Anklage: Brøndby IF uden strategi i 20 år

Dette er en kommentar og udtrykker udelukkende skribentens egen holdning.

BRØNDBY IF BEFINDER sig i en dyb identitetskrise. Forklaringen skal findes i historien om klubbens bestyrelse.

En historie, der viser, at klubben med 250.000 erklærede fans over hele Danmark, har været uden sportslig strategi i mere end 20 år.

Den umiddelbare konsekvens er svigtende resultater og voldsom uro på tribunerne, men det er ikke klubbens største udfordring.

En voksende kløft og konflikt mellem Brøndbyernes IF Fodbold A/S og Masterclass udgør det reelle problem. Konflikten har potentiale til at eksplodere og truer klubbens fremtid.
Strategiarbejdet i Brøndby IF startede godt og primært oppe i hovedet på Per Bjerregaard i starten af 1970erne. Brøndby IF skulle op gennem rækkerne, og dertil skulle man bruge frivillige, en borgmester, stadionfaciliteter – og Finn Laudrup.
Klar strategi.

Næste skridt og mål i 1980erne var bedre spillere, mesterskaber og europæisk succes. Midlet var udbygningen af et erhvervsnetværk, en større økonomi, højere spillerlønninger og spillersalg – og Tom Køhlert.
Klar strategi.

PLUDSELIG VAR Brøndby IF uovervindelige og Danmark Europamestre ved indgangen til 1990erne. Nu var opgaven at sikre positionen, og her var vurderingen, at det ville kræve en efter danske forhold ekstraordinær økonomi, uafhængig af begivenhederne på stadion.
Det skulle blandt andet ske med købet af en mindre bank, men her kom Per Bjerregaard til kort. Han manglede indsigt i den finansielle sektor og deponerede klubbens fremtid hos folk med tilknytning til Hafnia koncernen, der gik ned.
Strategien var klar, men slog fejl.

Selv i den livstruende situation, der grove træk blev afværget af venligtsindede banker, arbejdede bestyrelsen med en tydelig strategi. Klubben skulle igen være Danmarks stærkeste og mest populære.

I værktøjskassen fandt man kortvarigt mådehold på udgiftssiden, systematisk genetablering af økonomien – og Ebbe Skovdahl.

DET MEST MARKANTE strategiske træk viste sig imidlertid at være noget så simpelt som sommerkampe med de bedste og mest kendte spillere.

Et lille Per Bjerregaard-mesterværk, der er anledning til, at Brøndby IF med nogen ret fortsat kan kalde sig ”hele Danmarks fodboldhold”. Fanbasen dækker det meste af landet, og er den direkte og eneste grund til ,at klubben har overlevet som topklub.

Den anden guldalder sluttede med tre mesterskaber og en pokaltitel i 1998, men hvad ingen kunne vide, var, at tre årtiers historisk stærkt strategiarbejde havde lidt skibbrud. Det fik aldrig senere et kvalificeret og konkurrencedygtigt niveau.

Det sidste og mest markante strategiske forsøg på at bevare klubbens position, var udbygningen af Brøndby Stadion i 2000. En strategisk nødvendighed og en milepæl i klubbens historie, men med opførelsen af landets næststørste stadion sluttede det systematiske og vedholdende strategiske arbejde i selskabet.
Per Bjerregaard var løbet tør for ideer. Bestyrelsen kunne ikke tage det næste skridt.

DER GIK NOGLE år, før konsekvenserne blev tydelige. Sølvmedaljer, et mesterskab i 2002 og ikke mindst ansættelsen af Michael Laudrup, dækkede over det faktum, at Brøndby IF ikke længere havde en visionær og strategisk arbejdende bestyrelse.

Per Bjerregaard undlod at trække sig tilbage med mesterskabet i 2005, hvilket var synd for alle parter. I de følgende år agerede Bjerregaard i perioder desperat og uhensigtsmæssigt. Han har altid været i tvivl om, hvorvidt det overhovedet kunne lade sig gøre at efterfølge ham.

Ironisk nok og et stykke af vejen fik han ret i, at det ikke kunne lade sig gøre at efterfølge ham. Det havde blandt andet noget at gøre med, at han var så længe om at komme ud af vagten, men faktum er, at det helt frem til i dag er lykkes Brøndby IF at slå en slags uofficiel Danmarksrekord i antallet af inkompetente bestyrelsesmedlemmer.

Perlerækken af visionsløse bestyrelser i Brøndby IF har tilmed en tilsvarende række af fejlansættelser på direktionsgangen på samvittigheden. Danmarks bedst ledede og mest visionære fodboldklub indtil årtusindeskiftet har siden reduceret sig til et skrækeksempel på, hvad mangel på strategi og retning kan føre til.

FUNDAMENTET OG HISTORIEN var dog så stærk, at man skulle helt frem til anden halvdel af 00erne, før det stod klart, at Brøndby IF havde bevæget sig ind i den foreløbig sværeste periode i klubbens historie.

