Fra Liverpool til 1. division: AaB-angriber forsøger at genoprette lovende karrierestart

AaB's Viktor Ahlmann er en udtryksfuld ung mand med en attitude, der har været et aktiv, men også et endnu større arbejdsområde, der har udfordret talentet og karrieren, som lige nu er mere usikker, end den måske burde. Portræt af den tidligere ungdomslandsholdsprofil, der efterhånden er blevet lidt mere attraktiv for svigermødrene.   

- Jeg kan huske, at Skive-forældrene havde råbt ad mig hele kampen. Jeg fik et gult kort til sidst i kampen, hvor den stod 5-0 til os, og på vej ud af banen synes jeg, at dommeren skulle have fingeren. Det blev til rødt, og det var vist rimeligt.

- Der har også været et par episoder i håndbold. Jeg kan huske, at jeg fik 4-5 røde kort på 10 kampe eller sådan noget. Lige så hurtigt jeg var tilbage, lige så hurtigt fik jeg rødt kort igen. Nogle kort var på sin plads, mens andre var helt hen i vejret, fordi at jeg dengang var betydeligt større end alle andre, og mange fløjt ikke faldt ud til min fordel. Det kom så langt, at min træner skrev til DHF og klagede over, at mange dommere ikke tog i betragtning, at jeg var meget større end de andre. Det skal ikke retfærdiggøre det hele, for jeg var meget aggressiv, og den måde, som jeg har håndteret min karriere, har ikke altid været lige fornuftig og gennemtænkt.

Viktor Ahlmann genfortæller med skarp hukommelse historierne, der efterhånden er 7-8 år gamle. Historierne fra dengang, hvor han som 12-årig skiftede til AaB for at spille u-fodbold på eliteniveau og sideløbende spille håndbold i Brønderslev – hjembyen, der stadigvæk sidder i stemmen, når han bl.a. fortæller om drengern’ fra 9700. Historierne om en 12-årig, der viste langemanden til dommeren. Ham, der endte i slåskampe på håndboldbanen og boksede med sin attitude. 

Og det er måske ikke så mærkeligt, at han har nemt ved at udpensle historierne og få detaljerne med, for de er vigtige for ham, og de er afgørende for dem, der gerne vil lære ham bedre at kende. De repræsenterer nemlig den attitude, der har fulgt ham igennem meget af karrieren. På både godt og ondt.

”Det har ikke været forkert at opfatte mig som usympatisk på banen."

I 2007 skiftede Viktor som 12-årig fra Brønderslev til AaB, hvor fodbolden på papiret og i afstanden til og fra træning pludselig blev mere alvorlig.

Ret hurtigt var målene mange og opmærksomheden fra modstanderen stor. Det kan jeg og mange bekendte bekræfte, for jeg og vi spillede med ham og gjorde det i flere år. Og han var bedre end mange. Men ligesom det var på håndboldbanen, havde han det også med at gøre sig bemærket andre steder end med bolden. 

- Jeg har haft en kæmpe fordel ved at være betydeligt større end mine med- og modspillere i ungdomsårene. Jeg var nærmest færdigudviklet som 12-13-årig. I tillæg til det kom aggressiviteten og det vindergen, som nogle af de episoder også udspringer fra, men det er selvfølgelig ikke et vindergen, der gør, at jeg giver en dommer fingeren. Det var en god blanding af umodenhed og store frustrationer.

- Det har ikke været forkert at opfatte mig som usympatisk på banen, for jeg har skubbet til nogen, hvor jeg ikke skulle gøre det og smidt en albue tilbage i hovedet på en, og det er der selvfølgelig aldrig et ordentligt tidspunkt for, men det er også et ømt område for mig, for det var virkelig svært for mig dengang. Jeg glemte tit, hvor stor jeg var i forhold til de andre spillere, og når jeg tog fat i de andre, så det mere voldsomt ud, end når de tog fat i mig, fortsætter han 

”Jeg har lidt tatoveringer, mens Jakob (Ahlmann, red.) gør mere for at holde stien ren. Han har haft færre kærester, end jeg har haft. Han er svigermors drøm, mens jeg måske har været lidt mere sprælsk.”

Inden Viktor skiftede til AaB, og vi blev hold-, kørsels- og angrebskammerater, kendte vi hinanden igennem vores fire år ældre storebrødre, der spillede sammen i AaB. Jeg kender derfor også Jakob, der siden er blevet Superliga-profil og har fået a-landsholdsdebut, og ved lidt om, hvordan han er. Og Viktor og ham har ikke altid være helt ens, selvom de deler forældre og danser om samme juletræ.

