Stasi-nazi-ossi-hooligan-image på prøve: Dynamos evige arv og tavse transformation

Hvidsanerede Plattenbau-højhuse så langt øjet rækker: I kvarteret Hohenschönhausen fra 70'ernes grå DDR, hvor husene er mere "hoh" end "schön", afslutter vi en to kilometers vandring langs ambient-løse Landsberger Alle ved at dreje til venstre ad Weissenseer Weg, en bred boulevard med sporvognsskinner. Kort efter finder vi delmålet; Sportforum Dynamo, et sportsanlæg fra DDR-tidens "reelt eksisterende socialisme" med skøjte- og multihal, atletikbaner samt fodboldstadion. Her holder BFC Dynamo til, en af verdens mest skurrile klubber med en både grum og fascinerende udvikling. Som DDR-topklub under Stasi-chef Erich Mielkes beskyttende jernnæve, indledte Murens Fald klubbens forfald og navneskift til FC Berlin, hvorefter nynazister og Hells Angels-rockere i 90'erne skaffede klubben et ry som højreradikal ballade- og hadeklub i hele landet, fordi hårdkogte typer solidariserede med hinanden. Nulpunktet kom i 1990, da politi under uroligheder dræbte en BFC-fan med skud.

"Klubben havde meget lave tilskuertal i 90'erne, og derfor kunne nynazister blive bemærket i stor stil og få alle imod sig", har tidligere Kicker-journalist Matthias Koch forklaret Tipsbladet op til kampen. 1999 tog klubben Dynamo-navnet tilbage, og herefter har den kæmpet med både image, fortid og egne dæmoner. Klubbens stædige tilstedeværelse føles som en anakronistisk pæl i øjet på visse kræfter, der arbejder på at holde nynazisme nede og øge integrationen mellem øst og vest i Bundesrepublikken. Også personer eller pårørende, der led under DDR-diktaturet og Mielkes magtapparat, gyser, når klubben nævnes, hvilket den ofte bliver i medierne trods nutidig ringe sportslig relevans. Mielke og Stasi er væk, det samme er DDR, men Dynamo består!

Fredeligt barn af Stasi

Således går fotografen og undertegnede her godt 19 år efter DDR's undergang på jagt efter tegn på Stasi-/nazi-ånd i klubbens miljø anno 2008. I lyset af vores fordomme havde vi derfor forventet, at vores kontaktmand var en sortklædt autonom med selvhøjtidelig fremtoning eller en "Glatze" (skinhead). I stedet viser vores guide, Jan Berthold, sig at være en udadvendt fyr midt i 30'erne, der venligt modtager os og fører os ind i normalt lukket land for medier og andre udefra kommende. Berthold sidder i fanrådet hos Dynamo og fremstiller fanzinet "Zugriff". Som barn af en Stasi-arbejder tilhører han fortidens DDR-tro garde af venstreorienterede. Sammen med nogle få hundrede personer er han eksponent for de fredelige fans, der kæmper for at opretholde klubben samt rense dens image som højreekstrem højborg og Stasi-favorit, men det er tvivlsomt, om BFC nogensinde slipper af med disse spøgelser, indrømmer han.

"Stasi-imaget er kun fra DDR-tiden. Derefter var Stasi officielt væk, selvom udvandede Stasi-folk jo optrådte i alle faggrupper. I 90'erne, hvor klubben hed FC Berlin, kunne jeg ikke komme her, fordi fanblokken var domineret af nazister. Især på udebane gik det heftigt for sig, ikke mindst mod Union Berlin. Efter navnet BFC Dynamo blev genindført i 1999, fik jeg og andre vores barndomsklub tilbage. I dag er klubben for alle, og jeg interesserer mig ikke for de økonomiske eller ledende forhold. Fortiden er nu en gang, som den var. Jeg kommer for at hygge mig, have sjov og slappe af," fortæller Jan Berthold, der trods sin politisk korrekte fremtoning med tolerance som nøgleord ikke tøver med at kalde ærkerivalerne helt tilbage fra DDR-tiden, den nonkonforme Union Berlin, for "pøbel". Scheiss-Union i BFC-munde spiller i dag i 3. Liga, mens dagens Dynamo-kamp udspiller sig i landets 5. bedste række, Oberliga Nord.

