Drengene fra Espelunden

Det ligner ikke et sted, hvor der for 15 år siden skete noget aldeles ualmindeligt, for det er bare en gang københavnsk forstadsmiljø, som den slags nu ser ud. Blandet industri i lav bebyggelse med fokus på bil-reparationer, en sæsonslukket campingplads på den anden side af træerne og i baggrunden Irma-tårnet med fortidens kafferisteri, der for længst er forsvundet men har efterladt det høje hus med de karakteristiske bogstaver.

Men her er også Espelunden, Boldklubbens Avartas hjemmebane, der på en tidlig eftermiddag ligger øde hen i solen og suset fra den sydgående motorvej ovre på den anden side af volden. Højhusene på Brøndbyøstervej troner i baggrunden, mens klubben putter sig i nogle lukkede grå huse i bølgeformation foran kunststofbanerne. Det ser ikke ud af meget, men på disse plæner er der blevet scoret smukke mål, tabt store kampe, leveret præstationer der løftede sig mod himlen, og knust drømme så man kunne høre skårene falde til jorden.Det er nu ikke det, der er ualmindeligt, for den potentielle storhed på selv det laveste niveau lever heldigvis på alle baner rundt omkring i Danmark, hvor der bliver spillet fodbold. Det særlige ved Espelunden var tilbage i slutningen af halvfemserne, da der pludselig blev samlet et talentfuldt kuld drenge langt udover det sædvanlige for klubben i de nedre divisioner, og langt udover det sædvanlige for Rødovre som forstaden ligger presset mellem fodboldstorheder som Brøndby, Rosenhøj, Hvidovre og KB lidt længere inde mod byen.Som regel forsvandt de største talenter hurtigt, men der var noget særligt ved den årgang 84/85, der både vandt det uofficielle DM for lilleputter i 1996 og det uofficielle DM for drenge i 1998, begge gange efter finalesejre over AGF. Et par af drengene drev det endda videre, og derfor sidder vi nu her på en mandag i marts, Morten Bertolt, Martin Bergvold og Tipsbladet, og kigger ud på de baner, hvor Lyngbys centrale midtbane engang vandt det hele.”Det er jo 22 år siden, at jeg startede hernede, og det ligner fuldstændig sig selv. Det er lidt sjovt at tænke på. Jeg begyndte, da jeg var fem år gammel og spillede her så i 11 år. Og min far spillede også hernede, så man var her om eftermiddagen, om aftenen. Det var mange timer hver uge,” siger Morten Bertolt med et skævt grin, mens han kigger på den eneste forandring på anlægget, de indhegnede og aflåste kunststofbaner, der gør livet lidt lettere for nutidens unge end fortidens modbydelige grusbaner og den vintertræning, som de begge kan huske fra dengang i midten af halvfemserne, da drengene fra Avarta var bedst i Danmark.Men hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?”Jeg begyndte i sin tid i Rødovre Boldklub, men efter nogle år var vi en tre-fire stykker, der tog til Avarta. Det var jo en større klub end Rødovre, og hvis man kunne samle de bedste her, så var det meget naturligt, også fordi der var lidt bedre faciliteter. Så vi slog det hele sammen og gik ud og vandt DM i 96, året efter at vi kom til klubben. Og så vandt vi igen i 98 som drenge,” siger Martin Bergvold, hvis far John var assistenttræner for de talentfulde og lokale drenge.”Vi havde i forvejen en stærk 84-årgang i Avarta og lå lige fra starten og kæmpede indbyrdes med Rødovre om at vinde indendørsstævner og den slags, og da de så skiftede nogle spillere herned, fik vi pludselig et virkelig stærkt hold, samtidig med at vi gik fra syv-mands til 11-mands fodbold. Der var specielt tre gode spillere, der kom herned, inklusive Martin, der gjorde, at vi fik et rigtig solidt hold og vandt stort set alt, både indendørs og udendørs. Det var vel på en eller anden måde en stor succeshistorie,” siger Morten Bertolt.I dag spiller de sammen i Lyngby som den centrale midtbane, hvor Bertolt med fysik er defensiv stopklods, og Bergvold med sine vævre bevægelser og blik for spillet sætter angreb i gang, men sådan var det ikke dengang i Avarta. Tværtimod.”Første gang vi vandt DM, havde jeg en fri rolle som offensiv midt/hængende angriber og lavede mange af vores mål, ja det er ændret meget,” siger Bertolt med et grin til sin gamle og nuværende holdkammerat, der startede som sweeper og siden fyldte meget med sin fysik på midtbanen.”I 98 spillede vi så sammen på den centrale midtbane, men jeg var den mere offensive og Bergvold var den mere defensive. Det var fordi, jeg var så lille. Bergvold var jo meget tidligt udviklet og stor i forhold til alle andre, mens jeg var sent udviklet og meget lille, før jeg kom i puberteten. Det kunne man godt mærke som drengespiller. Der var jo nærmest en halv meters forskel i højden. Men jeg har taget revanche siden hen,” siger den snakkende Bertolt, der bedst husker den første titel i 1996, hvor han blev kåret til finaleturneringens bedste spiller, mens den mere stilfærdige Bergvold har finalen mod AGF i 1998 stående klarest.”Men jeg scorede også sejrsmålet i finalen. Et rigtigt drøn… Nej, det var et skud langt ude fra, som målmanden boksede i sidenettet, så det var nok mest et lille drop, men et mål er et mål,” siger Bergvold, mens makkeren griner.

