Carlsen er over os – Del 1

Det har været et meget langt og meget besynderligt forår. Alle længes vi efter tilskuere, så vi kan få sat lidt ekstra gang i den. Den gang, som nok så meget dåselyd ikke kan genskabe, selv om jeg må indrømme, at UEFA's lyd til de sidste Champions League-kampe faktisk illuderede fint og har været ret imponerende.

Vi må nok alle vænne os til en alternativ virkelighed af en eller anden art her midt i 2020. Jeg sidder og skriver dette en meeeget sen tirsdag aften på kanten af en tur til Montenegro til en Europa League-kvalifikationskamp torsdag.

Og det er heller ikke uden administrative problemer: Corona-test før, for overhovedet at kunne få lov at tage afsted, muligvis endnu en test ved ankomst, og under alle omstændigheder endnu en tur nogle dage efter hjemkomst for at få lov til at komme ud af den anbefalede karantæne.

Det har aldrig været let at være fodbolddommer, og det er det i den grad heller ikke blevet i løbet af de seneste måneder – uden at vi på nogen måde kan tillade os at brokke os, for der er frygtelig mange andre, der har det væsentlig værre end os. Vi skal trods alt bare ændre dagligdagens mønstre, mens andre er ude i noget, der er langt, langt værre. Og fuld respekt for det. Vi håber alle, at dette bare er en overgang.

Men hvis nogen stadig er af den formening, at VAR da bare går ud på, at man tager en fodbolddommer og river ham ud af den mentale lænestol og derefter planter ham i en fysisk en af slagsen og beder ham se en kamp foran en skærm, så glem det.

Det er benhårdt arbejde, og jeg kan garantere for, at herren i stolen i VAR-vognen er mindst lige svedt som kollegaen på banen er bagefter. Vi har nu her i sidste fase før den officielle FIFA-certificering tilbragt adskillige dage i Ikast – og tak for gæstfriheden – med at banke vores kommende VAR-dommere op på et fornuftigt niveau.

Det er sket primært i form af rigtige kampe i U/17 og U/19-ligaen, hvor det gælder points, og hvor holdene meget generøst har sagt ja til at ville lege med, i fuld bevidsthed om, at det kunne give dem nogle utilsigtede pauser undervejs. Men uanset hvad kører Superliga-projektet med VAR sin slagne gang og har gjort det de seneste uger med de usikkerheder, der ligger i en træningssituation.

Der er grund til at sende al mulig respekt den vej til de klubber, som hjælper os til at blive bedre, inden det bliver alvor den 11. september. FIFA var som sagt på besøg i sidste uge og var tilfredse, selvfølgelig med de helt naturlige forbedringspunkter, som der er.

Man skal stadig huske på, at intet land i verden er sluppet levende fra en fejlfri implementering af VAR. Der er en pæn portion af fejl det første år – og så går det straks bedre det andet år.

Vi er pinlig bevidste om det faktum og har haft indkaldt udenlandske eksperter fra tid til anden for at evaluere og hjælpe.

Her tirsdag aften er mavefornemmelsen rimelig god, men vi er yderst bevidste om faldgruberne, som vi sikkert også kommer til at ramme. Men det gode gamle ord 'If you fail to prepare, then prepare to fail' er til stadighed øverst i værktøjskassen. Der skal nok blive noget at tale om efter hver runde, og vi har også opsat vores eget interne succeskriterium omkring de første runder i Superligaen.

Men internt betyder virkelig internt, så det kan jeg måske vende tilbage til, når vi engang er i sving og har draget vores egne erfaringer. For selv om vi virkelig har set på, hvad andre lande har gjort før os, og hvad de er lykkedes med (og navnlig ikke lykkedes med, for det er det mest interessante og det, som vi skal lære af), er hvert land virkelig unikt. Vi har været i den grad heldige med en meget positiv stemning blandt Superligaklubberne – vi har haft intro-møder med både klubber og også fanklubber for at afmystificere det store VAR-dyr – men syreprøven er i sagens natur, hvordan det hele fungerer, når det går løs.

Efter måneder på landevejene, nogle ekstremt lange dage og diverse klubmøder tror vi på det. Ikke uden bump på vejen – men uden at køre helt ned i grøften. Tiden vil vise det. Men foreløbig har vi kun mødt positive mennesker fra klubber og andre interessenter. Lad os håbe, at det holder…

Denne og den næste klumme bliver derfor en tur igennem VAR-protokollen (en giftig sag på 60+ siders juridisk / teknisk engelsk) for at forsøge at klarlægge, hvad VAR egentlig kan og må – og måske navnlig hvad VAR ikke kan og må.

