C/N: Et slukket østtysk fyrtårn

Med en 3-0-sejr efter scoringer fra den bulgarske storcharmør Dimitar Berbatov og ukrainske Andriy Voronin forseglede Bayer Leverkusen den 7. maj 2005 FC Hansa Rostocks skæbne. Efter ni sæsoner i landets ypperste fodboldrække rykkede Østersøklubben som eneste repræsentant for det tidligere DDR ud af 1. Bundesliga. Klubben gjorde kortvarigt comeback i 2007, men har siden indledt en – i lyset af klubbens selvforståelse – utilstrækkelig elevatortilværelse mellem 2. og 3. Bundesliga.

I indeværende sæson befinder man sig i sidstnævnte, og det er først i april måned lykkedes at dæmpe de dystre profetier om yderligere nedrykning til Regionalligaen, der samtidig ville indikere en afsked med det professionelle ligasystem. Dertil kommer, at klubbens økonomi er så rådden, at borgerrepræsentationen i sommer vedtog en finansiel hjælpepakke for at komme en truende konkurs i forkøbet, og tilmed kæmper klubbens ledelse en opslidende og fastlåst kamp mod den rabiate fanfraktion Suptras, der med sin til tider groteske og voldelige adfærd har kostet klubben store beløb i bøder og mistede entreindtægter.

Klubbens oprindelse er kuriøs og et udslag af kynisk og kalkulerende østtysk filosofi. For den nyetablerede DDR-top var det i begyndelsen af 1950’erne foruroligende uhensigtsmæssigt, at et af republikkens mest konkurrencedygtige fodboldmandskaber havde hjemstavn i upåagtede Lauter i den Sachsiske provins Erzgebirge, mens man i den infrastrukturelt og befolkningsmæssigt velfunderede havneby Rostock ikke kunne fremavle et elitemandskab. Man flyttede derfor i november 1954 midt i den igangværende fodboldsæson BSG Empor Lauter omtrent 400 km. op til det nyligt opførte moderne Ostseestadion på nordkysten og omdøbte klubben til SC Empor Rostock. 10 år senere skiftede klubben navn til det nuværende FC Hansa Rostock. Murens fald fik naturligvis indflydelse på ligastrukturen i tysk fodbold, og FC Hansa, der med det østtyske mesterskab i 1991 vandt sin første og hidtil eneste mesterskabstitel nogensinde, fik som den eneste tidligere DDR-klub sammen med Dynamo Dresden adgang til det genforenede Tysklands bedste fodboldrække. FC Hansa rykkede prompte ud igen, og i historiens sidste udgave af mesterholdenes europacup, der den følgende sæson skiftede format og navn til Champions League, måtte FC Hansa allerede i første runde kapitulere mod turneringens senere vinderhold FC Barcelona, hvis elegante danske stjerne Michael Laudrup med to mål var udslaggivende i en samlet sejr på 3-1.  

Klubben indløste i 1995 for anden gang billet til Bundesligaen under kyndig ledelse af den joviale og erotisk buttede Frank Pagelsdorf. Pagelsdorf hentede den senere femfoldige landsholdsspiller Stefan ”Paule” Beinlich hjem fra et kuldsejlet udlandseventyr i Aston Villa, og sammen med klubikoner som Heiko März og Hilmar Weilandt dannede han en solid midtbane, der i 1996 tog røven på det etablerede fodboldtyskland med en sjetteplads i en usædvanlig jævnbyrdig Bundesliga-sæson, der blev vundet af Ottmar Hiztfelds Borussia Dortmund, som for øvrigt hjemtog klubbens første Champions League-titel i den følgende sæson. FC Hansa etablerede sig som Bundesligahold og cementerede i senhalvfemserne sin status som et af de vigtigste aktiver i delstaten Mecklenburg-Vorpommern, der med undtagelse af et par sandstrande i Warnemünde aldrig for alvor har tiltrukket tyskernes opmærksomhed. Industrien og erhvervslivet i det østtyske var stillestående, og indbringende sponsorater var ingen selvfølge, hvorfor tidligere mastodonter som Dynamo Dresden, Lokomotive Leipzig, Carl Zeiss Jena og Berliner FC Dynamo havde gevaldige kvaler med at gøre sig gældende i det professionelle ligasystem. FC Hansa var undtagelsen og blev som logisk konsekvens en ufrivillig bannerfører i hele det tidligere Østtysklands indebrændte bekæmpelse af mindreværdskompleksdæmoner. Når FC Hansa slog et vesttysk hold, jublede alle østtyskere (med undtagelse af indbyggerne i Erzgebirge, der aldrig har tilgivet DDR-toppen eller Rostock for tyveriet af deres elskede Empor Lauter), mens vesttyskerne trak anerkendende på smilebåndet. Det var en særegen kultstatus.

