet i fodboldloven, for ellers ville vi få fløjtet kampene totalt i stykker.
Og hvad er det så lige, som man opfatter som bagatelagtigt ? Der er nok en verden til forskel på Serie 3 og Superligaen. Et af mine standardspørgsmål, når jeg har kurser eller orienteringsaftener for ikke-dommere, er, hvad de opfatter som den sværeste kamp at dømme herhjemme. Og langt de fleste svarer opgør mellem FCK og Brøndby. Det er ikke nødvendigvis tilfældet, for her er holdene på samme niveau og har en fælles forståelse af, hvad der er bagatelagtigt eller ej. Min påstand er, at det sværeste for en dommer er at ramme en pokalkamp med stor forskel mellem holdenes placering og forventninger - og ikke mindst opfattelsen af, hvad der væsentligt eller ej.
Og lige akkurat her kommer fordelsreglen ind. Fordelsreglen, som også er én af grundpillerne i fodboldloven. Den er gemt væk et yderst undseligt sted i fodboldlovens paragraf 5 under dommeren, men er jo i virkeligheden det helt centrale omdrejningspunkt for, at vi overhovedet kan få en kamp til at køre.
Reglen som sådan er relativt simpel. ’Dommeren skal lade spillet fortsætte, hvis det hold, som en forseelse er begået imod, har fordel derved, og straffer den oprindelige forseelse, hvis den forventede fordel ikke bliver en realitet inden for få sekunder.’
Men der er en god del faldgruber her. Den første er, at mange spillere – især på lavere niveauer – hyler over ikke at få deres frispark, når de er blevet savet midt over, men hvor deres hold stadig har bolden. Men det er ikke nødvendigvis spilleren, der skal have fordelen – det er holdet.
Så hvis angrebet kører videre med samme hold, er alt vel.
Pointen er, at dommeren altid kan vende tilbage med en følgestraf til synderen, når bolden engang går ud af spil.
Omvendt ser man en del dommere, som mener, at fordelen fortsat eksisterer, så længe spilleren (eller holdet) beholder bolden, selv om man presses mere og mere ud mod sidelinjen eller endda tilbage på banen. Men tingene skal stadig give mening, og en fordel skal være en fordel – ellers er der ikke nogen grund til at anvende fordelsreglen. Så i de tilfælde er den rigtige løsning at give frisparket. Man ser det også ofte ved f.eks. holde-forseelser, hvor kendelsen falder så sent, at der i mellemtiden har været en reaktion bagud fra den forurettede. Og så har vi panikken.
Fordelsreglen er i det hele taget en meget fleksibel størrelse, og det er ofte her, at fårene bliver skilt fra bukkene, når vi taler dommere. Anvendelse af fordelsreglen oppe midt på banen er normalt relativt uproblematisk, men bevæger vi os ned i straffesparksfelterne, skal man holde tungen lige i munden. At give en forsvarer en fordel i eget straffesparksfelt giver under normale omstændigheder ikke meget mening, for hvad sker der lige om et øjeblik ? Og i den anden ende af banen er der ikke mange fordele, der er større end et straffespark.
Så en hurtig konklusion er – selv om fodboldloven ikke siger det, men det gør praksis – at anvendelse af fordelsreglen i straffesparksfelterne er no go, medmindre man står i den helt ekstreme situation, at en angriber trods forseelsen ville kunne sætte bolden ind med tungen, uden at der var en målmand i vejen.
Det skal også med, at en forseelse til udvisning i min bog aldrig kan retfærdiggøre en anvendelse af fordelsreglen. Så har man en udvisningsforseelse, er det bare med at få fløjtet. Man kan uden tvivl sætte skrivebordseksempler op, der kan vise noget andet (det har jeg selv en vis ekspertise i), men i praksis – aldrig!
Men tilbage til pokalkampene med hold på forskellige niveauer. Lige akkurat det med forsætlighedsniveauet og fordelsreglen kan give frygtelige problemer, når man i de tidlige runder af pokalturneringen står med to hold, der har helt forskellige forventninger til, hvordan tingene skal foregå, og hvor forsætlighedsniveauet er.
Og her kan man som dommer komme ud i den helt paradoksale situation, at det ene hold synes, at alt er OK, mens det andet hold ikke synes det. Så selv om spillereglerne jo er fastsat i fodboldloven, og de skal efterleves i alle FIFA’s medlemslande og i princippet er de samme, lander vi ved udgangspunktet: hvad er væsentligt og bagatelagtigt ?
Som dommer i denne type kampe kan man sagtens komme ud for at måtte operere med to forskellige niveauer for forsætlighed og bagatelagtighed, simpelthen fordi spillernes formåen og forventninger er forskellige. Det kan godt være en udfordring i sig selv.
Ingen har sagt, at det skal være nemt at være dommer – næppe nogle forventer det, når de kaster sig ud i uddannelsen og derefter ud på banerne. Men nogle gange er der aspekter med, som man som udenforstående måske ikke lige havde overvejet, før man brager ud og kommenterer på en dommerpræstation. Hvilket man selvfølgelig er velkommen til – så længe det er på et oplyst grundlag og ikke baseret på følelser.
Skriv til Carlsen på carlsen@tipsbladet.dk