Før fodbolden for alvor blev seriøs

Der er kun otte dages forskel mellem dem i alder, Bertolt er ældst, men selv om navnene minder meget om hinanden, så er det kun noget, der hører til i nyere tid, for dengang hed Bertolt mest Andersen til efternavn. Mellemnavnet kom først i brug omkring skiftet til senior, men til gengæld var der så fire Martin’er på det stærke Avarta-hold, så måske er det derfor, at Bergvold siden sit 11. år aldrig har heddet andet end “Berg” i fodboldsammenhænge, for man blev nødt til at bruge efternavnene for at skille de mange Martin’er fra hinanden.

Og så kunne man godt tro, at det fine sammenspil på Lyngbys midtbane bunder i de mange timer på Espelunden, men sådan ser de to det ikke lige.”Jeg kan faktisk ikke huske, om vi var gode til at spille sammen inde centralt, men nej, egentlig ikke. Det var hele holdet. Vi var stærkt besat på alle pladser, og så var det jo ikke så taktisk. Det var bare frem over stepperne, og så scorede vi flere mål end de andre,” siger Bergvold.”Der var ikke noget, der hed defensiv organisation. Vi spillede bare offensiv fodbold, og så er det vel sådan, at når gode spillere er sammen i de unge år, så kører det bare. Vi var to individualister på et rigtig, rigtig godt hold, og det var ikke engang noget, vi tænkte så meget over. Det var nærmest naturligt for os, for vi vandt bare alt, og det var hele holdet. Det var bestemt ikke kun os. Vi bar ikke holdet. Det var en rigtig stærkt årgang med en fantastisk vinderkultur,” siger Bertolt, før duoen lægger et uventet trofæ til festlighederne.”Vi spillede jo også håndbold sammen på de dage, hvor der ikke var fodbold. Vi vandt faktisk også DM i 97 for vores håndboldårgang, hvor vi var fire-fem stykker fra Avarta på holdet. Jeg var den lille fløj, og Martin var playmaker, og vi var bare i så god form, at vi kunne løbe dem ned. Og så havde vi også koordinationen og den slags. Det kom let til os,” siger Bertolt.”Vi tog nu ikke det håndbold særlig seriøst, og det varede kun et par år, indtil vi blev nødt til at vælge, og så valgte vi alle sammen fodbold,” siger Bergvold.”Men på den måde var vi stort set sammen hver dag, for når der ikke var fodbold, var der håndbold i stedet for. Så vi har tilbragt meget af barndommen sammen,” siger Bertolt om sin holdkammerat på den stærke årgang, der overvandt kæmper som Rosenhøj, der ellers havde folk som Daniel Agger, Michael Krohn-Dehli, Henrik Kildentoft og brødrene Richter at byde på og vandt DM for miniputter i 1994, før drengen fra Rødovre trådte i karakter.”Det var nogle gode år, selv om jeg kun nåede at være her fire-fem år. Vi vandt to titler og spillede en masse kampe. Men man tænkte ikke over, hvor gode vi var. Det var mere sjov og ballade,” siger Martin Bergvold.”Ja, selv om man selvfølgelig ville vinde. Det var i hver fald forfærdeligt, når vi nogle gange tabte. Så var vi helt ødelagte og gik amok. Men jeg tænkte ikke specielt over, at man var med til noget fantastisk. Det var bare hygge, der var ikke de store forventninger, andet end at man skulle ud og spille noget fodbold, og så vandt vi de fleste kampe. Det var en masse gode oplevelser, inden fodbolden for alvor blev seriøs,” supplerer Bertolt.

