Årtiers rivalisering vendt på hovedet
Vordingborgvej 112 C
HB Køges sportschef Per Rud var meget specifik i telefonen, for der er ikke længere plads til overbygningens administration i lokalerne på det gamle stadion, så vi følger løbende numrene på de små landsbyhuse, der putter sig op ad den forblæste landevej, før vi rammer nummer 112 på hjørnet af vejen ned til hjemmebanen. Nok er man flyttet, men så langt er det heller ikke, og boligstilen passer ganske godt til en ny klub, der prøver at finde sin identitet som overbygning på henholdsvis Herfølge og Køge Boldklub.Den unge og fremstormende landsbyklub er symbolsk repræsenteret ved det store skilt med PN Reklame, der hænger over udstillingsvinduerne og fortæller om noget lokalt og udadvendt, der var engang, mens traditionsrige Køge Boldklub, grundfjeldet og den første danske mester uden for Københavnsområdet, kan aflæses i de figurer som en lokal stenhugger udstiller bag indhegningen på hjørnet.Det er noget af en rodebutik, men det hele bliver bundet sammen af det nye skilt i sort og blåt med ordene HB Køge over døren.Indenfor i varmen er der også lidt kaotisk. Fem mand og en enkelt dame arbejder i en familiær stemning med hjemlige fotografier på opslagstavlen, kaffe på kanden og bunker af merchandise, der er stablet op nede ved indgangen. Per Rud skænker op i plastickrus og viser os ind i mødelokalet med svanemaleri på væggen og holdplakater på bordet, før han sætter sig med armene over kors. Men der bliver de ikke.Han er simpelt hen for begejstret over de første måneder som HB Køge-mand, selv om oprykkerne ligger skidt til i bunden og har hele 11 point op til redning."Vi har vidst fra starten, at modellen for os i det sportslige er noget med op-ned-op. Kunne vi redde os, ville det være fantastisk og en endnu større sensation end at rykke op sidste år. Det afgørende for os har været at komme i SAS Ligaen og finde ud af, om vores spillere er dygtige nok og at holde på de spillere, så vi ikke skal starte forfra i den næstbedste række, men i stedet kan satse på hurtigt at vende tilbage til SAS Ligaen," lyder det fra sportschefen, der ikke har tænkt sig at rutte med millionerne i januar. Han vil hellere bruge pengene på klubbens fremtid og på det store integrationsarbejde, der naturligvis ligger, når to ærkerivaler bliver slået sammen til et fælles hele.Som Kolding-mand har han oplevet, hvor svært det var for Kolding Boldklub og Kolding IF at finde et fælles fodslag, og med bopæl i Nykøbing Falster har han det også inde på sit hjemmeliv, hvor der ikke er meget Alliance over forbrødringen mellem årstalsklubberne B 1901 og B 1921. Han kender fælderne, og selv om førsteholdet er det samme som det, der skaffede Herfølge oprykning, træneren fortsat er Auri Skarbalius, stadion er det samme og sportschefen også er det, så ser han Køge over det hele i overbygningen."I min synlighed er Køge overalt, men det tager tid at få de loyale støtter omvendt. Det er ligesom en skilsmisse eller ulykkelig kærlighed. Man kan slet ikke forestille sig en dag, hvor man som gammel Køge-tilhænger skal sætte sine ben på Herfølge Stadion. Det var også derfor, det var enormt vigtigt, at det ikke skulle hedde Herfølge Stadion. Det skal selvfølgelig have et nyt navn. Min mailadresse skulle også ændres, selv om det gav en masse problemer med serveren.""Vi har været nødt til at fjerne alt det gamle. Her på væggene har der været billeder og medaljer, men vi har fjernet dem. Vi har sagt: "Nu er det dag 1." Nu har Thomas Guldborg Christensen ikke spillet 200 kampe for Herfølge, men 13 for HB Køge. Det samme gælder Søren og Morten Nielsen, der kommer ude fra Køge. Der skal ikke