En kultstatus, der blev truet eftertrykkeligt, da først Energie Cottbus i år 2000 meldte sin ankomst og siden Hamburg-klubben FC St. Pauli, der i 2001 gjorde comeback i Bundesligaen efter fire sæsoners fravær. Disse klubbers ankomst var formentlig medårsag til, at FC Hansas mest fanatiske fans etablerede den med årene særdeles indflydelsesrige fraktion Suptras som modtræk til de bøvede cowboyvestklædte standardfans, der stædigt nægtede at indse, at kombinationen af kort pandehår og langt nakkehår for længst var gået af mode. Mens Rostock blot er østtysk, så er Cottbus nemlig så østtysk, at byen er placeret på omtrent samme længdegrad som Prag, og afstanden til den polske grænse er kun marginalt længere end en gennemsnitlig Tour de France-prolog. Mens FC Hansa økonomisk blot haltede efter de vesttyske klubber, så var Cottbus håbløst fortabt.  Så meget at klubben i sit forsøg på gearing til Bundesliganiveau nødtvunget havde støvsuget Østeuropa for billig arbejdskraft. Den Uhlsport-hårbåndbærende cirkusmålmand Tomislav Piplica og Bruno Akrapović havde bosniske pas, den nuværende Steaua Bukarest-træner Laurentiu Reghecampf havde fået sit mundrette navn af rumænske forældre, Andrzej Kobylański var polak og Antun Labak, hvis scoringer altid blev fejret med pistolaffyringsgestikulationer, var kroat. En af få undtagelser var den for dansk fodbold velkendte brasilianske forsvarsklippe Vragel da Silva. Men Cottbus bed sig fast i Bundesligaen, og det behagede ikke FC Hansas fans, der med Suptras i spidsen gradvist lagde Cottbus for had. Så meget at Suptras begyndte at producere betragtelige mængder uofficielt anti-Cottbus-merchandise, ligesom enhver pause i opfindsomheden på tribunerne pr. automatik afløstes af vulgære smædesange om Cottbus’ indbyggere.

En sådan behandling var i 90’erne ellers forbeholdt St. Pauli. Forholdet mellem netop St. Paulis og FC Hansas fans kan på diplomatisk vis betegnes som betændt, og de to klubber associeres ofte udelukkende med deres fans rivalisering, der ikke har nogen sportslig oprindelse men er næret af andre faktorer. Rostock har i mange år kæmpet med omfattende arbejdsløshed, og efter murens fald spirede nynazismen lystigt i byens utallige trøstesløse betonforstæder. Flere af disse kræfter fandt desuden vej til lægterne på Ostseestadion, som flittigt blev benyttet som arnested for rekruttering til FC Hansa-ledelsens store frustration. St. Pauli har med en atypisk ledelsesstil og forankring i et af Hamburgs mangfoldige arbejderkvarterer derimod altid appelleret globalt til kulturradikale, outrerede væsener, og folk på den politiske venstrefløj. Klubberne mødtes for første gang nogensinde i 2. Bundesligasæsonen 1992/1993. Kampen i Hamburg den 12. august 1992 forløb fredeligt, men blot 10 dage senere udspillede der sig i Rostock-forstaden Lichtenhagen nogle af de voldsomste racebetingede optøjer efter murens fald. Ca. 3000 nynazister angreb med molotovcocktails et boligkvarter, der husede over 100 vietnamesiske gæstearbejdere.  Aktionen havde ikke umiddelbart nogen fodboldmæssig relation, men St. Paulis mest voldsberedte fanelementer rejste i ledtog med øvrige venstreekstremistiske grupperinger den 13. marts 1993 til Rostock til klubbernes andet sæsonopgør med en ulmende hævntørst. Rostock var hele aftenen og natten igennem forvandlet til en krigszone. Siden har der altid været spændinger og kæmpe politiopbud ved klubbernes indbyrdes kampe. De politiske modsætninger er nedtonet med årene, og nu handler det mere om kultur og geografi. Rostock er i St. Pauli-fansenes øjne befolket af bøvede tilbagestående provinsielle lavkulturelle proletarer, mens St. Paulis multikulturelle og urbane fremfærd efter Hansafansenes mening blot er påtaget teater med det simple formål at distancere sig fra alle andre. ”Wir scheißen auf die Politik – Wir hassen euch aus Prinzip!“ blev det meget rammende opsummeret på et af Suptras’ bannere i et af klubbernes seneste opgør.
      
