Tirsdag aften var en af den slags, der satte mange indtryk, som vil blive siddende hos en hel nation. Et hvilket som helst af Eriksens tre mål, spillernes øl-overfald på Kanal 5’s tv-studie, det smukke billede, som ledsager denne artikel. Men midt i al euforien var der især ét indtryk, der brændte sig fast hos mig: Åge Hareides ansigt.
Landstræneren har altid haft en meget udtryksfuld mimik, og det er langt fra første gang, vi ser ham med et smil fra øre til øre. Alligevel var det, som om gårsdagens smil afspejlede mere end bare Hareides joviale personlighed. Det var et af den slags smil, som man smiler måde med tænderne og øjnene, og som kun kan komme af dybfølt, uforfalsket glæde.
Og mens jeg sad og betragtede den glade nordmand på min skærm, kunne jeg ikke lade være med at unde ham det.
Det her var Hareides kvalifikation, for han og alt det, han kom med, var den store forandring sammenlignet med de sidste otte kvalifikationsturneringer med Morten Olsen som landstræner. Hareide blev ansat som et brud med 15 års Olsen-doktrin, og han skulle genskabe begejstringen omkring landsholdet, for den folkelige opbakning lod til at være kørt træt i det gamle regime.
Hareide var den stadig forholdsvis nye DBU-ledelses mand, der fik til opgave ikke bare at afløse en af dansk fodbolds største og vigtigste skikkelser, men også få folket med igen.
Svær begyndelse
Det er vel ikke for sagt, at der herskede en vis skepsis omkring Åge Hareide, da han blev ansat, for han var jo ikke lykkedes med at få Norge med til en slutrunde, og norsk fodbold er ikke ligefrem højt agtet i Danmark. Det var jo næsten en fornærmelse, som VG-journalisten Trond Johannessen skriver, at en nordmand skulle komme her og lære os om fodbold.
Som sportsdirektøren på Discovery Networks, der har tv-rettighederne til VM-kvalifikationen, Anders Bay, sagde til tipsbladet.dk om det opsving i folkelig opbakning, vi har set i efteråret:
- Det skete også på et tidspunkt, hvor landsholdet måske ikke kom fra baghjul, men hvor de næsten var opgivet, ikke bare af os (danskerne, red.), men måske også af dem selv.
Danmark var et frustreret fodboldland, der forlangte noget nyt og frisk og i stedet fik en nordmand, der var næsten lige så gammel som ham, han afløste. Det blev kun værre af, at Danmark indledte VM-kvalifikationen med tre point i tre kampe efter nederlaget til Montenegro i Parken i fjor, og der allerede da blev stillet spørgsmål til Hareide-projektet.
Lighederne stoppede til gengæld også ved de to herrers alder, for Hareides spillestil var anderledes end Olsens; man kan dårligt nok sige, at han havde en egentlig stil andet end den, der i en given kamp gav størst chance for sejr. Også uden for banen var nordmanden noget helt andet end sin forgænger. Som journalisten og kommentatoren Morten Glinvad skrev i Zetland:
- Morten Olsen blev nok rundere med årene, men stadig var han i udgangspunktet den strikse overlærer uden den store folkelighed. Hareide, derimod, er den hyggelige morfar, som i denne uge gav spillerne en ekstra fridag, inden de skulle møde i landsholdslejren.
Paradigmeskiftet var dog ikke meget værd med dårlige resultater, og derfor er landsholdets opblomstring i dette efterår så vigtig for Hareides projekt. Succesen giver projektet legitimitet.
Noget at bevise
Onsdag morgen dukkede der en video op af Åge Hareide, der diskuterer højlydt med en irsk journalist. Man kan i videoen høre Hareide sige, at journalisten spurgte, om det var shit for international fodbold, at Danmark skulle til VM. Landstrænerens reaktion viser, at han et eller andet sted har irriteret sig over kritikken. Og hans genmæle understregede den pointe:
- Svaret på det fik du i dag, sagde han og gik sin vej.
Åge Hareide lignede en mand, der følte, at han havde haft noget at bevise, og det havde hans hold netop gjort.
Måden, det skete på, sagde desuden en hel del om nordmandens tid som dansk landstræner, for den helt store oplevelse på banen var Christian Eriksen. Danmarks største stjerne, der havde så svært ved at gøre for landsholdet, som han gjorde for Tottenham. Hareide gjorde det til et kardinalpunkt, at han skulle have Eriksen til at præstere, og med 11 mål i 12 kvalifikationskampe har de i fællesskab løst opgaven perfekt.
Det første, Nicklas Bendtner gjorde, da han fik fat på en af de gigantiske ølflasker efter kampen i går, var at jagte Åge Hareide for at overdænge ham med nationaldrikken. Det er nemt at vise glæde, når man lige har kvalificeret sig til VM, men det fortæller alligevel historien om en mand, der har spillerne på sin side. Hareide virker vellidt og har gjort det, lige siden han stod i regnen og bankede sig selv på brystet efter sejren over Armenien i september 2016, mens spillerne bankede med på deres.
DBU viste, at de stod bag Hareide, da de valgte at bekræfte, at parterne fortsætter sammen til EM 2020, så opbakningen fra hans arbejdsgiver var der i forvejen. Med tirsdagens triumf, som om nogen var Hareides, er den der også fra resten af Danmark.