Spurgt ind til sin næstældste storebror fortæller den yngste af de to om forskellene og kontrasterne imellem dem, for dem lægger han ikke skjul på. 

- Det første, man lægger mærke til, er vel kropsudsmykningen. Jeg har lidt tatoveringer rundt omkring, hvor Jakob gør mere for at please mor derhjemme og holde stien ren. Han har haft færre kærester, end jeg har haft. Han er svigermors drøm, mens jeg måske har været og er lidt mere sprælsk.

- Der er mange, der har sagt, at jeg har haft et betydeligt større talent end Jakob, men han har virkelig kæmpet for at nå dertil, hvor han er i dag. Grundet min hurtigt udviklede fysik tog jeg måske lidt lettere på det hele, end han gjorde som ungdomsspiller. Jeg har i nogle år haft det lettere, end Jakob har, og derfor har jeg måske også taget fodbolden mere useriøst, end han har gjort.

”Jeg har ikke altid været lige fokuseret og bevidst nok om, at jeg gerne ville være professionel. (…) Jeg har måske taget mit talent for givet og egentlig bare holdt den kørende i mit hoved. At jeg nok skulle slå igennem en dag. Den tankegang. Jeg har ikke gjort nok for det selv.”

Og det er måske ikke forkert, for det var ikke altid, at Viktor tog ærgerrigheden fra banen med uden for linjerne og ind i hverdagen og weekenden.

Der skete som regel bare lidt mere hos Viktor lørdag aften efter kampen. Bramfriheden har han ikke lagt til side. Han tøver ikke, når han siger, at han som ungdoms- og u-landsholdsspiller – det er blevet til 32 u-landskampe fordelt på alle u-landsholdene – ikke har været ærekær nok omkring fodbolden.

- Jeg har ikke altid været lige fokuseret og bevidst nok om, at jeg gerne ville være professionel. Det har altid været min drøm, men jeg har pga. min fysisk ikke følt behov for at træne lige som hårdt som andre. Jeg har måske taget mit talent for givet og egentlig bare holdt den kørende i mit hoved. At jeg nok skulle slå igennem en dag. Den tankegang. Jeg har ikke gjort nok for det selv.

Dit talent har været i konflikt med din attitude. Skal vi sige det?

- Det er ikke forkert. Jeg fik måske lidt for mange øl med Brønderslev-drengene og kom måske til at hænge lidt for meget med de forkerte mennesker. Jeg spiste usundt og levede generelt ikke op til mange af de krav, der er til eliteungdomsspillere, hvis man vil hele vejen. Der har været mange ting, der ikke har været i orden. På banen har jeg altid, altid givet mig fuldt ud og gjort alt for at vinde, men lige så snart det dengang blev lørdag aften, endte det hurtigt i øl. Det er ikke noget, som jeg er stolt af, erkender den unge offensivspiller.

”Det kan lyde bagklogt og en smule ynkeligt, men jeg føler, at jeg med lidt ændringer som ungdomsspiller kunne have været et andet sted nu. (…) Jeg valgte at hænge ud med de forkerte og træffe nogle forkerte beslutninger, der ikke var til mit eget bedste. Det er ris til egen røv.”

I poker gælder det, at gode kort på hånden hurtigt kan blive devalueret og overflødige, hvis kortene på bordet er dårlige. På samme måde kan man i andre tilfælde, hvor man selv styrer kortene på bordet, forværre ens muligheder for succes med forkerte beslutninger. Lade være med at læse op til sin eksamen. Glemme at få bacon i burgeren. Glemme at svare på kærestens beskeder. 

I Viktors tilfælde er det ikke forkert, at han har gjort spillet sværere for sig selv.

Som drengespiller prøvetrænede han i Liverpool sammen med Lucas Andersen (Ajax) og Andreas Bruhn (AaB) og blev rykket op som U17-spiller et år for tid.

Til U15-samlingerne i DBU-regi var det Pione Sisto og ham, der var de største profiler. Ifm. udtagelsen til U16-landsholdet var det Viktor, Pierre Højbjerg, Andrew Hjulsager, Morten Knudsen (Inter) og Andreas Christensen, der havde ekstra øjne på sig. Nu er de spillere Superliga-profiler og udlandsprofessionelle, mens Frederik Børsting og Jakob Blåbjerg, der sammen med Viktor var tre af fire spillere, der som U12-spillere af AaB’s talentsektor blev opfattet som kommende Superliga-spillere, hver har fået 25 kampe i Superligaen. Viktor har fået syv.