Bergvold i overhalingsbanen

Men hvorfor blev det Martin Bergvold og Morten Bertolt, der fik karrieren og de mange kampe i Superligaen ud af den talentfulde flok, der for eksempel også talte spillere som Olcay Senoglu (topscorer i Junior-DM for B 93, Superligadebut med Farum i 2002 og nu målmager i Fremad Amager), Michael E. Sørensen (U-landskampe og nu Elite 3000 i Helsingør) og Martin Voss (U-landskampe og siden førsteholdsspiller i Avarta).

“Det har jeg faktisk tænkt en del over, for selvfølgelig kan man være et stort talent, når man er mindre, men der sker meget i teenage-årene, både fysisk og udviklingsmæssigt. Da jeg var 16-17 år, røg jeg længere ned i hierarkiet, fordi jeg ikke udviklede mig så hurtigt. Men jeg tror, at det handler om hårdt arbejde.””I gymnasiet gjorde jeg for eksempel meget ud af at nå de ting, som de inde i KB sagde, jeg skulle arbejde med for at kunne bryde igennem som senior. Da man ligesom kunne fornemme, at man måske kunne leve af det, så ville man bare gøre alt. Jeg fik at vide, at jeg skulle tage 10 kilo på, jamen så gjorde jeg det med styrketræning i alle mine ferier og fulgte alle de programmer, de lagde, så jeg var klar til seniorfodbold. Det tog man til sig. Og så måtte man droppe en fest eller to. Så man ofrede noget, ja Martin ofrede sin uddannelse,” siger Bertolt.”Ja, jeg begyndte aldrig på gymnasiet, jeg tog 10. klasse og begyndte så på en tømrer-uddannelse, men der nåede jeg kun at være tre-fire måneder, før jeg fik en fuldtidskontrakt inde i FCK, da jeg blev 18,” siger Bergvold.For de to kom af sted til KB efter det første år som junior i Avarta. De blev begge udtaget til unionsholdet sammen med et par holdkammerater, vandt turneringen med SBU og så slog KB til efter individuelle samtaler. Bergvold og Bertolt kom ikke videre som en pakkeløsning, men de placerede sig hurtigt højt i KB-hierarkiet på et hold, der ikke var særlig stærkt, selv om William Kvist sad på et af de yderligere mandater på det tidspunkt. Så der blev ikke vundet flere titler, en bronze i ynglinge-DM var det største, men nu var fokus også et andet.”Det var jo lidt stort at skifte og pludselig kunne få lidt lommepenge for det. Vi var på sådan nogle ungdomskontrakter, der gav os 3000 om måneden, og så var det selvfølgelig også bedre forhold, mere professionelt. Men vi faldt hurtigt ind i det, og egentlig er det lidt vildt, at vi ikke vandt noget, for vi kom fra Avarta og havde vundet det hele, blev sat sammen med U-landsholdsspillere, men resultatmæssigt blev det aldrig prangende. Jeg tror, at man gik mere op i at forberede os til seniortiden. Vi spillede for eksempel 3-4-3 i stedet for noget mere sikkert, og Bergvold blev også rykket op som senior i sit sidste ynglingeår,” fortæller Bertolt om dengang midtbanespillerne fra Avarta pludselig blev delt efter syv år på samme hold.”Det var jo det, man selv håbede på, men jeg gik stadig i gymnasiet. Jeg kunne være rykket op året efter, men der manglede jeg stadig det sidste år på gymnasiet, så det prioriterede jeg at gøre færdigt. Men i og med at han opnåede det, som vi andre gerne ville, så gav det noget at arbejde frem imod. Og det var da fedt for ham, at han fik lov til at få chancen tidligt deroppe,” siger Bertolt.”Det var det, man stilede efter, så det var selvfølgelig fedt, men det var også svært at komme op. Man var jo stadig en lille knægt, der kom op til de store spillere. Det var en svær start. Det var lige efter, de havde vundet mesterskabet i 2001, og Backe kom til. Det var med Hjalte Nørregaard, Christian Traoré, Peter Nielsen, Thomas Røll, Peter Møller, Peter Christiansen, Bo Svensson og de gutter der,” siger Bergvold.