stå "de to tidligere Køge-spillere." Glem det, vi skal skabe vores egen historie. Det har vi brugt mange ressourcer på," siger Per Rud med ejerskabsfølelse som nøgleord i talestrømmen, mens et kig på den nye klubs hjemmeside bekræfter tanken.Man har således allerede et afsnit med tidligere spillere (brasilianske Ismael Miranda, der forlod overbygningen fire uger efter starten af samarbejdet og svenske Magnus Tappert, der stoppede 1. september, begge uden kampe for klubben) mens der i legende-sektionen er en ligelig fordeling mellem de største Køge- og Herfølge-spillere gennem tiden. Og det går igen i det praktiske arbejde."I alle de sammenhænge, der er, og det gælder sportsudvalg, netværk, bestyrelse, der skal være repræsentation af begge klubber. Vores tre fælles hold under SAS Ligaen har også trænerteams, der er sammensat af en tidligere Køge-træner og en tidligere Herfølge-træner. Og inde på stadion har vi spraymalet alle sæderne på langsiden, så de står i HB Køge-farver. Endetribunen har stadig gule og blå sæder, men det er kun fordi, vi ikke kunne male dem. Tværtimod ville de koste 300-400.000 kroner at skifte dem, og det ville vi ikke bruge lige nu," fortæller Per Rud, der heller ikke vil bruge en masse penge på fodboldrejsende, der skal arbejde et halvt år for at skaffe point til klubben. Han vil heller satse på ungdommen, for ungdommen er fremtiden for HB Køge, både på og uden for banen."I bussen til Odense i går var der lige så mange fra Køges gamle fanklub som fra Herfølges, og for mig er det en stor succes, at de rejser i fælles flok og har slået fanklubberne sammen. Begge parter har mistet nogle fanatikere, så de er ikke flere, men de er sammen. Men fan-scenen er nærmest ikke-eksisterende hernede. Det er barskt at sige, men det skal startes op helt fra bunden af de unge, der får oplevelser og møder vores spillere, når de kommer ud og skriver autografer. Og det går fremad. Det kan jeg se på trøjesalget. Vi havde stort set ikke solgt en trøje, siden Allan Nielsen stoppede, men nu banker det bare derudad," siger sportschefen om den flotte Puma-trøje i to af moderklubbernes grundfarver sort og blå.Talestrømmen er ved at ebbe ud på en hårdt arbejdende mand, der for første gang i mange år har fået mere tid til at tænke kreativt end til at slukke ildebrande. Og det vil han meget gerne, for trods seks år i Herfølge Boldklub er han en af de første gennemførte HB Køge-folk."Jeg er personligt ligeglad med, om vi spiller her eller der, og i hvilke farver. Jeg har ikke kulturen med mig fra barnsben, men jeg hører, hvad de siger, og jeg forstår det godt, for jeg står stadig med tårer i øjnene, når jeg er på Anfield, og de synger "You'll Never Walk Alone." Jeg ved godt, hvad følelser er, men jeg er ikke tunet ind på samme måde. Da vi spillede kamp nummer to som HB Køge i Parken, stod der Køge i kampprogrammet, men det opdagede jeg ikke, før jeg kunne høre snakken i omklædningsrummet. Men for mig betyder det ikke noget. De kunne kalde os for FC Tomat for min skyld," siger HB Køge-manden, der er besat af ideen om overbygning og talentarbejde og drømmen om fremskridt, men også har tålmodigheden til at lade det ske i et stilfærdigt tempo. Også hvad angår kontakterne til de gamle Køge-folk, der satte penge i De Sort/Hvide nogle kilometer tættere på København.
Skide være med de ligger i bunden
I en tid hvor de fleste danske klubber bløder og har problemer med at finde den nødvendige opbakning i erhvervslivet, er HB Køge trods tålmodigheden alligevel en sponsormæssig succes. Overbygningen har øget sponsortilslutningen med 45 procent, og det er lykkedes at sikre et rygstød fra det lokale erhvervsnetværk.
