SÅ RAMTE REGNEN den ondefløjteme København – og var lige ved at skylle en endnu en dansk landsholdsfiasko med ud i kloakken!

Kun VAR reddede Danmark fra den totale nedtur i overtiden, men tegningen var der længe inden.

Det var nemlig en frygtelig første halvleg mod Nordirland, hvor de danske hyldesttrøjer til 86-holdet var klart flottere end det danske spil, hvor tempoet var lammende lavt og endda lavere end det Mexico-holdet leverede i de glade midtfirsere…

SPILLET GAV frygtelige flash-backs til et miserabelt VM i Qatar og senere floppet i Kasakhstan. Ingen magi, ingen legende kreativitet, døde øjne og intet flow.

Det var en åh-nej-fornemmelse i pausen, hvor man kunne sidde og undre sig over, hvorfor Danmark skulle bruge tre centerbacks mod et totalt ufarligt nordirsk mandskab – om ikke Christian Eriksen ville give noget mere, hvis han var tættere på modstandernes mål. Eller hvad Martin Brathwaite egentlig bidrog med som Rasmus Højlunds sidekick.

Det var vel kun Andreas Skov Olsen, der i ny og næ fik tilskuerne i Parken til at glemme deres drivvåde landsholdstrøjer og nyde den ferme dribler.

DER VAR ALTSÅ rigeligt med brændstof til en arrig kommentar, hvor man med rette kunne stille spørgsmåltegn ved, om det var rigtigt at udstyre Kasper Hjulmand med en længere kontrakt, men mål ændrer som bekendt fodboldkampe.

Sådan et hamrede Jonas Wind ind blot to minutter inde i anden halvleg. Selvfølgelig – fristes man til at sige – efter et par umanerligt sløje clearinger fra nordirerne, men flot klasket ind af Jonas Wind med venstreskøjten.

FRA DET SEKUND, så burde et halvfattigt nordirsk mandskab jo ikke have fået en fod til Parkens græstæppe, men det danske landshold er bare ikke i en forfatning, hvor det kommer let.
Jo, jo, overtaget var stort, men det blev ikke rigtig omsat i chancer – eller noget, der for alvor fik flyttet rundt på nordirernes kæder.

Et par udmærkede langskudsforsøg fra Pierre Emile Højbjerg og Christian Eriksen blev noteret. Ellers ikke det vilde, og selv superhypede Rasmus Højlund var nogenlunde lige så bleg som farven på frisuren…

Læg oven i, at nordirerne havde de største chancer i den sidste del af kampen, hvor Danmark endnu engang viste sig alt for nemme at ryste i de bageste rækker.

SELVFØLGELIG SKAL MAN anerkende, at langt de fleste hold har svært ved at dirke lavtstående modstandere op. Lige nu er det vel kun kontinuerligt Manchester City med deres overflod af superstjerner, der kan gøre det næsten hver gang.

Lige så selvfølgeligt, så skal vi naturligvis være glade for en dansk sejr hentet hjem på flid og hårdt arbejde, men det er eddersparkeme også helt legitimt, at forvente langt mere klasse, langt mere tyngde, kvalitet og fart over feltet af et dansk landshold, der råder over mange gode fodboldspillere på forholdsvis dyre adresser i Europa.

DET UDTRYK fra de glade EM-dage har Kasper Hjulmand ikke formået et genskabe – og derfor er det ikke urimeligt, at sidde noget skuffet efter 1-0-seren over Nordirland. Det gør jeg i hvertfald!

Sejr? Jamen, jeg er sgu’ stadig skuffet