Efter en jævn sæson, der udløste en befriende 15. plads, blev Pagelsdorf i 1997 lokket af pengestærke Hamburger SV. FC Hansa fandt hans afløser i den koleriske og tidligere DKP-flirtende rekordflænge Ewald Lienen, der i de to forudgående sæsoner havde fungeret som Jupp Heynckes discipel på altanterhavsøen Tenerife. Det havde henholdsvis kastet en femte- og en syvendeplads i Primera División af sig, og i mellemtiden et europæisk eventyr, hvor Schalke 04 i semifinalen blev spaniernes bøddel, efter at CD Tenerife i kvartfinalen med meget besvær havde slået danske Brøndby IF med sammenlagt 2-1 efter forlænget spilletid. Heynckes blev belønnet med cheftrænerposten i Real Madrid. Lienen rejste til Rostock. Lienen praktiserede offensiv fodbold, og med sig fra kanarieøen bragte han fattigmandslacatussen Oliver Neuville, der i statur og spillestil mindede gevaldigt meget om Lienen selv i hans aktive karriere. Neuville fungerede fint med sin angrebsmakker Balkan-krigsbarnet Sergej Barbarez, og de to scorede tilsammen 19 mål, og ved sæsonafslutningen manglede FC Hansa blot 1 point for at vippe VfB Stuttgart fra den UEFA cup-adgangsbilletudløsende fjerdeplads. Die Meisterschale blev i den sæson for første og hidtil eneste gang i tysk fodboldhistorie vundet af en oprykkerklub. Otto Rehhagels profilspækkede FC Kaiserslautern-trup indbefattede blandt andre VM-finalematchvinderen Andreas Brehme, torskedumme og landsbykonge Ciriaco Sforza, fritidskokken Olaf Marschall, tjekkiske Pavel Kuka, opkomlingen Michael Ballack og… ja ok, Michael Schjönberg. Klubben fra Rheinland-Pfalz overtog 1. pladsen fra den kokainspisende Christoph Daums Karlsruhe SC allerede i fjerde runde og holdt til mål foran Bayern München, hvis spillere til trods for en meget offensiv indstilling ifølge træner Giovanni Trappatoni var svage som tomme flasker.

Lienen blev fyret den følgende sæson, og FC Hansa reddede sig i 1999 med diplomidrætslæreren Andreas Zachhuber i trænersædet med nød og næppe i den mest legendariske tyske nedrykningskamp nogensinde. Forud for sidste spillerunde kunne fem hold matematisk ende på den exitgivende 16. plads. Den omstridte placering skiftede indehaver et utal af gange i løbet af de nervepirrende 90 minutter, og FC Nürnberg, der inden runden var det højest placeret af de fem, trak sorteper, da det lykkedes Eintracht Frankfurt at score tre gange i de sidste 10 minutter og dermed lige akkurat slå Kaiserslautern med de nødvendige 5-1-cifre. FC Hansa var derfor også tvunget til sejr, og i overværelse af 12.000 medrejsende fans fra Rostock præsterede mandskabet i 22 graders varme at vende 1-2 til 3-2 mod Klaus Toppmöllers VfL Bochum på Ruhrstadion efter scoringer fra Neuville, luddovne Victor Agali og den indskiftede polske gavtyv Sławomir Majak. Den følgende sæson klarede FC Hansa også først frisag i sidste spillerunde, og i september 2000 modtog også Zachhuber en fyreseddel efter 0-9 i den nye sæsons første tre runder. Han blev erstattet af kronisk fyringstruede og upopulære Friedhelm Funkel, der tidligt af Hansa-fansene blev betragtet som taktisk analfabet. Funkel sikrede klubben endnu en Bundesligasæson, men allerede i december 2001 var også han fortid, efter at han kun havde indsamlet 13 point i sæsonens 15 indledende runder. 

