Video : Tipsbladet
Superliga

Tordnende krise i dansk klub: Kan ende helt galt

Lars Friis kan hurtigt ende som sæsonens anden træner ude af klappen, hvis ikke han får vendt et modløst AaB-mandskab, mener Tipsbladets ansvarshavende chefredaktør, Allan Olsen.

'JEG MÅ OGSÅ bare sige, at Silkeborg er gode, mand!’.

Citat Louka Prip efter nederlaget på 3-1 til Silkeborg - og leveret på en måde, så man skulle tro de havde mødt Liverpool på en dag, hvor de brændte Anfield af …

Jo, jo, Prip - Silkeborg var bestemt udmærket, men det var langt fra nogen kongekamp af Kent Nielsens tropper. Silkeborg var, som vi kender dem, tilsat ekstra selvbevidsthed og selvtillid efter en kongesæson, men mod AaB var det ikke noget ekstra i godteposen.

Sagen var vel nærmere, at AaB gjorde Silkeborg helt utroligt gode.

MANGELLISTEN HOS AaB var alenlang, men et lille udpluk kunne lyde:

  • Ufatteligt mange boldtab på egen banehalvdel, der satte Silkeborg-angreb i gang.
  • En ubegribelig blodfattig offensiv, der først fik et lille pift med Kasper Kusks indhop.
  • En opgivende attitude, der specielt i anden halvleg signalerede decideret resignation. Selv da man skulle jagte en udligning, så man ikke for alvor noget pres på Silkeborg.

SÅ JO, AAB ER i tordnende krise, hvor man nu har formået IKKE at vinde i 12 Superligakampe i træk!

Det er voldsomt alamerende, og et er de manglende point, men at man også glippede Europa med et nederlag til Viborg, er en alvorlig bemærkning i træner Lars Friis’ karakterbog.

Dén gjorde naller, og netop i Viborg sidder man formentlig og klasker sig på lårene af grin over det trænerbytte, man fik i stand, efter Lars Friis under en del ballade meddelte Viborg-ledelsen, at han hellere ville til AaB.

I stedet fik Viborg Jacob Friis tilbage i Superligaen. Det går egentlig meget godt, og lige om lidt venter formentlig en kæmpe kamp mod West Ham, mens AaB skal tænke på, at flytte sig over nedrykningsstregen.

SÅ UANSET om man tager Viborgs succes ud af ligningen, så er Lars Friis voldsomt presset som AaB-træner. Får han ikke meget snart rettet op på udtryk, indstilling, offensiven og målscoringen, kan han sagtens være anden mand ude af trænerklappen i denne sæson. 

AaB-træner Lars Friis taler med fansene efter nederlaget til Silkeborg. Foto: Getty Images

Hvordan kan Lucas Andersen, Louka Prip, Ivar Fossum være droppet så meget i niveau?

Hvorfor har Allan Sousa ikke vist bare i nærheden af et anstændigt kvalitetsløft? Hvorfor er det Pedro Ferreira og Jeppe Pedersen, der kommer ind, hvor der skal jagtes et udlignende mål? Og i samme ombæring: Hvorfor venter man, til der blot er 10 minutter igen, med at bringe Milan Makaric? Og hvad er egentligt planen med Kasper Kusk?

MANGE SPØRGSMÅL og manden, med svarene, er Lars Friis. Noget kan måske fikses på træningsbanen, men Friis’ største problem virker til at ligge i indstillingen. Eller nærmere manglen på samme..

Louka Prip-interviewet udstrålede alt for voldsomt, at troen på egne evner ligger på et meget lille sted i AaB for tiden - og de sænkede skuldre og brystkasse er alt for tydeligt på banen.

Spiller for spiller har AaB en af de mest spændende offensiv-opstillinger i Superligaen, og der har vel næppe været en eneste ekspert, spåkone eller Superligafan, der før sæsonen ville smide AaB ud af top-seks-selskabet?

Der bør de selvfølgelig stadig være at finde, når Superligaen bliver delt i to, men indsatsen mod Silkeborg var så ringe, at fortsætter nordjyderne i det spor, så skal de ikke engang tænke på top-seks. Så ringe er Superligaen trods alt ikke. Så er det nedrykningsspøgelset, der hjemsøger det nordjyske.

LARS FRIIS? Ja, han er som sædvanlig ganske reflekteret i nederlagets stund og det var god stil, at han og Lucas Andersen efter nederlaget gik ned til AaB-fansene.

Det giver point på fankontoen, men i længden er det bare ikke nok. Der er det Superligakontoen, der tæller - og lige nu trækker den negativ rente...