Når Backe talte

Men det gik flyvende for kantspilleren, der spillede 15 kampe i mesterskabssæsonen 03/04, mens Bertolt ikke flyttede sig lige så hurtigt.

“Det var jo en naturlig udvikling, at han blev rykket op, og så måtte man selv kæmpe videre. Men der var ingen jalousi, det følte jeg ikke. Vi var stadig venner, men selvfølgelig var man lidt misundelig, først på at han kom tidligt op og fik chancen, men også at man kunne se, at han havde stor tillid fra træneren. Han fik kampe fra start tidligere end mange af de andre unge spillere, men jeg følte så også, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før min tid kom. Og den kom tættere og tættere på.””Som ung spiller var der ligesom et fast forløb med Hans Backe, et modningsforløb man skulle igennem, hvor man kom fra bænken og skulle ind at snuse til det i en lang periode. Den periode var jeg lige ved at være igennem. Jeg fik chancen fra bænken, jeg fik en kamp fra start, men det nåede så aldrig at kulminere, for så stoppede han, og Ståle kom til,” husker Bertolt.Så mens Bergvold fik masser af muligheder under Hans Backe, var situationen noget anderledes for midtbanemanden Bertolt.”Jeg kan huske, at det var helt vildt stort, når Backe sagde noget til en. Der gik næsten et halvt år, før han sådan rigtigt sagde noget til mig, hvor han kom over og spurgte om en eller anden reserveholdskamp. Men ellers var man lidt en keglespiller til træning, man spillede højre back, midterforsvarer, fyldte ud et eller andet sted. Det var en læreproces, hvor man skulle agere træningsspiller og så skulle man bare prøve at udvikle sig bedst muligt. Der blev ikke lavet det store mandskabsbehandling, så man som ung spiller skulle rykke sig individuelt. Det var op til en selv, og kunne man komme lidt tættere på, kunne det godt være, at man kunne få et par fif med på vejen,” siger Bertolt.”Man lærte jo hurtigt det fysiske spil. Der var et helt andet tempo, og det kommer man hurtigere ind i, jo mere man træner med førsteholdet. Man bliver modnet hurtigere, når man spiller sammen med nogen på 30 år, dem kan man tage en hel masse med fra, specielt Peter Nielsen for mit vedkommende, som var god til at give videre af sine erfaringer. Han har nok været en af de spillere, der har haft mest indflydelse på mig,” siger Bergvold, mens Bertolt også husker det som en hård men givende tid.”Man lærte det jo lidt på den hårde måde dengang, for det var anderledes, end det er i dag. De ældre spillere kunne godt gå til en, hvis man lavede fejl eller ikke gjorde, som de mente, at man skulle gøre. Der var i hvert fald ikke noget med at svare igen. Peter Møller kunne godt høvle en til træning, hvis han var i dårligt humør, og PC [Peter Christiansen] kunne råbe mange ting, så man blev skolet i kæft, trit og retning, samtidig med at man skulle arbejde stenhårdt til træning hver eneste dag for bare at kunne være med, fordi man spillede mod de bedste spillere i Danmark. Man lærte at være træningsparat, og det har jeg taget med mig. Rent taktisk har jeg også lært meget. Jeg er blevet taktisk dygtig på grund af de ting, jeg har taget med fra Hans og Ståle. Hvordan man organiserer en midtbane, hvordan man får kæderne til at hænge sammen, og hvordan man bevarer overblikket i organisationen,” siger Morten Bertolt.