Afløseren blev ejendomsmæglerudannede Armin Veh. Han var visionær og ambitiøs, gik ulasteligt klædt med en dystert observerende mine, og besvarede altid journalisternes spørgsmål med en kedsommelig tør saglighed. Han overtog en trup med få lyspunkter i skikkelse af blandt andre spilopmageren René Rydlewicz, der havde tilranet sig et aldeles uberettiget dødboldmonopol, den charmerende svenske boldflytter Marcus Lantz, ranglede Delano Hill fra Holland og målmanden Mathias Schober, der for alvor var opblomstret efter, at han under sit lejeophold i Hamburg i 2001 på traumatisk vis indirekte kostede sin egen hjerteklub og egentlige arbejdsgiver Schalke 04 mesterskabet. Schober var ved den lejlighed stand in i målet for den skadet træfsikre straffesparksskytte Hans-Jörg Butt på historiens mest brutale Hamburger SV-hold, der med Bernd Hollerbach og Stig Tøfting bl.a. var besat af to omvandrende hjerneblødninger. I den forrykte og legendariske sidste spillerundes tredje tillægsminut samlede Schober unødvendigt en omstridt tilbagelægning fra Nico-Jan Hoogma op, og gav derved dommer Markus Merk anledning til at tildele notorisk heldige Bayern München et indirekte frispark. Stefan Effenberg lagde bolden til rette for svenske Patrik Jonas Andersson, der resolut tilførte Schalke 04s klubhistorie endnu et tragisk kapitel.

Veh smed i det førstkommende sommertransfervindue 12 førsteholdsspillere på porten. I unge Uwe Mörhle, den temperamentsfulde østriger Gerd Wimmer, filmstjernelooket Jochen Kientz og den fra SSV Reutlingen medbragte tjekkiske Michal Kovář skaffede Veh et gratis nyt forsvar. Til offensiven flottede han sig gevaldigt ved at spendere 2 mio. euro på Helsingborg IFs uortodokse Rade Prica. Det nye hold blev hurtigt sammenspillet, og efter en godkendt 13. plads i maj 2003 fortsatte Veh sin ommøblering af truppen. Forsvaret blev yderligere forstærket med den adfærdsvanskelige namibiske sprit- og flugtbilist Razundara Tjikuzu, der nok mest af disciplinære årsager kun befandt sig i Werder Bremens amatørtrup. Til den offensive midtbane hentede Veh den østrigske tekniker Gernot Plassnegger, og til venstrekanten blev danske Thomas Schulz, der havde store aktier i Peter Brixtoftes og Christian Andersens bronzemedaljer med Farum i 2003, indlemmet i truppen. Schulz var oprindeligt efternavnet på Thomas’ kone, og det faldt den til orden og formalia sværgende FC Hansa-ledelse så meget for brystet, at han venligt men bestemt blev opfordret til at skifte efternavn til Rasmussen, der optrådte i hans dåbsattest.