Et af de mest vægtige argumenter for en overbygning var, at man dermed kunne samle støtten til de klubber ét sted, ligesom der var flere virksomheder, der bekendtgjorde, at man ikke ville støtte nogen af klubberne, før de fandt sammen. En af dem var Skipperkroen på Køge Havn."Jeg ville have, de skulle finde et fælles fodslag og at alle skulle trække i samme retning. Det gør de nu. Vi tror på HB Køge, selv om de ligger i bunden, skide være med det. Vi regner med, at der sker noget positivt. De har vist resultater, så derfor støtter vi dem," siger indehaver Claus Philipsen.Per Rud understreger ligeledes, at resultaterne ikke er det vigtigste for klubbens sponsorer. HB Køge har fra starten meldt ud, at man ikke ville satse alt på overlevelse, og det er blevet taget godt imod. Den type sponsorer, som foreløbigt er en del af klubben, er ikke blevet involveret, fordi de absolut skal bruge masser af tv-tid, og derfor vil de ikke løbe skrigende væk, hvis det i næste sæson hedder 1. division. Klubbens strategi om en klimavenlig profil løfter også, og er en af årsagerne til, at klubbens første hoved- og stadionsponsor, energiproducenten SEAS-NVE, er kommet om bord.Og selv om Per Rud taler om tålmodighed overfor de gamle Køge-sponsorer, så er flere af dem også kommet med. Tipsbladet har været i kontakt med en række firmaer, der tidligere var involveret i Køge Boldklub, og de fleste er også med i HB Køge. En af dem er Spar Nord Køge, hvor direktør Jesper Køster og erhvervschef Torben Nielsen har spillet henholdsvis 142 og 220 førsteholdskampe for Køge Boldklub."Vi er med, fordi vi er en lokal forankret bank. Vi synes, det er supervigtigt, at der er et godt fodboldhold i området. Det er ikke engang noget, vi har overvejet, det er helt naturligt for os at være med i HB Køge," siger Jesper Køster.Også han er i første omgang ikke så interesseret i holdets resultater."Vi synes, at det fungerer godt. Klub og kommune er kommet langt på kort tid, og der er nogle gode ildsjæle. Med det budget, de har, vidste vi godt, at de kommer til at kæmpe om de tyndeste pladser. Vi har skrevet en tre-årig kontrakt, og vi ved, at man er i bedre form om tre år," siger Jesper Køster.
Med Jon Tomasson på væggen
Mange af de nye HB Køge-sponsorer er dog stadig at finde i skilteform på hjørnet af ringvejen og Stensbjergvej, hvor det gamle Køge Stadion ligger uantastet hen. Vi er kørt godt syv kilometer stik nord fra landsbyen, der efterhånden er bygget sammen med købstaden og står nu foran et anlæg, der byder uventet velkommen med et skilt fra Spar Nord og åbne porte ind til den bane, hvor folket samledes i årtier, blandt andet i 1975, da den sjællandske provins virkelig viste klassen og Køge vandt mesterskabet foran Holbæk.