Genforenet i Lyngby

Han nåede 12 kampe for FC København, mens Bergvold i samme periode var oppe på 64, men de nåede dog at fejre et dansk mesterskab sammen i 2006, da de begge spillede i den afsluttende og ligegyldige kamp for fyldte tribuner i Parken mod Silkeborg, uden det var noget, der fik Avarta-relationen i sving, selv om det var en usædvanlig præstation for Rødovre-klubben at få to danske mestre på samme dag.

“Det havde nok været noget andet, hvis vi var røget ind til FCK som seniorspillere, men der var jo gået nogle år, siden vi skiftede,” siger Bergvold.”Ja, jeg kan huske, at der blev snakket meget om, at Dennis Flinta skiftede fra Avarta til Brøndby som senior, men i 2006 var det mere KB’erne, der snakkede om, at de havde fået nogle unge spillere op på holdet. Man ved selvfølgelig ikke, om de har snakket om det herude, men vi havde også været væk i mange år,” siger Bertolt.Og så blev duoen for alvor skilt. Mens Bergvold startede inde mod Manchester United i Champions League, var Bertolt sendt på lån i norske HamKam. Siden røg Bergvold til italienske Livorno, mens Bertolt tog en tur til Jylland og fik etableret sig i Superligaen hos først Viborg og siden SønderjyskE, men kontakten holdt de fast i gennem sms’er og møder, når Bergvold var hjemme fra Italien på ferie og røg en tur i byen med de gamle Avarta-drenge.Og logen, som de kalder gruppen med fire-fem andre holdkammerater fra den gode tid i Rødovre, har fået endnu bedre muligheder for at mødes en gang om måneden til lidt fodbold eller en gang røverhistorier, for Bergvold vendte tilbage til Danmark og FCK for halvandet år siden, og i dette forår er han endda igen blevet holdkammerat med Bertolt på midtbanen i Lyngby uden at Avarta-forbindelsen havde noget med det at gøre.”Nej, Lyngby spurgte, jeg ville gerne have mere spilletid, og FCK sagde ja, så det var egentlig ret smertefrit. Men jeg fik da sendt en sms til Morten aftenen før, hvor jeg skrev: Vi ses til træning i morgen,” fortæller Bergvold.”Så kørte jeg ud og hentede ham, men det var nu også på vejen, for vi havde nogle tests i Ballerup. Så stod han pludselig der og skulle med ud at spille. Det havde jeg ikke lige regnet med, men det var ikke noget, vi tænkte så meget over i forhold til vores fælles fortid. Det var bare sjovt, at vi nu skulle spille sammen igen,” siger Bertolt.Og det kan vel ikke overraske, at samarbejdet på midtbanen sad lige i skabet fra starten, men det skyldes altså ikke den fælles fortid i Avarta.”Nej, det var det, vi snakkede om tidligere, at alt det taktiske det tænker man slet ikke over som ungdomsspiller. Men der er mange, der har rost vores samarbejde og sagt, at det har været et vigtigt element i Lyngbys opblomstring. Vi snakker nu ikke så meget sammen på banen, det virker bare som om, at fordi vi begge to er rigtig godt skolet rent taktisk fra FCK, og vi hurtigt har fået en rollefordeling som den defensive og den offensive kraft, så er tingene kommet meget naturligt. Så på den måde er der måske en eller anden indbyrdes forståelse i at være pligtopfyldende i forhold til aftalerne,” vurderer Bertolt, mens Bergvold er gledet lige ind i sammenholdet i Lyngby-truppen på de baner, hvor de engang slog nuværende Lyngby-træner Niels Frederiksens B 93-drenge i en semifinale og siden AGF i en finale.For det kører igen efter et hårdt efterår, og selv om hullet ikke er blevet meget mindre trods seks point i fire kampe, så er der håb om at redde sig på bekostning af SønderjyskE.”Hele klubben er livet op igen og har fået energi efter et rigtigt surt efterår, og så er det faktisk også et helt nyt hold nu. Der er vel kun tre spillere tilbage fra efterårets startopstilling, Tauber, jeg selv og Emil Larsen, så på den måde har det også været nemmere for Martin at komme ind på holdet.”