Vehs største transferscoop var imidlertid den polskfødte tyske gentleman Martin Max, hvis træfsikre afslutninger under hans beskæftigelse i TSV 1860 München havde sikret ham Bundesligatopscorerværdigheden i både år 2000 og 2002. Meritterne havde imidlertid ikke ført til et landsholdsgennembrud, og ved sit karrierestop stod Max alene noteret for 7 minutter i der Nationalelf, eftersom Rudi Völler i april 2002 forbarmende lod ham afløse Torsten Frings i en ligegyldig venskabskamp mod Argentina i Stuttgart. Max var blevet 35 år gammel og hans stamplads i 1860 München havde været gevaldigt truet af evighedstalentet Benjamin Lauth og klubbens nuværende assistenttræner Markus Schroth, hvorfor Veh kløgtigt slog til. FC Hansa dominerede sine kampe med en offensiv 4-4-2-opstilling, men resultaterne fulgte ikke trop. Efter otte spillerunder lød den beskedne pointhøst på blot fem, og Vehs stolthed tillod ham ikke at fortsætte. Bestyrelsesformand Manfred Wimmer havde sans for Vehs evner og bedyrede, at ledelsen gerne ville opretholde samarbejde, men Vehs beslutning var endegyldig og – skulle det vise sig – formentlig fatal for klubben. I løbet af sin tid i Rostock medvirkede Veh for øvrigt til at sætte en ejendommelig rekord. I det 71. minut af hjemmekampen mod Borussia Mönchengladbach den 30. november 2002 erstattede den tidligere Esbjerg fB-midtbanespiller Joakim Persson krølhårede Thomas Meggle, og for første og hidtil eneste gang i Bundesligaens historie var en klub på banen repræsenteret af seks spillere fra samme udenlandske nation. Udover Persson, Prica og Lantz var også svenskerne Peter Wibrän, Andreas Jakobsson og Magnus Arvidsson i aktion. Mönchengladbachs daværende træner Hans Meyer bidrog beskedent til skandinaverfesten ved at give Morten Skoubo 31 minutters spilletid for gæsterne.

Den sportslige ledelse vurderede – sandsynligvis med skelen til den økonomiske situation – at klublegenden Juri Schlünz, der siden 1968 aldrig har været på lønningslisten i andre fodboldklubber, og som i de seks forudgående sæsoner havde beklædt embedet som assisterende træner, var moden til opgaven som cheftræner. Med Schlünz ved roret indfriede holdet pludselig det potentiale, som Veh havde grundlagt, og fodboldtyskland så måbende til, da FC Hansa til trods for et af ligaens tyndeste løn- og transferbudgetter udspillede flere af rækkens etablerede klubber og sluttede på en uvant niendeplads i foråret 2004. Aldrende Max blev med 20 træffere ligaens mest scorende tysker. Fortrydelsen må have været markant i 1860 München, der udover en katastrofal nedrykning i den pågældende sæson midlertidigt overtog storebror Bayerns prædikat som galehus, da den excentriske gastronomikonge og klubpræsident Karl-Heinz Wildmoser og hans søn af samme navn i forbindelse med opførelsen af prestigeprojektet Allianz Arena blev varetægtsfængslet. De var sigtet for forud for udbudsrunden at have solgt fortrolige oplysninger til den vindende entreprenør. Sigtelsen blev frafaldet, da bevismaterialet var for spinkelt, og Wildmoser-familien efterlod efterfølgende 1860 München i bundløs gæld. Topscorertitlen i den sæson gik for øvrigt til den dengang kun moderat overvægtige klubnomade og KÜGELBLITZ Ailton Goncalves da Silva, der udgjorde en bærende kraft i Werder Bremens dobbelttriumf, som for en gangs skyld retfærdiggjorde bestyrelsens uopslidelige tillid til den kronisk misfornøjede træner Thomas Schaaf.       

Den sportslige ledelse tikkede i sommeren 2004 Max om at forlænge sit ophold. Han afslog. Hans fysik kunne ikke bære mere elitefodbold. Den halve million euro, som salget af Plassnegger til Austria Wien indbragte, blev vekslet til David Rasmussen fra FC Nordsjælland, Hertha Berlins stortalent Denis Lapaczinski og ikke mindst Aston Villas Europaturnerende Markus Allbäck. Erstatningerne floppede fælt, og efter blot otte point i de indledende tolv spillerunder valgte en desillusioneret og vantro Juri Schlünz at trække sig, efter at hans hold på hjemmebane havde ydmyget sig selv med et rædselsfuldt 0-6-nederlag mod Hamburger SV.