Oppe på måltavlen med Vi og De står det gamle Køge-logo stadig, og på den eneste tribune er der fortsat sort-hvide plastic-sæder ovenpå de gamle lægter fra Idrætsparken i København.Her dufter svagt af fodbold, men lugten er ikke påtrængende, og det er da også mere end seks år siden, at der sidst blev spillet SAS Liga-fodbold her på stedet dengang Henrik Jensen var træner og oprykkerne øjeblikketligt mistede deres største navn i stortalentet Martin Retov til Brøndby og i stedet måtte lukrere på den bombende brolægger Tommy Olsens målnæse. Nu spiller førsteholdet i serie 3 og har nærmest oldboys-præg.Et kig ind i det nu kommunalt ejede klubhus [tankestreg] kommunen købte det for to millioner kroner, som siden gik ind som aktiekapital i HB Køge-konstruktionen [tankestreg] viser et skilt på hæderspladsen med Velkommen til Køge Boldklub og et billede af Køge i Henrik Larsen-tiden, men der er også et par store bannere med HB Køge og Fabinho i udebanedragt.En gammel mand med hullet hue og høreapparat kommer langsomt gående og spørger nysgerrigt til, hvad vi laver der, og da først HB Køge bliver nævnt, begynder han straks at snakke om det knebne nederlag i Odense, før han åbner døren og leder os ind på et lille kontor, hvor Køge-legenden og Danmarksmester anno 1975 Peter Poulsen sidder og arbejder med en skrattende radio som baggrundsstøj og ungdomsbilleder på væggen til inspiration.Han er forretningsfører og daglig leder i Køge Boldklub og har rigeligt at lave på sådan en tirsdag, hvor telefonen ringer med banespørgsmål, lys på tennisanlægget og den slags, men han har også tid til at give sit bud på overbygningens første måneder."Da først beslutningen om at arbejde med overbygningen blev taget er det faktisk gået nemt. Jeg kan da godt finde nogle utilfredse stemmer, men de fleste har accepteret, at det er fremtiden og har taget den til sig. Vi har lige haft vores sædvanlige kaffeklub her i formiddags, hvor der kommer 10-15 gamle drenge og vender løst og fast, blandt andet "Messer" som I mødte ude foran, og de er med i arbejdet. De er oprydningshold efter SAS Liga-kampene, og de var med til at sprøjtemale sæderne ude i Herfølge. I dag sad vi og snakkede om nederlaget til OB i går," fortæller Peter Poulsen, der også selv var med bussen til Odense.Men ellers arbejder han med de unge, der skal være en del af fødekæden for overbygningsholdet. Og U/19-holdet har base på Køge Stadion af praktiske årsager, for det ligger tættere på uddannelsesinsitutionerne, så man har indrettet et lille rum med tv, Playstation og plads til at lave lektier før en af de fem ugentlige træninger. Og dem der ikke har talentet eller tiden spiller så i ungdommens 3. divisioner for enten Køge eller Herfølge alt efter medlemsskab."Vi satser på at skabe spillere til HB Køge, og der tegner sig en god fødekæde. Vi i HB Køge vil gerne være kendt for at vi bruger egne spillere. Det kan godt koste lidt, men på den lange bane er det det rigtige, også af økonomiske hensyn. Vi vil gerne huskes for, at HB Køge er en klub, hvor de unge får chancen. Og drengene synes, det er spændende med et førstehold i SAS Ligaen og da alle medlemmer har gratis adgang til HB Køges kampe er der også mange af dem, der tager ud og ser kampene i Herfølge" siger forretningsføreren, som han sidder omgivet af ungdomsholdsbilleder fra det helt aktuelle årgang 96, som han selv har trænet, til et gammel billede af Sjællandsmesteren anno 1986, hvor drengen i midten ser bekendt ud.Og et kig på de lettere udløbne, tuschskrevne navne afslører da også, at der er tale om Jon Tomasson, der siden tog mellemnavnet Dahl med, mens man også bemærker Jesper Jakobsen ude på kanten, Køge-knægt som ungdomsspiller og dansk mester med Herfølge i 2000.For historisk er der også mange fælles bånd mellem klubberne, så da man holdt Old Stars fest onsdag aften og 110 gamle divisionsspillere for Køge var på plads til spisning og snak, var der også spillere med, der også havde spillet divisionsbold i Herfølge. Og Per Rud kom selvfølgelig forbi og holdt et oplæg om de første måneder med HB Køge.De nye bånd mellem klubberne giver også nogle fordele. Man står stærkere som samlet stemme overfor kommunen, og man arbejder sammen om masser af projekter. For eksempel er der planlagt en fælles træner- og netværkstur ned til Groningen, hvor den gamle Herfølge-dreng Nicklas Pedersen nu spiller, mens vinteren kan sende SAS Liga-holdet til træning i Køge, for her har man kunststofbanen."Man er da sort/hvid, men jeg er også HB Køge-mand. Udviklingen kan ikke stoppes, og det gælder også de gamle faciliteter her. Omklædningsrummene har ikke forandret sig, siden jeg startede i 1960, jo de er blevet lidt mindre på grund af ny maling på væggene, og der er vist også kommet en knagerække op, men alt det forsvinder jo," siger Peter Poulsen og kigger lidt melankolsk ud af vinduet.For planen er, at det gamle Køge Stadion skal fjernes og give plads til en helt ny hjemmebane til overbygningen med plads til 10.000 tilskuere og plads til det vigtige erhvervslivet netværksarbejde.