Ingen frygt for mestrene

Der står de så nu, tilbage i samarbejdet i styrende roller på banen og med masser af lyst til og glæde over fodboldspillet. Og på søndag venter den helt store udfordring, når FC København kommer på besøg i Lyngby.

Bertolt forlod endeligt klubben i sommeren 2008, så det er et stykke tid siden, men for Bergvold er det kun uger siden, så det gør selvfølgelig oplevelsen ekstra speciel. Men hvad nu, hvis Lyngby vinder og FCK kommer til at mangle de tre point i kampen om mesterskabet og så ikke kvalificerer sig direkte til Champions League i næste sæson, hvor Bergvold efter planen skal tilbage til Jens Jessens Vej.”Så kan de jo bare lade ham spille for dem,” starter Bertolt, før Bergvold overtager:”Det ved jeg sgu ikke. Det er en kamp som alle andre. Man går altid ud for at vinde, og nu spiller jeg for Lyngby, så kan jeg ikke gå ud for at tabe, fordi FC skal bruge tre point. Selvfølgelig bliver det specielt at spille mod dem, og så vil jeg da håbe, at jeg kan gå ud og bevise, at de skulle have beholdt mig og ladet mig spille. Det bliver en sjov dag på søndag, men nu spiller jeg for Lyngby, og det er det, der tæller.” siger Bergvold, før Bertolt kommer til.”Første gang jeg spillede mod FCK med Viborg, da var vi fuldstændig euforiske, da vi kom foran 2-0, og så kan jeg huske, at Østergaard kom hen bagefter og sagde, at han syntes, at jeg ikke havde behøvet at juble så meget, når vi scorede. Jamen, jeg går altid på banen for at vinde fodboldkampe, og så er det lige meget hvor og hvornår og hvilket hold, jeg spiller for. Så på søndag vil man vinde, når man går på banen, og så er det i realiteten ligegyldigt, om det er mod ens arbejdsgiver.”.Og duoen med FCK-rødderne frygter ikke mødet med mestrene.”Tidligere var der et fantastisk flow i deres spil, og det kunne komme mange steder fra. Deres backer var jo nærmest som to ekstra midtbanespillere, det var et enormt arbejde at skulle spille imod dem. Men nu virker det lidt mere stereotypt, de spillere, der er der, har ikke den samme selvtillid eller det samme flow. Spillere som Bolanos, Vingaard, Claudemir. Derfor er de måske lidt mere menneskelige nu, og derfor ser jeg også en mulighed for, at vi kan drille dem.””Men det er klart, at de er storfavoritter. Det er et godt hold. Det skal man slet ikke undervurdere. De er stærke defensive, og de har da også nogle offensive kompetencer ud over det sædvanlige, men jeg synes også, at der er muligheder for os, specielt hvis vi kan få tæmmet N’Doye, for han er helt klart deres farligste våben,” siger Bertolt uden at møde protester fra holdkammeraten.”Nu har jeg ikke set FC så meget, men det fungerer det ikke optimalt, som man også kan se i de første fire kampe. De siger jo også selv, at det ikke kører optimalt, og de mangler et flow. De har måske ikke fundet den helt rigtige midtbanekonstellation endnu, og CV har byttet lidt ind og ud. Claudemir har slet ikke holdt niveauet fra Ståle-tiden, hvor han også havde William [Kvist] ved sin side. Der mangler måske en styrmand ved siden af, og så kan han løbe lidt rundt. Det har de ikke helt fundet endnu,” mener Bergvold, der ikke tænker på en mulig plads på FCK-holdet næste sæson, selv om det er begyndt godt i Lyngby.Fokus er på de 11 kampe, der er tilbage af denne sæson “og så må vi tage den til sommer,” som han siger, efter vi har været en tur rundt på anlægget og kigget ind i klubhuset, hvor Bertolt og Bergvold hurtigt finder de pokaler, de vandt.