Klubbens tilstand var akut, og valget som Schlünz’ efterfølger faldt forudsigeligt nok på Jörg Berger, der havde ry som en af landets ypperste brandslukkere. Berger var en notorisk fighter med en næsten ubegribelig og absurd erfaring med modgang. Han blev født i 1944 i polske Gdynia (dengang Gotenhafen) og ved anden verdenskrigs afslutning lykkedes det på et hængende hår hans forældre at flygte til Leipzig. Livsled af sin tilværelse i DDR benyttede han i 1979 sit embede som ungdomslandstræner til i forbindelse med en træningskamp i Jugoslavien at flygte fra hotellet i ly af natten. I Beograd blev han af det vesttyske diplomati hjulpet til Darmstadt under falskt navn. Efter murens fald erfarede Berger efter eget udsagn via aktindsigt i dokumenter fra DDRs sikkerhedsministerium, at Stasi konstant havde anset ham for en trussel mod sit gamle fædreland. I skiftende perioder havde de overvåget hans færden, og ved minimum én lejlighed havde mordforsøg været iværksat.

I 1993 reddede Berger FC Köln fra nedrykning i sidste øjeblik, og overdrog en trup bestående af bl.a. Bodo Illgner, Henrik Andersen og Kim Christofte til den prætentiøse danske træner Morten Olsen. Den følgende sæson ragede han kastanjerne ud af ilden for Schalke 04, og i 1999 fuldførte han den ovenfor nævnte vanvittige redningsaktion med Eintracht Frankfurt. Det var efter den mission, at det opblæste norske flødefjæs Jan Åge Fjørtoft kækt udtalte, at Berger også kunne have reddet Titanic. Citatet blev genoptrykt af den symbolik- og metaforliderlige tyske presse, da Berger den 17. november 2004 blev præsenteret som ny træner for FC Hansa, hvis klubemblem prydes af et sejlskib, og derfor i folkemunde har fået kælenavnet ”Die Kogge”. Kunne den nyligt tarmkræfthelbredte Berger virkelig forhindre et truende skibsforlis? blev der skeptisk spurgt i ledere og klummer. I de desperate overlevelsesbestræbelser lykkedes det i vinterpausen at lokke den finske verdensmand Jari Litmanen til nordkysten. Men det var for sent. FC Hansa forlod på baggrund af en gennemført elendig sæson Bundesligaen efter ni års ophold. Overbrandmajoren måtte give fortabt. Spillertruppen blev splittet i atomer, og efter blot to runder i den næstbedste række den følgende sæson blev Berger afskediget. Få måneder senere måtte han lade sig operere, da canceren nu havde kastet sig over hans lever. I ægte Jörg Berger-stil vandt han den 2. maj 2010 i Dortmund EM som træner for det tyske forfatterlandshold – blot syv uger inden at han afgik ved døden.

Armin Veh havde efter en kort afstikker til Augsburg i mellemtiden afholdt en karrieremæssig tænkepause. I februar 2006 afløste han Trapattoni i VfB Stuttgart, og 15 måneder senere gjorde han Schwaber-klubben til tysk mester for første gang i 15 år.

Nedrykningen blev indledningen på en tiltagende sportslig og økonomisk deroute. Pagelsdorf blev aktiveret til at samle stumperne, og efter sin genkomst lykkedes det ham for anden gang i historien at sikre oprykning, men ledelsen kunne kun afsætte en halv million euro på til transfers, hvilket langtfra rakte til de fornødne forstærkninger.  Siden Manfred Wimmers afsked fra bestyrelsesformandsposten i 2006 har der ikke været konsistens på ledelsesgangene. Ingen har haft de tilstrækkelige evner eller opbakning til at genopbygge klubben. De skiftende ledelser har gjort sig skyldige i en udbredt usund tendens, som FC Hansa langtfra er den eneste synder udi. I sportsdirektørstillingen har man nemlig ansat klubfolk fremfor fagfolk. Tidligere spillerprofiler som Stefan Studer, Rydlewicz og Beinlich har besat stillingen på skift. Folk med fodboldforståelse og en uomtvistelig kærlighed til klubben, men samtidig med eklatant manglende erfaring indenfor ledelse og økonomi.
Efter Pagelsdorf på spinkelt grundlag blev afskediget i 2008, har syv forskellige personer beklædt embedet som cheftræner, og over 80 spillere har været på kontrakt, hvilket har drænet de sidste af klubbens sparsomme økonomiske resurser. I 2010 kunne et kedeligt farvel til 2. Bundesliga ikke forhindres, og til trods for prompte genoprykning er klubben i indeværende sæson tilbage i 3. Bundesliga og dermed nu dårligere placeret end flere af kollegaerne fra tiden bag jerntæppet, herunder Union Berlin, Dynamo Dresden, Energie Cottbus og Chemnitzer FC. Selv Erzgebirge-provinsens FC Aue har med historisk retfærdighed overhalet indenom.