Småborgerlig hygge imestermager Mielkes skygge

Vi søger mod klubhuset, som er et ca. 100 kvm. stort lokale med nyt interiør i stål og læder. Den ene facade er dækket af sorthvide plancher med grafiske indikationer af de ti mesterskaber i træk i storhedsperioden 1979-88, bl.a. et portræt af træneren Jürgen Bogs, der i tre omgange både før og efter DDR trænede klubben.

Vejret er mildt, så vi sætter os uden for på tyske ølbænke a la Oktoberfest. Over 100 mennesker sidder i klynger og sludrer, og de konforme rammer giver indtryk af hyggelig småborgerånd ¿ et i marxistisk DDR-retorik forkætret udtryk. Her er intet mobiliseret socialistisk beredskab af tapre kammerater, kun fredelig sameksistens.Klubhuset ligger bare ti meter fra stadion bag den noget fallerede pamper-lounge, hvor Erich Mielke plejede at være med betydningsfulde kammerater. Mielke dyrkede klubben og var angiveligt medvirkende til dens ti mesterskaber, bl.a. med underlige dommerkendelser. Syv af ti DDR-fodbolddommere var ifølge avisen bz ansat hos statens sikkerhedspoliti, hvilket medførte navnet "Stasi-klub" og en upopulær status i DDR.En ældre fan, der ikke vil nævnes, fortæller om 1980'erne, da datidens klub-patron og fodboldbesatte Stasi-chef kom til kampene. "Han levede begejstret med og stod altid op hele kampen, så omkringværende partifunktionærer ikke turde sidde. En skadet spiller stod engang op en hel halvleg ved siden af Mielke", forklarer den midaldrende herre og sluger sin fadøl i et lystigt drøn som for at skylle fortidens anekdoter væk.Selvom Mielke døde i år 2000 som senil 92-årig og er begravet på de ukendtes, svæver hans ånd over klubbens åg. Man finder sågar websites som dynamosport.de, hvor Mielke hyldes som æresmedlem af klubben og kaldes en folkehelt, kammerat og ven. Jan Berthold bærer en retro-shirt med et Mielke-citat bagpå: "Man burde da kunne sige sin mening i dette land!"Jan forklarer: "Citatet er fra Mielkes retssag efter der Wende. Dommeren i retten bad ham stoppe sine lange forklaringer, hvorefter netop den mand, der i 30 år med magt havde undertrykt folkets frie mening, påberåbte sig ytringsfrihed i den nye Bundesrepublik. Det er sgu'da komisk".

Hadet subkultur

På vores bænk sidder også forfatteren, Andreas Gläser, født 1965 i daværende Østberlin. Han er ophavsmand til teaterstykket "Dynamoland", opført 2007 i Berlin. Stykket omhandler BFC's spændingsfelt mellem Stasi-fortid og nazi-nutid, hvor klubben i dag udgør et mikrounivers af bydelen Lichtenbergs politiske modpoler. "Dynamoland" blev omtalt som "en sociologisk fortælling over østtyskernes kollektive skæbne, et studie i politisk geografi i Tyskland 2007." Gläser har også skrevet en bog om fodbold og hverdag i DDR og arbejder på én med samme tema. Vi spørger ham om klubbens nutidige eksistensberettigelse og hans egen fanhistorie:

"Jeg var DDR-tro, indtil jeg blev 21 år, så ville jeg til vesten, fordi DDR ikke havde ytringsfrihed. Som drenge vidste vi intet om Stasi, vi var fans med rock'n'roll-attitude. Vi råbte 'BFC okay ¿ Dynamo nee': Vi var for BFC, klubben, og imod Dynamo, altså Stasi og deres politisering af klubben via navnet Dynamo, som magthaverne i flere østlande brugte. I dag er jeg fan af gammel sympati. BFC er en cool underdog uden lobby, en subkultur uden masseappel og upopulær blandt røvhuller. Vi tilhører ikke det officielle Berlin og er ingen kommerciel klub. Faren for medløbere ved succes, er dog til stede. Man identificerer sig desto mere, jo stærkere klubben bliver hadet, og at reducere klubben til Stasi/nazi nazi er noget fis, selvom vi har et imageproblem" mener Gläser, der ikke finder mediernes behandling af klubben helt fair.Den negative omtale styrker dog kun myten BFC, ligesom den af fansene opfattes som et opgør med deres DDR-fortid, som de ikke konstant ønsker at mindes om. Omvendt vil BFC-fans gerne have klubbens titler officielt anerkendt, hvilket ikke er tilfældet, hævder sociologerne Krankenhagen/Smidt.Journalist Matthias Koch karakteriserer over for Tipsbladet BFC's tiltrækningskraft i især højhuskvarteret Hohenschönhausen således:"BFC har stadig et navn, titler og Europa Cup-kampene huskes. Klubben præges af samhørighed, en flot fortid samt godt ungdomsarbejde med tilknyttede arbejdsløshedsprojekter".Netop klubbens ungdomshold mødes stadig rundt omkring med tilråb som "højhusproletarer" eller "Stasi/nazi-svin", selvom de blev født efter Murens Fald. Det interne kælenavn blandt BFC-fans er "de vinrøde" efter klubfarven bordeaux-rød.

Legenden alle hader: -Vi dyrker det upopulære

Dagens kamp mod forstaden Falkensee nærmer sig, og vi følger flokken med Berthold og Gläser. En grundig kropsvisitering følger, inden vi rammer stadion, som har set bedre tider. Skæve betonafsnit, løse grusstier og et utal af metalbøjer omkranser en ellers flot bane. Anlægget kan rumme 11.000 tilskuere, til dagens dyst er der 700 til stede, heraf ingen synlige udefans. Oprindeligt var Jahn Sportpark i Prenzlauer Berg, hjemsted for både Berthold og Gläser, hjemmebane for den tidligere DDR-topklub, som dog efter 1990 havnede på Sportforum. På dette anlæg mødte Dynamo i 1986 Brøndby i Mesterholdenes Cup (med undertegnede, en 15-årig knægt, som vidne), og trods 22 år er gået, forekommer tiden ved gensynet at have stået stille på dette stadion.

Før kampstart hænger ti politikfolk kedsommeligt hen over metalbøjlerne i stadions ene hjørne. Banderne er sparsomt dækket med få annoncer, til gengæld er kurver og langsider rimelig overhængt med transparenter, der rummer referencer til myten/legenden BFC samt andre finurlige henvisninger til historien. Tak Norge 1936 henviser til Norges 2-0-sejr over Nazi-Tyskland ved OL i Berlin. There Is A Light That Never Goes Out er en sangtitel fra 80'ernes britiske kultband The Smiths. Og sådan er der litterære/historiske bannerhenvisninger nok til en hel lærestund for uindviede.De fleste tilskuere, herunder Berthold/Gläser-kliken samt os, er samlet på den lille siddetribunes modsatte langside, die Gegengerade i folkemunde, med ordspil på ordet gegen (imod). Endnu et banner siger: Jeres had gør os stærkere."Klubben er mere spændende nu, end da den vandt titler hele tiden. Alle hader og er imod os, og vi dyrker vores upopularitet. Det gjorde vi tilbage fra DDR-tiden, hvor vi unge fans udgjorde en subkulturel smeltedigel med punkrockere og skinheads som lille protest imod Stasi, som ikke turde gribe ind, når vi var en stor mængde på stadion," forklarer Berthold, inden han jubler over hjemmeholdets første scoring. Spillets offensive del er pænt med bragende langskudsmål og en aggressiv indsats fra frontløberne til pausestillingen 2-2.Mange BFC-fans trives således med at være hadet, og de koketterer gerne med rollen som hadeobjekt. Rygtet som fredsforstyrrere er blevet løbende dyrket af BFC-fans, indtil klubben for nyligt meldte ud, at den ønsker at fjerne sig fra både Stasi- og nazi-imaget. At dømme på stemningen på lægterne er dette lykkedes fint, selvom det efter sigende går anderledes for sig på udebane, hvor stemningen/hårdheden får et par tænder opad.Vi spotter kun en ti gutter med skaldede hoveder, tyrenakker og brede skuldre, som bærer pilotjakker eller shirts med aggressive indskrifter som "Categorie C" (politiets kategorisering for voldelige fans) eller "Hooligan". Desuden noterer man sig, at det tyske tøjmærke Thor Steiner med germanske runer udgør en slags BFC-dresscode ¿ et udtryk for den visuelle tilnærmelse mellem højre- og venstrefløjens symbolik¿Det konfronterende motto "Da kiekste wa" (Nå, så glor du ¿ på berlinsk) optræder også hyppigt på t-shirts. Bag tribunen står en 20-årig fyr, som kun vil kaldes Daniel. "BFC er en familietradition. Min morfar var nazist, men blev kommunist og begyndte at komme her. Min far var her, og nu mig. Jeg sloges for klubben for to uger siden, men det foregår ikke på stadion mere, kun rundt i byen", siger han og nævner en tatoo på ryggen, som vi dog ikke må fotografere, idet den rummer "privat symbolik". Paranoia.Stemningen stiger i anden halvleg, hvor BFC fastslår slutresultatet 3-2, men det bliver ved halvkvæde viser og enkelte tilråb. Stortrives gør til gengæld selvironien, som den kendes fra danske provinsstadions. Fansene fejrer en ny udskiftningstavle med sjove tilråb og får skilteviseren, en lille rund fyr, til at vrikke med hofterne, hver gang han adviserer en udskiftning. Hjemmeholdets keeper benævnes "Olli" grundet dennes slående lighed med blonde hr. Kahn fra Bayern, og der grines grundigt, når et individ fyrer et komisk tilråb af.Efter slutfløjt leveres ægte DDR-reminiscens, da kunstig tilskuerjubel vælter ud af et par højtalere, og tanken falder straks på et militaristisk propagandaoptog ned ad Unter den Linden under 70- eller 80'ernes kolde krig

