Video : Tipsbladet
Superliga

Nu er Wesströms røv på kogepladen!

- Fyringen af Andreas Alm var ingen stor overraskelse, men fodbolddirektøren har også en stor del af ansvaret for fiaskoen, mener Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen

SÅ KOM sALMe-sangen for Andreas!

Hvis OB-ledelsen havde ledt efter et godt argument for at stritte Andreas Alm ud, så blev onsdag aften i garnisonsbyen Fredericia stedet, hvor sablerne kunne trækkes frem.

Et pinligt 3-1-nederlag til Fredericia efterfulgt af scener, hvor rasende fans skældte OB-spillerne hæder og ære fra, var så pinlige, at OB-bosserne naturligvis var nødt til at handle.

NÅR FIASKO-nederlaget oven i købet kom på ryggen af en elendig Superliga-åbning, hvor nedrykning måske ikke er et tema lige nu, men hurtigt kan blive det.

Derfor: Ingen overraskelse, at Andreas Alm er blevet hældt ud. Måske mere overraskende, at han trods alt fik trukket den snor så langt.

Det var da også svært at se, hvad Andreas Alm ville med OB-holdet, og selvom han ofte fremstod pænt sympatisk i de interviews, han gav før og efter kampe, så udstrålede han heller ikke ligefrem, at han var dybt forelsket i OB-jobbet.

ALM ER IKKE EN type, der brænder igennem tv-skærmen. Ja, faktisk lignede han mere en funktionær, hvor arbejdspladsen kan være X eller Y, bare lønnen var i orden. Hvis det var samme mangel på karisma og gennemslagskraft, der gjorde sig gældende i omklædningsrummet, jamen så har han givetvis haft svært ved at få spillerne med sig.

Alm var bare ingen billetsælger.

Specielt på spørgsmålene om, hvorvidt han selv var inde over spillerindkøb og lejeaftaler, var han fuldstændig vag. Spørg Björn Wesström, det er hans ansvar, lød den lettere opgivende attitude, når Alm blev spurgt ind til, hvorvidt han havde fået de rigtige spillere at arbejde med.

DERFOR PEGER pilen i allerhøjeste grad også på fodbolddirektør Björn Wesström, når Andreas Alms fiasko skal vurderes.

Kig på sommerens vindue. 20 spillere ud - 11 spillere ind! Altså, det er jo bare svært, at skulle starte stort set fra nul. Når vi samtidig har set, at profiler som Jeppe Tverskov og Yankuba Minteh ikke er erstattet af spillere, der bare af i nærheden samme kvalitet, selvom Rami Al Hajj afgjort ser spændende ud.

Derfor er der ingen tvivl herfra: Hvis ikke en ny træner på mirakuløs vis får OB til at fremstå helt anderledes kvalitetsfyldte, så er der ikke langt til, at Björn Wesström får sparket næste gang. Og ganske rimeligt, i øvrigt.

Måske kunne den manøvre allerede være foretaget nu, men det havde selvfølgelig rystet skibet endnu mere, men måske nødvendigt.

FOR SAGEN MED OB er jo også den, at uanset hvilken træner, der har været prøvet de sidste mange år, så er det samme grå leverpostej på resultatsiden. OB er blevet provinsens mest ligegyldige hold.

Måske sjældent i nedrykningsfare, men aldrig spændende.

Nu tager Søren Krogh over frem til nytår - og held og lykke til ham.

Lyngby (ude), Hvidovre (hjemme), Randers (ude) og FC Nordsjælland (hjemme) er trods alt et ganske nådigt program og kan give Krogh det nødvendige rygstød.

MÅSKE KAN HAN udrette mirakler, men uanset hvem OB ansætter som permanent træner, så er det vist hele OB-organisationen, der skal en tur på operationsstuen - og så savner man altså også storaktionær Niels Thorborgs take på rodebutikken OB. Hvad vil han og OB egentlig? Hvad er ambitionerne egentlig?

Med mindre man da bare synes ‘Fyn er fin’, mens man bare sumper rundt i Superligaens kedelige del.