Generelle

En meget stille hård hund

Som menneske er Kalilou Traoré genert og forsigtig, men som fodboldspiller går han altid til makronerne - og nogle gange over stregen. Efter bare en halv sæson i OB ligner han en Superliga-stjerne i svøb.

Det var Michael Buchholz, sportslig koordinator i OB, der opdagede Kalilou Traoré. Han sad og så nogle fodbold-DVD'er fra den kroatiske liga og havde egentlig kig på en helt anden spiller, men allerede efter 15-20 minutter havde den ranglede maliser fanget Buchholz' opmærksomhed med sit kraftfulde, fysiske spil på den centrale offensive midtbane.

"Niveauet var ikke ret højt i den kamp, jeg så, men Kalilou stak virkelig ud. Der var ingen tvivl om, at han kunne noget," siger Michael Buchholz om sin opdagelse, der efter Kalilou Traorés første halve sæson i Superligaen tegner mere end lovende.Ikke mindst i forrige runde imponerede maliseren, da OB vendte et truende 0-2-nederlag til en 3-2-sejr over FC Midtjylland i Odense. En kamp, hvor Kalilou Traoré drev gæk med den unge Jesper Juelsgård på venstre back, brillerede med tekniske lækkerier og bekræftede OB og Michael Buchholz i, at klubben så rigtigt, da den hentede ham til Odense i sommer."Jeg ved, at han har de menneskelige og fodboldmæssige egenskaber, der skal til for at nå rigtig langt i fodbold. Hvis hans udvikling fortsætter i samme tempo, som den har gjort i OB i de første fire måneder, har han bestemt potentiale til at spille i de største europæiske ligaer - og vel at mærke for de store klubber," siger Michael Buchholz.Han er ikke bleg for at sammenligne den 23-årige midtbanespiller med store internationale navne som Patrick Vieira (Manchester City), Mahamadou Diarra (Real Madrid), Seydou Keita (FC Barcelona) og Mohamed Sissoko (Juventus), hvoraf de sidste tre spiller med Traoré på Malis landshold.

Stille og genert

På det menneskelige plan er Traoré kendetegnet ved ydmyghed og arbejdsomhed, siger Michael Buchholz. Han mener, at det er netop Traorés personlige karakteristika, der sammenholdt med det uomtvistelige talent for fodbold rummer kimen til en stor karriere."Man har kunnet se helt fra Kalilous første træningsdag i OB, at han har været fokuseret på fodbolden. Han har haft det svært med sproget og skullet lære mange nye mennesker at kende. Men han har formået at suge alt det til sig, som vi har forsøgt at lære ham, og omsætte det på banen."En af dem, der taler mest med Traoré i OB, er den 20-årige midtbanespiller Oliver Feldballe. Ligesom Eric Djemba-Djemba har han den fordel at kunne noget fransk, for Traoré har stadig et yderst begrænset ordforråd på både dansk og engelsk. "Han er ikke typen, der fyrer jokes af, men det er måske også på grund af sproget," siger Oliver Feldballe, der kalder sin holdkammerat "meget, meget genert", men samtidig fremhæver hans gode humør."Han er en meget vellidt person, der for det meste altid er glad. Jo mere man lærer ham at kende, jo mere åbner han op, og han er en af dem, der griner allermest i truppen."Cheftræner Henrik Clausen hæfter sig især ved det med genertheden: "Han er meget forsigtig og stille, måske næsten sky. Vi prøver at gøre ham bedre til engelsk, for da han kom hertil, kunne han kun ganske lidt engelsk og intet dansk. Nu er han langsomt begyndt at åbne op for de andre."For Henrik Clausen stiller det også særlige krav til den måde, han skal kommunikere på med Kalilou Traoré. "Det nytter ikke at stikke ham 10 linjer fra Shakespeare. Man skal holde det meget i højre, venstre, frem, tilbage. Det er klart, at til en spiller som Anders Møller Christensen kan man råbe nogle lidt mere dybsindige ting."

Et vildt temperament

På banen forvandles Traoré til et langt mere udfarende gemyt. Nogle gange også for udfarende - i 14 Superliga-kampe er det blevet til fire gule kort og et rødt mod FC Nordsjælland, og maliseren har ry for at svinge lige rigeligt med albuerne og ofte at komme farende med støvleknopperne forrest.Henrik Clausen indrømmer, at den tidligere har været gal med det voldsomme spil, men mener, at Traoré har lært lektien siden."I sine første fire-fem-seks kampe lavede han nogle vilde tacklinger og blev smidt ud mod FC Nordsjælland. Siden har vi snakket med ham om, at han skal passe på med, hvornår han kaster sig ned i glidende tacklinger, og i de seneste mange kampe har han ikke spillet hårdere, end hvad der er normalt," siger Henrik Clausen, der tilskriver Traores seneste to gule kort fejlagtige dommerkendelser."Mod Randers gled han, og mod Esbjerg var det en Esbjerg-spiller, der faldt let. Så de seneste to gange, han har fået gult, synes jeg, det har været ufortjent."Michael Buchholz peger på, at en del af Kalilou Traorés ry som en hård hund simpelthen kommer af, at han er en meget fysisk stærk spiller."Kalilou er stor og ekstremt stærk, og det er klart, at når en spiller er i stand til at sætte sig så meget igennem i det fysiske spil, kan det nogle gange se voldsomt ud.""Man kan drage en parallel til Djiby (Fall, red.), som mange havde travlt med at skælde ud på. Dybest set handlede det om, at de fleste forsvarere havde svært ved at tøjle ham, fordi han var så fysisk stærk. Og der er altså ikke noget galt i at bruge sin krop i fodbold."

Fremragende teknik

Men Traoré er mere end en midtbane-kolos. Holdkammeraten Oliver Feldballe fortæller, hvordan han til stadighed bliver overrasket over sin malisiske kollegas tekniske kunnen. "Selvom han er så stor, kan han sagtens lave finter. For eksempel laver han virkelig mange husmandsfinter, og det er fantastisk at se, hver gang han prøver at gøre de ting med sin enorme krop."Måske siger det også lidt om Traorés tekniske overskud, at træner Henrik Clausen har valgt at bruge ham på højrekanten i en 4-4-2, selvom maliserens naturlige position er som box-to-box-spiller på midten."Han er ingen højre wing, men det er heller ikke den position, han spiller hos os. Hos os spiller han højre midtbane i en 4-4-2, hvor han trækker ind i banen og giver plads til, at backen kommer med frem. Han kan godt sætte en modstander af, men han er selvfølgelig ingen Arjen Robben. Han skal spille mere eller mindre centralt," siger Henrik Clausen."Rent teknisk er han udmærket. Han har en rigtig stærk fysik, er god til at løbe og sætte en mand af og har et hæderligt spark, som dog godt kan blive bedre. Mindst god er han i afleveringsspillet, hvor han har for mange fejlafleveringer," siger Henrik Clausen, der forbedringsforslagene til trods ikke er i tvivl om Traorés potentiale."Jeg synes, han har gjort det forrygende indtil nu, ikke mindst med det in mente, at han ikke taler dansk og næsten heller ikke engelsk, og at han har spillet i Kroatien, hvor han ikke har haft ret mange at tale med.""Han kan blive en central spiller i Superligaen og også mere end det. Han er en spiller, man vil lægge mærke til fremover, hvis man ikke allerede har gjort det."