Klubfølelse over image

På ved ud af stadion opsøges vi overraskende nok af flere personer. Rygtet som danske journalister har overløbet os. "Om vi filmer mistænkelige fans", vil en postmoderne punkfyr i 40'erne vide? Paranoia. Han kalder sig Maso som ordspil på masochist (hvilket klubbens fjender nok vil mene er en naturlig egenskab for BFC-fans?). En herre i 50'erne med glød i øjnene nærmer sig med en bog om fankultur, han vil henvise til. Hans navn er Titus Hopp, og han er aldeles åbenhjertig, mens vi søger tilbage mod klubhuset. Han er i starten af 50'erne og har fulgt Dynamo fra klubfødselen i 1966 som dreng af en Stasi-officer. Titus er i dag en demokratisk socialist og en besindig herre, der kan sætte historien i relief. "I 90'erne blev et Dynamo-emblem set som et nazi-symbol. Hooligan-tiden med de 500 højreradikale fans, der dominerede klubben, er en brun plet i vores historie, og jeg identificerede mig ikke med klubben de år", forklarer han.Titus var på stadion mod Liverpool tilbage i 1972, hvor BFC klarede 0-0 hjemme i mesterholdenes cup: "Liverpool dengang var som en ufo, der landede. Og når vi spillede mod Dresden, politiets hold, blev der altid råbt 'Muren skal væk', når der var frispark, og de dannede mur," erindrer han. Anekdoterne flyder.Vi er ved klubhuset og tager opstilling foran en bod med drinks. Titus fortsætter: "Vi er også en protestklub drevet af vores trods, og så er der noget behov for også at fastholde dele af vores DDR-identitet, bl.a. sammenholdet omkring klubben, som har stor social betydning for området og andre Ossier (østtyskere). Klubfølelsen er stærkere og kommer før det uheldige image, som tiderne har givet os", siger han, inden den øvrige gruppe med bl.a. Maso støder til. Der snakkes videre, mens ca. 200 personer i fredelige rammer har samlet sig omkring klubhuset. Titus og de andre forklarer på skift om den stille transformation, klubben har gennemgået det seneste års tid."I dag er magtbalancen tippet, så folk fra venstrefløjen er i overtal. Derfor tolererer vi i stilhed de få højreradikale. Alle skal være her, ellers er vi tilbage til den DDR-censur, vi er sluppet af med", mener Titus og nævner Orwells roman Animal Farm, hvor alle er lige, men nogle alligevel er mere lige ¿ en fabel med paralleller til elitedannelsen og deraf systemets/illusionens forfald i DDR."Vi ønsker kun en voldsom kamp på banen, ikke udenfor", tilføjer Maso.

