SÅ HAR DETEKTIV Tøffe været i arkiverne - og jeg havde fuldstændig ret i min formodning!
Aldrig nogensinde før har top-tre i Superligaen siden starten i 1991 været så tæt efter 18 runder.
Brøndby, FCK og FCM ligger med et points forskel, så det er på mange måder en historisk Superligasæson, vi har gang i.
Skal man finde noget, der var vildere efter 18 runder, så er det måske i 2000/01, hvor Brøndby, Silkeborg, Viborg, Lyngby, FCK, FCM lå med bare tre points forskel.
I DEN ANDEN ENDE kan vi også sagtens ende med en historisk Superligasæson.
Det er aldrig sket, at begge oprykkere er rykket ud, men med Hvidovre isoleret i bunden og Vejle, der kan risikere, at hullet op til redning bliver hele syv point i denne runde, så er det bestemt ikke utænkeligt at de begge siger farvel til Superligaen.
Men det stopper ikke dér. Jeg er fuldstændig sikker på, at tilskuerrekorden med 10.289 i snit per kamp fra sidste sæson bliver slået i år. Tallet er lige nu 9836 og vi mangler stadig de to slutspil med masser på spil.
OB melder udsolgt til kampen mod Brøndby, både FCK og AGF er tæt på at gøre det samme, mens storkampen i Herning på fredag også har røde lygter.
Klubberne leverer tilmed det ene overskud efter det andet, så det er sgu’ svært at være ret kritisk overfor Superligaen.
Jesper Sørensen var en tilfreds mand. Foto: Imago
ER DET VERDENS bedste fodbold? Nej! Kunne det være bedre, ja sagtens, men det er vores Superliga - og jeg er kæmpe fan!
Er jeg så bare blevet en gammel, rund og blød mand? Ja, det siger vægten åbenbart, men bare vent til næste uge, hvor jeg tager fløjshandskerne af.
Jeg har allerede en del emner noteret i min lille sorte bog….
SELVFØLGELIG ER DET den tilspidsede guldkamp, der er mest interessant. FC København, der stadig er min favorit til guldet, kom godt fra land i premieren med en 3-0-sejr i Silkeborg. Ikke altid et let sted at spille, så absolut godkendt første Superligakamp i foråret fra FCK.
Det der stod klarest for mig i åbningsrunden, var dog Brøndbys heroiske sejr over de andre guldbejlere fra FC Midtjylland. Det er ikke hver dag, at man får en sejr hevet i land med en mand i undertal i mere end 80 minutter og hvor modstanderne oven i købet får et straffespark.
Det kunne Brøndby, og det må give dem et gigantisk boost i guldduellen. Jeg må også sige, at Brøndby skal tages virkelig seriøst i guldkampen. Selvfølgelig er det svært at bedømme i sådan en type kamp, men de 17 minutter, hvor de blå-gule var fuldtallige spillede de aldeles fremragende.
SPECIELT MIDTBANEN med Vallys, Greve og Wass var flyvende. Stærke boldspillere, der flytter sig godt for hinanden, har god indbyrdes forståelse og finder de åbne rum hos modstanderne.
Ikke mindst Mathias Greve nyder virkelig godt af, at Daniel Wass er kommet permanent op på midtbanen. Det er i hvertfald ikke den ringeste midtbane i Superligaen - og ja, på en god dag måske den bedste.
JEG SÅ VEL også et lille minigennembrud fra Suzuki, der viste, at han havde et gear mere…
Han skal nok blev en udfordring for modstanderne, og han kom da også til at par gigantiske chancer mod FC Midtjylland, men slutproduktet manglede. Får han styr på det, så bliver han rigtig giftig.
Trods overtal kunne FCM ikke besejre Brøndby. Foto: Imago
NU TAGER BRØNDBY til Odense med et ordentlig skud selvtillid og med den gode nyhed, at midtstopper Frederik Alves Ibsen og Mathias Kvistgaarden er klar igen.
Tilmed møder de et hold, der ikke har vundet en eneste kamp på hjemmebane i denne sæson, hvor kun Hvidovre på eget græs er ringere end OB.
Ikke mindst tilbagekomsten af Kvistgaarden giver Brøndby-bænken noget mere tyngde, for er der ét sted, hvor Brøndby er tyndere en konkurrenterne i toppen, så er det krudtet på bænken og dermed muligheden for at ændre kampe.
KIGGER JEG PÅ FCK, så er min påstand, at de kunne skifte syv mand og ikke blive nævneværdigt ringere, men det kan Brøndby slet ikke.
Så skal Brøndby spille med om guldet når vi rammer midten af maj, så skal de undgå alt for mange skader og karantænedage.
Ja, jeg vil jo påstå, at Brøndby skal kunne stille med start-eleveren plus minus en mand eller to i ni ud af ti kampe før guldet er realistisk.
Men det ændrer ikke på, at jeg tager Brøndby dybt seriøst som titelbejler. Jeg synes det er et fremragende hold, men tvivler lidt på bredden i truppen.
HVAD SÅ MED FCM? Ja, de fik jo to gaver med Heggheims udvisning og et straffespark, men pakkede ingen af dem ud. Sådan bliver man jo ikke mester!
Det ændrer selvfølgelig ikke på, at de stadig er med i titelracet, men effektiviteten skal voldsomt i vejret, hvis der skal være champagnesprøjt på heden.
Heller ikke hér ser jeg samme bredde på bænken som i FC København.
Selv da FC Midtjylland skulle bruge et mål i Brøndby valgte Thomas Thomasberg at sætte en forsvarspiller ind og bruge ham i angrebet selvom man har hentet Alhaji Kamara i Randers? Jamen, hvorfor fanden hente ham, hvis man ikke vil bruge ham i sådan en situation.
NÅ, LAD OS SÅ komme i gang med weekendens runde. Nu skiftede de tre tophold plads allerede efter første runde i foråret - og mon ikke vi vil se det flere gange i løbet af de næste par runder? Jeg tror det!