Det nylige salg af Fremad Amager er en sjældenhed. Det var bare anden gang, at en dansk fodboldklub blev solgt fra én udenlandsk ejer til en anden, og det indvarsler måske fremtiden for nogle af de mange andre danske klubber, der er blevet solgt de seneste år.
Både dem, der endte med at blive solgt, og dem, der er til salg, har alle sammen gjort sig umage med at fortælle, at de var kræsne sælgere: Potentielle købere skulle dele klubbernes værdier og være nogle ordentlige mennesker. Ellers ville de ikke sælge.
Som Randers-formand Svend Lynge Jørgensen sagde i fjor:
- De fleste henvendelser, vi får, kommer fra… Jeg vil ikke sige, at de er fra tosser, men noget af det virker noget uigennemtænkt. Der er folk, der tror, at hvis de har vundet 700.000 i lotto, kan de købe en fodboldklub. Hvis jeg offentliggjorde de henvendelser, vi får, ville nogle nok undre sig.
Det tyder på, at når de ofte lokale investorer sælger til udlandet, er de bevidste om, at de også skiller sig af med et kulturelt og lokalhistorisk klenodie. Og ikke alle er egnede til at eje den slags.
Men når katten er ude af sækken, får man svært ved at lokke den derned igen.
Nu er Fremad Amager blevet solgt til de to amerikanere Joshua Wallace og Richard Finger, som begge har begået bedrageri for millioner af dollars og afsonet fængselsdomme for det. Selskabet bag er desuden placeret i Nevada, som er et af verdens værste skattely, og hvor hemmelighedskræmmeriet omkring virksomheder er så omfattende, at det er svært at føre kontrol med dem.
En kilde, som jeg har talt med, sagde, at advarselslamperne burde bimle og bamle.
Men som administrerende direktør Allan Ravn påpegede i et interview forleden:
- Man skal huske på, at det ikke er Fremad Amager, der er sælger af Fremad Amager. Det er en virksomhedshandel, så der er en sælger på den ene side, som hedder Waterfront, som har solgt til nogle, som hedder Fremad Amager USA.
Det bliver interessant at følge i de kommende år, om flere af de klubber, som ejes af udlændinge, bliver solgt videre. Om eksemplerne med FC Nordsjælland i begyndelsen af året og nu Fremad Amager bliver begyndelsen på en ny epoke i dansk klubfodbold, hvor klubber ikke bare bliver solgt til udlandet, men bliver solgt videre til andre udlændinge.
En udenlandsk ejer er ikke pr. definition dårligere end en dansk. Bare spørg i FC Midtjylland, om de er tilfredse med Matthew Benham.
FCM er én af ni klubber i Superligaen og 1. division på udenlandske hænder. Tidligere var Vendsyssel FF det også, men lokale kræfter har købt klubben tilbage. Det samme var tilfældet i Næstved BK. Så det kan godt lade sig gøre. Men videresalget af Fremad Amager viser, at det ikke er givet.
Når først man har afgivet kontrollen, får man den ikke nødvendigvis igen.