Mantra nummer 1 bliver at bede læserne glemme alt, hvad de har set fra Premier League i den forløbne sæson, for dér er taget nogle friheder, som strider imod protokollen, og som man i hvert fald ikke kommer til at opleve herhjemme (eller for den sags skyld nogen andre steder i verden). Vi kommer til at køre fuldstændig stringent efter bogen herhjemme, og så tager vi skraldet derfra.

Det allerførste er at slå fast, at VAR kun er sat i verden for at gøre op med klare og åbenlyse dommerfejl. Det er løsenet og nok det sværeste overhovedet at forstå for menigmand. For nu, hvor vi har VAR, slipper vi vel for alle de diskutable kendelser ? Nix – kun de kendelser, hvor alle bortset fra dommerne kan se, at den er gal, og dermed de kendelser, som ville ramme overskrifterne dagen efter.

VAR er her for at udrydde grimme overskrifter – ikke for at dømme kampen for anden gang. Så hvis en kendelse kan diskuteres, er det ikke én, som VAR overhovedet skal beskæftige sig med. Gentager: det handler om klare og åbenlyse dommerfejl.

VAR har kun fire tilfælde, hvor man kan skride ind. Nemlig hvor det handler om scoring / ikke scoring, straffespark / ikke straffespark, direkte rødt kort eller ej (altså ikke andet gule kort) – og så det sidste tilfælde, hvor en forkert spiller bliver præsenteret for et gult eller rødt kort. Alt andet ligger uden for VAR-protokollen og vil være decideret ulovligt at gribe ind i. Gør man det, kan det medføre protestsager og alt muligt andet grimt.

Så vi kan sagtens have fejlkendelser og skal uden tvivl også løbe ind i dem. Ganske som før. Næste trin er derfor at erkende, at VAR ikke beskæftiger sig med hvad som helst og ikke er noget vidundermiddel.

Tager vi endnu et trin op ad stigen, banker vi lige ind i det, som desværre er mange folks misopfattelse af VAR efter at have set Premier League over det seneste år. Gør man dette efter bogen – og det har man i England svoret på at ville gøre i den kommende sæson, formentlig efter at have fået én med fastelavnskøllen ovenfra – er det dommeren på banen, som tager beslutningen.

Han tager den første beslutning, egentlig uden at tænke på VAR eller ej, han kan så eventuelt blive rådgivet af VAR til at gense en afgørelse, men i sidste ende er det ham selv, der tager den endelige beslutning. Der er altså ikke nogen VAR-dommer i en sort boks (læs en dommer i en bil uden for stadion eller på et centralt sted), der fortæller dommeren, hvad han skal dømme.

Den første beslutning ligger hos dommeren – og det gør den sidste og endelige også. Der er kun én chef på en kamp.

Vi skal nok få masser af diskussioner efter en spillerunde – og gud ske tak og lov for det, for det er jo det halve af fornøjelsen.

Det kommer VAR i hvert fald ikke til at ødelægge. Så kan vi i stedet komme til at diskutere VAR-afgørelser, og det er fair nok, men her skal man så huske, at nu har der ikke bare været ét par øjne indover, nemlig dommerens (og nogle ekstra i form af resten af dommerteamets), men også nogle ude i VAR-vognen.

Så alt andet lige bør man nå frem til en mere kvalificeret afgørelse – uden at kampen af den grund skal dømmes for anden gang, for mantraet er stadig 'klare og åbenlyse dommerfejl', ikke tvivlstilfælde, der er åbne for fortolkning.

I næste uge kommer vi på denne plads til at gå længere ned i materien som en optakt til efterårets første Superligarunde. VAR er på ingen måde for små børn, og at sidde i VAR-vognen er ikke nogen loppetjans, men benhårdt arbejde.

Koncentrationsmæssigt er det faktisk mindst lige så anstrengende som at være inde på banen. Faktisk endnu sværere. Jeg har lige som mine instruktørkolleger selv været der, og det er en helt anden måde at tænke fodbold på. Faktisk ret chokerende, og man tror ikke på det, før man selv har været der., Tror man ikke på mig, så spørg én af vores Superligadommere eller -linjedommere. Der er en rigtig god grund til, at man ved VM i Rusland så dommerne i VAR-lokalet sidde omklædt, selv om kampen foregik flere tusind kilometer væk.

Det var ikke bare et spørgsmål om at signalere, at de hørte til teamet – men de svedte i den grad. Og efter nogle dage i en ekstremt varm vogn i Ikast med efter danske forhold heftige sommertemperaturer (knap 32 grader udenfor – tør slet ikke tænke på indenfor) tror jeg i den grad på dem