Legenden, fortiden og flinke danskere

Pludselig vækkes min interesse, da spillertruppen møder op ved klubhuset! Er det ikke¿? Jo, det er ham, Rudwaleit, BFC-målmand da Vilfort i 1986 scorede til 1-1 for Brøndby foran 11.000 på Sportforum og Bag Jerntæppet sikrede dansk avancement i Europacuppen. 51-årige Bodo Rudwaleit er i dag ungdomstræner og den eneste tilstedeværende klublegende fra 80'erne, og hans søn Robert optrådte i forsvaret i dagens 3-2 sejr. Jeg opsøger den høje, lettere måbende kultfigur.

"Jo, jeg husker godt de kampe. Vi var bedst, men røg ud. De havde jo spillere, som senere blev kendte. Om jeg kunne være hoppet af under kampen i København? Sagtens, men jeg havde som privilegeret ingen interesse i det", fortæller ex-keeperen i et emotionelt tilbageblik, hvor forsigtigheden i selv nutidens ordvalg er tydelig.Freelance-journalist Matthias Koch var også til stede dengang i 1986 som DDR-borger, og til Tipsbladet erindrer han følgende: "Jeg gik i 9. klasse, havde fribillet til kampen, og danskerne var flinke. Jeg fik et halstørklæde, og en del østtyskere heppede på danskerne, som havde larmende tudehorn med¿"Tudehorn er der ingen af til dagens opgør, til gengæld er skriverkarlen tilbage her 22 år efter, hvor det modsat dengang i 86 nu er blevet muligt at besøge det østlige Berlin uden visum og Stasifolk i nakken. Tribunerne rummer en mangfoldighed af personligheder, alternative kunstnere, punkere eller sågar højreradikale, men alt er bedre end den ensartethed, der herskede under DDR-regimet.

Grænsen går ved Auschwitz

Jeg vender tilbage til gruppen, hvor samtalen drejer sig om klubbens sociale arbejde med børnehave, ungdomsfodbold, betydning for bydelen og andre progressive projekter. Man både hører og mærker den indforståede solidaritet fansene imellem, hvoraf de fleste er venner/bekendte.