- Jeg fortryder mange ting. Jeg var – uden at lyde helt hellig – iblandt de allerbedste i min årgang og på lige fod med spillere, der er udlandsprofessionelle nu. Jeg var i flere år på lige fod med bl.a. Lucas (Andersen, Ajax-og landsholdsspiller, red.). Så kunne man se forskellen efter det. Han har altid været pisseseriøs.

- Det kan lyde bagklogt og en smule ynkeligt, men jeg føler, at jeg med få ændringer som ungdomsspiller kunne have været et andet sted nu. Jeg valgte at hænge ud med de forkerte og træffe nogle forkerte beslutninger, der ikke var til mit eget bedste. Det er ris til egen røv. Jeg kan godt se, at den måde, som jeg har levet på og håndteret mit talent, har været utilstrækkelig og dum. Nu prøver jeg at kæmpe mig tilbage og igen være iblandt de allerbedste.

- Jeg vil ikke sige et eneste ondt ord om Vendsyssel, for det er et virkelig godt miljø, der er i klubben, og der er rigtig, rigtig meget kvalitet i holdet, men jeg er overbevist om, at hvis jeg havde været mere seriøs som ungdomsspiller og været i endnu bedre fysisk form, havde jeg haft en større rolle at spille i AaB og på Superliga-niveau i sidste sæson og den her sæson.

”Der er sket rigtig meget. Jeg er stadigvæk en aggressiv spiller, men jeg er blevet ældre, og mine udfald på banen er blevet færre. Jeg har lært, hvad det kræver at være professionel. Jeg tager min karriere meget, meget mere seriøst, end jeg tidligere har gjort. Jeg er begyndt at gøre det, som man altid har fået at vide, at man skal."

Og nu skal det hele heller ikke handle om den mørke side, selvom det skaber mest interesse og flest klik, og – endnu vigtigere – er det, der er mest oplagt med Viktor, for det har været Dr. Jekyll og Mr. Hyde-light nogle gange, uden han – så vidt jeg ved – nødvendigvis overbider cigaretter for at undgå flypropper. Sandheden er nemlig også, at han har ændret sig over de seneste par år.  

- Jeg synes, at der er sket rigtig meget. Jeg er blevet ældre, og jeg har – uden det skal lyde som den store frelse – lært, hvad det kræver at være professionel. Jeg tager min karriere meget, meget mere seriøst, end jeg tidligere har gjort. Jeg er begyndt at gøre det, som man altid har fået at vide, at man skal.

- Jeg har haft en kæreste gennem tre år nu, og vi har endda en lånehund, der tit er hos os. Det er familieagtigt. Jeg har fået noget stabilitet, og det har jeg brug for, hvis det skal fungere for mig. Jeg har en, som jeg skal komme hjem til, så jeg ikke bare skal være sammen med drengene hver weekend. Det har betydet meget.

”Jeg tænkte, at jeg ville føle et kæmpe nederlag, hvis min mor ikke skulle nå at se mig blive noget inden for fodbolden – det, som så meget har handlet om i vores familie. Og det ville sgu lidt være at pisse på det hele.”

Virkninger har som bekendt en årsag. Regn og sol bliver til regnbuer. Drukture bliver til burgere og tømmermænd. For dem, der kommer med en plan, forhåbentlig med noget i midten. Og Viktor har heller ikke ændret sig af selv.

Kan du sige, hvad, hvem og hvilke episoder der har gjort en forskel?

- Der er et par episoder. Da Jakob skiftede tilbage til AaB fra Midtjylland (2009, red.), og jeg lige pludselig kunne se, at der var chance for at spille på hold med ham, skete der lidt. Det var en motivationsfaktor, siger han og fremhæver derefter en anden og for ham endnu vigtigere fodboldepisode.

- Der var en vintertræning med Superliga-truppen, hvor vi var ude at løbe nogle bankeløb. Det var et halvt år inden jeg blev en fast del af førsteholdet, tror jeg. Jeg var simpelthen så langt efter de andre. Flere omgange. Der indså jeg for alvor, at hvis jeg nogensinde skulle være i nærheden af at spille for et AaB-hold under Kent Nielsen og den disciplin, som han står for, skulle jeg tage mig selv mere alvorligt og virkelig komme i form, husker han tilbage uden større stolthed. 