En drøm om flere kampe i den grønne trøje

Deres foto hænger også på væggen blandt en lille udvalgt flok af unionsudtagne Avarta-spillere som Michael Schäfer og Jørn Juul Jensen ved siden af de spillere, der har nået 100 kampe for førsteholdet, en liste der har både Morten Bertolts far og onkel højt placeret som nummer seks og nummer to.

Så det er ikke svært at forestille sig de to gutter i slutningen af firserne med pommes fritter og sodavand ude under den overdækkede terrasse, ved de høje borde under de små lamper med påklistrede blomster og fodbolde. Et helt drengeliv i en boldklub på Vestegnen, som de ikke helt har sluppet, selv om de har levet som fuldtidsproffer det meste af et årti efter sejrene på Espelunden. Bertolt kommer jævnligt forbi for at se familie og venner i kamp, mens Bergvold bor i nabolaget og var nede at se Avarta mod Herlev i efterårets 2. division. Og de lokale kan godt huske dem.”Ja, der er mange, der hilser, men det er ikke sådan, at de små unger kommer og siger hold da kæft…,” siger Bertolt”Nej, de var ikke engang født, dengang vi var store,” supplerer Bergvold.”Selvfølgelig er der mange ledere og trænere, der er de samme, og som gerne lige vil sludre lidt fodbold, men ellers er det stille og roligt. Folk er meget nede på jorden herude,” fortsætter Bertolt.”Sådan har det altid været, og sådan vil det også fortsætte,” mener Bergvold.”Men fordi vi vandt så meget, som vi gjorde, og der blev udklækket nogen spillere, der siden drev det til noget i højere grad, end der har været før og siden hen, så har 84-årgangen nok været lidt berømt. I hvert fald hernede,” siger den en gang så klejne angriber Bertolt.Men hvad med fremtiden. Kommer de igen til at trække Avartas grønne trøje over hovedet?”Man skal jo aldrig sige aldrig, og tidligere har jeg da tænkt, at jeg helt sikkert gerne ville prøve at spille på Avartas førstehold, inden jeg stopper. Det har jeg jo aldrig gjort. Men det ligger ikke lige i den nærmeste fremtid i forhold til mine planer for karrieren. Man kigger jo også kun et par år frem, men vi må se, hvor de ligger, og hvad jeg har muligheder, når den tid kommer. Jeg ville da gerne give noget tilbage på et tidspunkt, og jeg kommer også stadig meget i Rødovre, hele min familie bor jo herude, mine forældre, min søster og mine bedsteforældre,” siger Bertolt, og Bergvold er enig. “Det kan jeg sagtens forestille mig. Når karrieren engang er forbi, så kunne man spille noget oldboys med de gamle drenge herude. Det ville være stort.”Og det ville også slutte en ring, der begyndte engang midt i halvfemserne, da drengene fra Espelunden var de bedste i Danmark.