Stopklodser i stadionplanerne
Da Tipsbladet første gang skrev om overbygnings- og stadionplanerne tilbage i februar, var der et lille håb om, at lokalplanen om et nyt stadion fra 2007 hurtigt kunne effektueres, så man allerede i løbet af et par år kunne spille fodbold på den nye hjemmebane, men helt så hurtigt er det ikke gået. Det viste sig nemlig, at der var tilføjet 1300 kvadratmeter dagligvarebutik til det oprindelige forslag, der var sendt i høring, og det fik en borgergruppe fra lokalområdet til at klage til og få medhold i Naturklagenævnet.
Så lokalplanen skal pudses af, og samtidig er der opstået problemer omkring den nye endetribune ude i Herfølge, der er ejet af en investorgruppe. En del af overbygningsplanen har nemlig været, at de investorer skulle købes ud, men selv om kun to medlemmer af det daværende byråd var imod at give den socialdemokratiske borgmester Marie Stærke mandat til af hensyn til byudviklingen i området at indlede købsforhandlinger med udgangspunkt i en pris på 12,3 millioner kroner, så er det projekt foreløbig gået i stå, da den lokale jurist Flemming Trap Højer for et par måneder siden bad Tilsynet under Statsforvaltningen Sjælland om at kigge nærmere på sagen.Imens har der været kommunalvalg, der dog ikke ændrede afgørende på sammensætningen i Køge Byråd. 30-årige Marie Stærke er stadig borgmester med et flertal hentet hos SF og Dansk Folkeparti, og HB Køge er også godt repræsenteret med bestyrelsesmedlem Carl Christensen som nyvalgt medlem for Socialdemokraterne og formanden for Netværkets bestyrelse Palle Svendsen valgt ind for Venstre.Forbrødringen mellem socialdemokratisk forankrede Køge Boldklub og de mere liberale folk ude i Herfølge Boldklub findes også i byrådet, hvor der har været stor opbakning til både overbygningen og stadionplanerne, som kun Demokratilistens Finn Buch Pedersen stemte imod i sin tid. Og han er stadig imod."Jeg synes, et nyt stadion ville ligge ad helvede til, som det er planlagt. Infrastrukturen er simpelt hen ikke til det. Man kan jo ikke flyve tilskuerne ind med helikopter, og hvis man skulle bruge det til koncerter og den slags, så ville det heller ikke gå overhovedet. Kan du forestille sig husejerne i baghaven, når U2 spiller op en lørdag aften! Så ville jeg hellere have et superstadion med plads til begejstring, og der har vi jo allerede et godt udgangspunkt med Herfølge Stadion, der ligger perfekt i forhold til motorvej og jernbane.""Stadiongrunden i Køge er til gengæld attraktiv i andre sammenhænge, så hvorfor ikke sælge den og så lave en lokalplan, der giver råd til et ordentligt stadion i Herfølge, hvor man allerede er langt. Der skal laves bedre lys, og der skal varme i gulvtæppet, men man har allerede to tribuner, så det ville ikke koste så meget at opgradere i stedet for at lappe på noget, der bliver en dårlig løsning. Men det må bero på gamle mænds historiske følelser," siger Finn Buch Pedersen, der heller ikke tror på, at der kan findes penge til en kommunal investering i det gamle Køge Stadion."Der er ikke en krone at hente i budgettet," siger han.