Den sportslige nedtur har også kostet på tilskuerfronten, hvor familie- og sponsorsegmentet er på kraftig retræte. Suptras er derimod vokset. Hvor fraktionen i begyndelsen var en minoritet på stadion, blev den i løbet af årene i 2. Bundesliga toneangivende og begyndte at kunne mobilisere mellem 2000 og 3000 unge mænd til både ude- og hjemmekampe. For Suptras er de sportslige resultater blot sekundære i forhold til deres egen identitet og aktiviteter, der udspringer af en uklædelig distance til modstanderhold, deres fans, politiet og øvrige autoriteter. Det blev blandt andet illustreret, da danske Martin Retov, der var tildelt det tillidsfulde hverv som anfører i bestræbelserne på at undgå nedrykning til 3. Bundesliga i foråret 2010, i et sædvanligt dramatisk opgør mod St. Pauli på Millerntor den 28. marts afmægtigt, hensynsløst og afstumpet klaskede hjemmeholdets Deniz Naki i græsset, for derefter at tildele hans tililende holdkammerat Fabian Boll en skalle på kæben. Optrinnet kostede ham syv spilledages karantæne, og han var derfor udelukket i sæsonens resterende hektiske nedrykningsræs. Klubben fordømte hans handling, mens medierne afskrev hans fremtid i tysk fodbold. Suptras hyldede ham som en martyr med en personligt dedikeret tifo.
 
Fraktionen ledes af drevne folk med retoriske evner, og i august 2010 fik de til fri afbenyttelse tildelt hele stadions Sydtribune, der som en logistisk og sikkerhedsmæssig absurditet grænser op til udebaneholdenes fanafsnit. Klubben nød den fanatiske opbakning men betragtede i rædsel den tiltagende brug af ulovligt fyrværi og voldelige adfærd, der udover at udløse et utal af bøder fra fodboldforbundet også var skadeligt for klubbens image. Da St. Pauli den 19. november 2011 besøgte hansestaden, havde det efterhånden meget lidt med fodbold at gøre. Kapaciteten var af sikkerhedsmæssige årsager reduceret til 24.000, og i to timer op til kampen kæmpede 800 politibetjente forgæves med at transportere St. Paulis fans fredeligt fra station til stadion. Det dæmpede ikke gemytterne, at hjemmeholdets Tom Weilandt inde på banen efter blot 7 minutter brækkede gæsternes Fabian Morenas næse med en svingende albue. Kampen blev afbrudt adskillige gange på grund af romerlys og kasteskyts på banen, og de største jubelbrøl indfandt sig, når det lykkedes Suptras at kaste flammende bengalske fakler ind over pleksiglasmurene til St. Pauli-bøllerne. Optøjerne kostede begge klubber klækkelige bøder, og FC Hansa måtte spille en hjemmekamp uden tilskuere, ligesom klubbens fans blev forment adgang til sæsonens omvendte kamp i Hamburg. Sydtribunen blev lukket og er først genåbnet i indeværende sæson.

Trods de ubekvemme faneskapader vurderede borgerrepræsentationen i sommeren 2012, at klubben er vital for lokalsamfundet. Da kreditorerne raslede med konkursbegæring, vedtog byrådet således enstemmigt en hjælpepakke, der bl.a. omfattede en eftergivelse af skattegæld på €680.000, et opkøb af klubbens anlæg i Evershagen, samt et økonomisk tilskud på €750.000. Det stemmeafgivende CDU-medlem Frank Giesen beskrev det drastiske tiltag meget poetisk: ”Es geht hier um Verbundenheit. FC Hansa ist Kultur des kleines Mannes in Rostock”. Og den lille mand er i overtal havnebyen.


Asger Holst-Jensen