Video : Tipsbladet
Spil

Wimbledon - dag 5

Gambleren vakler blødende i ringen til endnu en runde Wimbledon, efter at onsdagen udviklede sig til et decideret blodbad

Jeg har saftknusemig ikke det, der ligner medvind i denne turnering! Hvis jeg satser på, at outsideren bare skal vinde et sæt, vinder hun kampen. Hvis jeg satser på, at han skal vinde kampen, vinder han bare et sæt. Satser jeg på, at Isner spiller tie break i første sæt, som han har gjort i 1000 kampe i træk, spiller han tie break i andet sæt. James Ward har i 22 Grand Slam-turneringer aldrig været længere end anden runde og det endda kun én gang. Nu er han da i tredje. Paire har i seks kampe mod Agut kun præsteret at vinde ét sæt. Torsdag vinder han da to. Sådan kunne det blive ved, og hvad skal man gøre ved det? Sidde med hænderne i skøddet? Ja, så kommer man i hvert fald ikke galt af sted, men jeg er ganske overbevist om, at den dag jeg så undlader at foreslå alle de tanker og overvejelser, der ligger bag en række kampe, skal de nok blæse ind som perler på en snor, så decideret indebrændt fortsættes forslagene på Wimbledon-turneringen, for så længe argumenterne holder vand, vender det vel i et eller andet årti!

Fredag 13.15
Marcos Baghdatis - David Goffin over 3,5 sæt, 82 units
Odds 1,56 Unibet

Min første tanke var, at spille Baghdatis til at vinde mindst ét sæt, da disse to har mødt hinanden tre gange tidligere, heraf to gange i 2015, og Baghdatis har vundet alle tre. Goffin har dog set sikker ud i sine to første kampe, og Baghdatis kommer fra en fem-sætter i onsdags mod en spiller af en anden kaliber end belgieren, hvorfor jeg ikke tør gå planken ud på cyprioten. At spille ham til at vinde et sæt giver dog ikke nær så meget som ovennævnte odds, og jeg tvivler på, at nogen af parterne napper kampen i tre glatte sæt, hvorfor dette udfald prøves af. 

Fredag 14.45
Leonardo Mayer - Kevin Anderson, Mayer sæt, 94 units
Odds 1,36 Ladbrokes

Anderson har trods alt kun én gang i karrieren præsteret mere end tredje runde i Wimbledon, og det er det samme som Mayer, så jeg tvivler på, at Anderson slipper så let omkring denne kamp, som oddsene kunne indikere. Det var sidste år, at Mayer var i fjerde runde, og han har endnu ikke afgivet sæt i år.

Fredag 15.45
Coco Vandeweghe - Sam Stosur 1, 71 units
Odds 1,80 Unibet

Stosur har været med her hvert eneste år siden 2003. Hun har aldrig været længere end tredje runde. Vandeweghe er en glimrende græsspiller, hendes eneste WTA-titel kom på dette underlag sidste år, og så har hun vundet de to seneste møder med Stosur. Senest ved Australian Open i år i to sæt. Vandeweghe vandt over 11. seedede Pliskova i anden runde, og bør således ikke mangle selvtillid.

Alle spil fundet hos Unibet

Fredag 18.00
Marin Cilic - John Isner 1, 72 units
Odds 1,77 Unibet

De har mødt hinanden fire gange tidligere, og Cilic vandt alle fire opgør. Isner har aldrig været længere end tredje runde i Wimbledon, mens Cilic i sidste sæson var i kvartfinalen, hvor han havde Djokovic, den senere vinder, helt ude i fem sæt, så hans evner på græs fejler ingenting, og som resultaterne lader ane, fejler hans evner overfor Isner heller ingenting.