Man går ikke i Netto, når man er på stadion
Men Demokratilisten er eneste politiske modstander af projektet. På rådhuset er Slaget om Køge Bugt tværtimod noget, man kan se på et historisk maleri på borgmestergangen og inde på Marie Stærkes hjørnekontor med udsigt over det gamle torv, der kunne have været en Korsbæk-kulisse, og juletræet er der kun optimisme at spore omkring HB Køge og stadionplanerne.
"Det betyder rigtigt meget, at byrådet vil det her og er enige om det. Det der også historisk set har betydet noget for, at overbygningen ikke er blevet til noget før nu, er, at der har været forskellige interesser i byrådet om, hvilket hold, der skulle fremmes. Nu er det fælles pejlemærke et fælles stadion på det, der nu hedder Køge Stadion," siger landets yngste borgmester, der ganske overraskende godt kender Tipsbladet, for det er det hendes mand læser hver fredag.Men han har fået selskab på stadion nu, for med overbygningen behøver borgmesteren ikke bekymrer sig om de politiske signaler ved at se enten Køge eller Herfølge, så nu ser hun HB Køge, når hun kan. Og stadion er et oplagt næste skridt."Det handler om at skabe rammerne og så finde private investorer. Vi tænker i offentligt/privat samarbejde. De stadions, vi har besøgt, Viborg, Randers og Vejle, har alle være stadions, hvor kommunen har betalt omkring 50 millioner kroner, og så er resten kommet fra eksterne investorer. Der skal laves en forretningsmodel, der sikrer at kommunen er inde over. Der skal kunne blive spillet fodbold hele tiden, og det skal ikke være kapitalisterne, der er inde over, så der lige pludselig ikke er plads til fodbold.""Samtidig skal vi også sikre, at der bliver bygget et ordentligt stadion med plads til eksempelvis erhvervsbyggeri, detailhandel, boliger. Det vi kan bidrage med er nogle penge og at skabe de rigtige rammer," siger borgmesteren, der ikke som flertallet har været tilhænger af et stadion med dagligvareforretninger. Man går ikke i Netto, når man er på stadion, som hun siger. Og en ekstra forretning annullerede altså også den første lokalplan"Det udnytter vi til at tænke det ordentligt igennem. Hvis man først lægger en butik, er man næsten sikker på, at kunne leje lokalerne ud, man er faktisk 100 procent. Det er så relevant med dagligvarebutikker i dag, at man næsten er sikker på at tjene penge på det, og derfor er det vigtigt for investorerne."Men hvorfor skal kommunen købe en tribune i Herfølge?"Det skal vi, fordi det er en del af vores byudviklingsprojekt. Vi har planer om meget byudvikling ude i Herfølge i det område, og der er det hensigtsmæssigt, at man ejer det, der er på jorden. Derudover vurderer jeg, vi har brug for tribunerne. Vi mangler steder til genoptræning, vi mangler ungdomsboliger til elitesportsudøvere. Vores svømmeklub er naboer til stadion, og der kunne det være relevant at have nogle ungdomsboliger i nærheden. Klubhuset er det samme. Det er bare nemmere at eje bygningerne, når man har byudviklingsplaner," siger borgmesteren, der i valgkampen også oplevede spørgsmål om, hvorfor der skal bygges stadion, når økonomien er dårlig."For det første har vi ikke en dårlig økonomi, for det andet skal vi være bedre til at kommunikere, at det er et projekt sammen med private. Vi bygger ikke et stadion til 300 millioner kroner med kommunale midler alene," slår hun fast. Og stadionplanerne kører videre."Da vi præsenterede det nye hold i sommer, sagde jeg, at vi ville begynde stadionbyggeriet inden for to år, og det håber jeg stadig på. Vi går i gang med den nye lokalplan nu, og den skal gerne være færdig til august. Vi arbejder på at finde relevante investorer, og der er allerede nogen, der banker på, og siger, de gerne vil være med. Det er derfor, jeg tillader mig at være ambitiøs. Og når vi når 2013-2014 håber jeg, at stadion er klar til, at HB Køge kan spille der. Og helst 2013."