Pludselig ændrer stemningen sig, og vores firemands følge går hurtigt hen til en bænk. Guidet af indforståede blikke følger vi med, og det viser sig, at vi søger bort fra en ca. 35-årig brovtende fulderik i militærbukser og et aggressivt udseende. Han når at kalde mig for "pressesvin" og følger efter hen til den bænk, vi sidder på. Så fandt vi én enkelt højreradikal, og trods gruppens åbenlyse ulyst til at omgås ham, beder jeg kort Titus Hopp om at lokke ham hen til os. Titus fanger mit ønske om at høre en anden og rabiat version af historien og udbryder: "BFC skal være som en kirke, hvor konfrontation er tabu, og vi taler henover fronterne. Kom herhen og hils på vores danske ven". Vi sporer en underliggende usikkerhed, som dog undertrykkes af hensynet til åbenheden, som Titus supplerer med tanken om selvdisciplin og plads til folk i alle nuancer. Ud over den tyrkiske træner for klubben sporer vi dog ikke en eneste farvet eller etnisk person efter kampen.Nazisten mumler et eller andet og sætter sig med kikset modvilje over for mig. Han er plump, ukoordineret fuld, og øjnene sejler. Han begynder at mumle om optøjer i Aue, ballade i Rostock, om røde svin og matyrvenner, der er "faldet" i kamp mod øvrigheden. Aggressionen er gennemgående hos ham. "Nu får I sgu'da hele paletten, selvom vi ikke støtter ham dér", siger Maso, som netop er stødt til med en pæn ramme humle. Den højreradikale springer op og konfronterer Maso, der giver ham en øl og beder ham sætte sig. Det næste kvarter går med råbende snak mellem punkeren og nazisten om politik og fodbold. Det meste er underlødig fuldemandssnak, hvor begge er lige rabiate. Indimellem smiler de til hinanden og skåler, andre gange står de op og råber hinanden ind i ansigtet. Ord som Trottel (fjols) og Fotze (fisse) flyver rundt.Omgivelserne reagerer med cool humor: En fyr træder tæt på stridshanerne, og i gennemført DDR-retorik råber han gennem en megafon: "Borgere, forhold jer roligt. Folkepolitiet (DDR) opfordrer til ro, kammerater". Folk omkring os eksploderer i grin."I mine unge dage var jeg med til at smadrede hele lortet, når en amerikansk kapitalist-præsident var i byen", udbryder Maso pludselig. Da vi spørger om forskellen på højre- eller venstredrejet vold, bliver han sur, og pludselig smækker han tre ølkrus med urin på bordet! Nazisten, der pludselig er i det "tilnærmelige" hjørne og kalder sig London, tager over."Kalder I pikhoveder det for morskab? Typer som dig og dine røde kammerater skulle til Auschwitz hele lortet ¿ også dig, skriversvin, du håndlanger for magthaverne", siger London med uventet skarphed til mig. Han danner en pistol med fingrene og laver skydebevægelser mod vores alles pander, hvorefter han, tror han, læner sig faretruende frem og spørger: "Fortæl mig, hr. journalist, hvorfor jeg skal betale 750 Euro for en Hitler-hilsen?".Jeg forklarer ham, det er gratis i Danmark, men det imponerer ikke. "Ha, Danmark rullede vi henover på 15 minutter! I DDR røg jeg sgu i spjældet for Heil-Hitler, i dag slipper jeg med bøde, sikken forbedring," gjalder han, inden han slår over i en SS-vise fra 2. Verdenskrig.Titus kommer hen til os. "Så gider vi ham ikke mere, grænsen går ved Auschwitz for os", forklarer han. Vi beslutter os at kalde det en dag og letter fra bænken. London følger efter og inviterer os til hans stamcafé, men det ville minimum kræve en ny frisure at komme ind dér, så ellers tak!"Og du, røvhul, du kan også komme", råber nazien til punkeren Maso, som svarer: "Så I kan banke mig 50 mand?"."God ide", svarer Hitler-tilhængeren, mens vi vandrer derfra.

Stigmatiseret

I 2002 blev tidligere hooligan, men daværende BFC-fanarbejder, Rainer Lüdtke, i avisen taz citeret for følgende: "En BFC-fan er provokerende. Han leger med højreradikale paroler for at provokere. Jeg tror dog, at det image, der kan brække nakken på os, er Stasi-imaget".

I dag udgør Dynamo nok en karikatur på fodboldscenen. Som socialt samlingspunkt, identitetsbærer, symbol på fortiden og historisk event lever foreningen dog i bedste velgående trods dens umage kultstatus og stigmatisering som Stasi/nazi hadeobjekt. Klubbens eksistensberettigelse kan tilhørsforholdet af bevidste og sympatiske personligheder som Titus Hopp, Jan Berthold og Andreas Gläser bevidne. Personer som Maso og London står for underholdningen og er garanter for omgivelsernes interesse for klubben, som ingen nok vil undvære.Dynamos evige arv hænger ved ¿ trods transformation¿Efterskrift:Efter en indtryksfuld og intens eftermiddag ned ad emotionernes og historiens tyske tangenter, falder vi ned med en pils i en bar i det vestlige Berlin. Indehaveren Bernd er tilhænger af Dynamo-fjenden uden for kategori, "unævnelige Hertha"."Var I hos Dynamo? De vil gerne gøre sig interessante ved at holde med den klub, og de intellektuelle soler sig i dens sumpede undergrund. Det er krank", mener Bernd. Vi fortæller om en interessant eftermiddag, hvor vores fordomme fik mange nuancer, og han svarer: "Nahja, tingene ændrer sig hele tiden her i byen".Det må man sige ja til.