En anden og mere personlig episode med effekt er den kræftsygdom, som hans mor har været igennem og – heldigvis – er på den anden side af, fortæller han. 

- Da det skete, tænkte jeg, at jeg vil føle et kæmpe nederlag, hvis hun ikke skulle nå at se mig blive noget inden for fodbolden – det, som så meget har handlet om i vores familie. Og det ville sgu lidt være at pisse på det hele, hvis jeg ødelagde det for mig selv, nu hvor jeg netop har haft så gode forudsætninger og haft nogle muligheder, som andre har kunnet misunde. Det har modnet mig.

”Jeg har arbejdet rigtig meget med min mentalitet, men jeg er til tider stadigvæk en humørspiller (…) Det er noget, som jeg kommer til at blive ved med arbejde at med, men det er også noget, som jeg vil beholde i mig og skal undgå at fralægge mig, for min aggressivitet er også et aktiv.”

Efter lejemålet til Vendsyssel har Viktor været med fra start i tre af seks ligakampe og fået spilletid i de øvrige tre. Det er første gang i hans seniortid, at han er fast med omkring en startopstilling. Seniorovergangen har været en udfordring, fortæller han og fremhæver en samtale med den nordjyske ledelse.

- Inden jeg blev seniorspiller, tog (Allan, red.) Gaarde og Kent (Nielsen, red.) mig til et par samtaler og fortalte mig, at ”hvis jeg ville noget med det her, skulle det til at være nu”. De sagde, at jeg gjorde det godt, men at jeg i løbet af kampene mistede for mange bolde. Ironisk nok var det den fysik, der bragte mig frem, der var problemet, forklarer han videre om problemerne hos de rød- og hvidstribede.

- Jeg har skullet vænne mig til at bruge nogle andre spidskompetencer og lære, at jeg ikke længere bare kan skubbe mine modspillere væk og løbe fra dem. Nu er det noget med at spille hurtigt fra, løbe dybt og få klappet på kassen og egentlig undgå de nærkampe, der tidligere har været min styrke.

Og hvad så med attituden fra ungdomsårene? Helt væk er den ikke, og forsvinde vil den heller ikke. Med til historien hører nemlig også, at det er den samme attitude, som nogle gange har voldt ham problemer, der har været et aktiv for ham. Den attitude, der kan gøre ham besværlig for mange forsvarsspillere.

- Jeg har arbejdet rigtig meget med min mentalitet, men jeg er til tider stadigvæk en humørspiller, og der kommer stadigvæk nogle dumme gule kort, som jeg også har fået nogle af her i starten. Det er noget, som jeg kommer til at blive ved med at arbejde med, men det er også noget, som jeg vil beholde i mig og undgå at fralægge mig helt, for min aggressivitet er også et aktiv og en vigtig del af mig. Mange forsvarere kan hurtigt blive frustrerede og lave et dumt frispark, hvis de hele tiden er under pres, fortsætter han om attituden i angrebet.

- Jeg er også offensivspiller. Det er tit et enmandsjob, og angribere er og skal måske være lidt specielle – uden at sige at jeg er det, for jeg er hverken asocial eller dårlig til at møde nye mennesker eller den slags – men på en fodboldbane kan jeg godt være lidt speciel. Jeg kan lave noget, der er tæt på hjernedumt, og så kan jeg lave noget, der kan være fremragende, mener han.

Og så er vi tilbage ved indledningen og den udtryksfulde 20-årige mand. Ham, hvor underarme og overkrop er dækket af tatoveringer og hovedbunden flere gange har været fri. Ham, for hvem attituden er et aktiv, der sammen med talentet gør ham til en håndfuld for de fleste forsvars- og modspillere.

Og tilbage til den attitude, der har fået – og nogle gange stadigvæk får – bægeret til at flyde over. Den attitude, der længe – for længe – har holdt fodbolden på hobbyniveau og fået et for de fleste åbenlyst fodboldtalent i ubalance. For Viktor er dygtig og farlig – det fortæller hans tal og historie, men han har gamblet unødvendigt meget med talentet. Og det ved han godt.

Hovedet sidder på det rigtige sted nu. Nu er det op til ham at komme til toppen af den bakke, som han selv har skabt. Og det er slet ikke umuligt.