Video : Tipsbladet
Generelle

Det forstår jeg sgu ikke, Eriksen

- Det er en sød historie med Eriksen og Brentford, men det holder ikke, mener Tipsbladets chefredaktør, Allan Olsen.

DER KAN skrives tykke bøger om, hvad jeg ikke ved - og et af kapitlerne kunne sagtens være, at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvad Christian Eriksen tænker om sit kommende klubvalg.

Og så alligevel er det måske muligt at stykke brikkerne sammen til noget, der kunne give mening.

MAN KAN I HVERT FALD roligt fastslå, at Brentford stadig ses som en mulig kandidat til at være arbejdsgiver for den danske verdensstjerne

Derfor må Christian Eriksen have givet nogle antydninger af, at det kunne være en mulighed, og fynboen har under ingen omstændigheder smækket med døren til Thomas Franks kontor.

Det ville da også ligne Eriksen dårligt. Godt opdraget, ordentlig menneske  - og derfor skal han selvfølgelig lytte til, hvad Brentford har at tilbyde.

HISTORIEN OM Christian Eriksen og Brentford er da også på alle måder et lille eventyr.

Danskeren fik en klub med den tryghed og ro, der fik hans comeback til fodboldverden til at blive en kæmpe succes. Brentford åbnede døren og fik til gengæld en verdensklassespiller i en kaliber, de slet ikke er forvente med på den adresse.

Derfor ville en fortsættelse af samarbejdet da også fuldende en sød historie, men inden tårerne for alvor triller ned over tasturet, så stopper vi den lige dér.

HERFRA SET, SÅ SKAL Christian Eriksen naturligvis til en større adresse, og jeg forstår ganske enkelt ikke, hvis aftalen med Brentford bliver forlænget.

  • For det første skylder han ikke Brentford alverden. Han har betalt tilbage for den chance han fik. Både på banen med solide præstationer og udenfor i form af gigantisk omtale.
  • For det andet vil Brentford altid være en af nedrykningskandidaterne Premier League -  og hvorfor skulle Eriksen bruge dyrebare år af sin karriere på det?
  • For det tredje kalder talentet, evnerne, erfaringen på en klart større adresse. Hvem ved, måske er det den sidste store kontrakt, Eriksen skriver under på, så selvfølgelig skal den have et skud i en storklub.

JEG KAN DA HELLER ikke forestille mig andet, end at Eriksens agent, Martin Schoots, har indbakken fyldt med tilbud til Eriksen.

Vi taler altså en transferfri spiller med buler af international erfaring, der har bevist igen og igen, at han kan være en dominerende skikkelse i Premier League.

NEWCASTLE, MANCHESTER United har været nævnt, men herfra set, så peger pilen så meget i Tottenham-retningen.

Christian Eriksen tryller for Brentford.

Champions League-pladsen er sikret, fansene er vilde med ham, han kan blive boende i London, han kender omgivelserne og klubben.

Sten i skoen? Tjae, det skulle da lige være træner Antonio Conte. Alt så ikke lige gnidningsfrit ud mellem de to i Inter-tiden, hvor Conte ikke altid så danskerens vej.

Snakken går da også på, om Conte rent faktisk er manager i Tottenham efter sommerferien. I hvert fald ønsker italieneren klare forstærkninger til klubben - og på den liste står naturligvs også Christian Eriksen. Det kan du læse om hér.

UANSET HVAD, SÅ ER vi vist ved at være inde i opløbet om Christian Eriksens underskrift - og det er ikke utænkeligt, at der kommer en afklaring inden han drager på sommerferie.

Opstarten i klubberne rundt omkring i Europa falder nemlig tidligt i år på grund af VM i december, så mon ikke Eriksen også selv gerne vil have en snarlig afklaring.

Vi andre venter spændt - og hvem ved? Måske tager vi alle sammen fejl.