I 2013 var klubben i alle henseender på afgrundens rand. Kun takket være Jan Bech Andersens løbende indsprøjtninger, endte det ikke med konkurs og nedrykning.

Med Jan Bech Andersen fulgte penge, men ingen holdbar, sportslig strategi, selv om der blev gjort et forsøg med den såkaldte Strategi 6.4. i 2016. En bærende søjle i strategien var akademiet og klubbens egne spillere.

Den skæbne, som Strategi 6.4. led, fortæller nærmest hele historien om skiftende bestyrelsers mangel på kompetencer og evner til at holde fast, når fristelserne blev for store.
Alexander Zorniger blev ansat og bragte for en stund glæden tilbage på Brøndby Stadion. Klubben blev befriet for ti års elendigheder, og alle glemte alt om Strategi 6.4. Tyskeren kom med en spillestil. Ikke en strategi.
En dag havde Brøndby IF 11 udlændinge i startopstillingen, men det var ikke nødvendigvis den største strategiske ulykke.

Den indtraf i perioden efter at mesterskabet glippede i 2017/18. Euforien havde nået bestyrelseslokalet, de kunne ikke dy sig, trykkede på speederen, satsede i overmod – og tabte det meste på gulvet.

De færreste havde i mellemtiden taget notits af, at Zorniger i lighed med Laudrup havde overtaget klubben og retningen, bare uden at tage klubben med.
Tyskeren røg ud med badevandet og det samme gjorde flere kuld Masterclass spillere. Strategi 6.4. var blevet makuleret i ly af natten og klubben efterladt i det sportslige ingenmandsland, den stadig befinder sig i.

HER STÅR BRØNDBY IF så. Et mesterskab senere, med nye ejere og på tærsklen til klubbens 60 års dag. Brøndby fans glæder sig over spillere som Lindstrøm, Frendrup og Hermansen. Der er altså stadig ting, der lykkes.

Det ændrer ikke på, at Brøndby IF fortsat arbejder uden sportslig strategi og retning. Der er ingen rød tråd i klubbens sportslige sektor.
I Masterclass findes en form for linje, til en vis grad inspireret af Alexander Zorniger. Der er nul sammenhæng mellem arbejdet i Masterclass og den måde, klubbens A-hold spiller på om søndagen.

Superligaholdet har i adskillige år spillet som cheftræneren finder det mest pragmatisk i den enkelte kamp. Håbløst forældet og fuldstændig ude af trit med, hvordan de mest succesrige klubber i Europa arbejder.

En af konsekvenserne er, at en ofte fejl-indkøbt udlænding får chancen på bekostning af klubbens egne, fordi den pragmatiske træner vurderer, at den udenlandske spiller er to procent bedre. Om det så skal betyde, at gennemsnitsalderen til en kamp i Farum er +28.

Kløften mellem Brøndbyernes IF Fodbold A/S og Masterclass vokser for hver dag, der går. Frustrationerne på de indre linjer i Masterclass er store, og om føje tid vil konsekvenserne stå lysende klart.

DET ER HELT  oplagt, hvad der vil ske, hvis bestyrelsen ikke griber ind og begynder at agere professionelt. Det første, der vil ske, er, at nogle af de senere års største – og dyreste – talenter vil forlade klubben.

De første skridt er taget. Et par af de største navne overvejer deres fremtid, for slet ikke at tale om, hvordan det skal blive muligt at tiltrække nye, unge kæmpetalenter i fremtiden. Hvilken interesse skulle de have i at vælge Vestegnen?
Brøndby IF har akut brug for en strategi, der balancerer og fastholder ambitionerne om medaljer med det erklærede ønske om at anvende egne spillere. Det er ikke så svært og burde ikke være til diskussion.

Løft blikket mod nord, øst og vest. Se hvordan bestyrelserne arbejder visionært, systematisk og vedholdende. Og se, hvordan ejerne vinder titler og skovler penge ind.
Det er umuligt at vurdere, hvad Brøndby fans kan forvente sig af GFH. Alle har hørt om deres kompetencer, ingen kender dem. Det, man ved, er, at GFH har købt Jan Bech Andersens aktier og ydet et lån, samt, at de vil spille om medaljer.

Den sidste del vil man i de fleste virksomheder have en strategi for, men i dette tilfælde ikke et ord fra bestyrelsen og GFH. Kun noget om fællesskab og hårdt arbejde. Det rene vås.
20 år uden konkurrencedygtigt strategiarbejde i bestyrelsen har efterladt Brøndby IF i en situation, hvor retningen styres af enkeltpersoner og udviklingen præges af tilfældigheder.
Det er uklogt, dyrt og snart for sent.

Læs også: Farvel og tak: Gå af Jan Bech, du står i vejen