SPIL: Mediefolk i tips-dyst
Foto: Polfoto
Spil

SPIL: Mediefolk i tips-dyst

Varm luft fra Aarhus, skandaløse priser fra oddssætterne, kontroversiel udelukkelse; handskerne er taget af før første runde i Unibets Medieliga

BT's oddset-baron, Steffen Dam, er Unibets favorit til at vinde den Medieliga, som starter op i denne midtuge, stærkt forfulgt af Tipsbladets egen Jacob Hansen, men som de to herrer så ofte selv forsøger at vurdere sig frem til i læsernes interesse, kan man diskutere, om der er værdi i de forhåndenværende odds på d'Herrer.

Hos Aarhus Stiftstidende sidder Jan Scouby i hvert fald og er stærkt forbløffet over at være kåret til største outsider, "når man nu vandt den første turnering i ren opvisningsstil", som han udtrykker det, inden han sætter trumf på;

- Man skal naturligvis ikke klage over gode odds, og jeg spiller gerne 1000 kroner på mig selv.

Leif Rasmussen fra Fyens er på linje med kollegaen fra Smilets By og kalder det et "knæfald for hovedstadens folk", mens Ekstra Bladets Michael Quereshi omvendt finder det fornuftigt, at oddssætterne kan "se igennem fingre med varm luft".

Turneringen er allerede inden kampstart omgærdet af en del kontrovers, eftersom Jydske Vestkystens Jacob Ravn som en anden personificering af Marokko er blevet udelukket fra deltagelse, og det forlyder på rygtebasis, at han pønser på at føre sagen for sportsdomstolen CAS.

Mens vi venter på reaktionen fra "Ravnen", kan vi kaste et blik på lodtrækningen, til hvilken Jacob Hansen med aldrig svigtende optimisme i en udtalelse til sig selv siger;

- Jeg vinder dén turnering!

1.runde i gruppespillet, med kampe fra 24-26.februar, ser således ud:

Gruppe A

·         Anders Kamper – Søren-Mikael Hansen

·         Jacob Hansen – Claus Jensen

Gruppe B

·         Jesper Simo – Zak Egholm

·         Tina Müller – Benjamin Munk Lund

Gruppe C

·         Jan Schouby – Steffen Dam

·         Per Marxen – Michael Qureshi

Gruppe D

·         Andreas Kraul – Team Spilxperten

·         Leif Rasmussen – Mikkel Bischoff

Reglerne for gruppespillet er enkle: 

·  Til hver runde (tirsdag-torsdag tæller for én runde) skal hver af jer komme med et eller to bud på ugens europæiske kampe i Champions League og Europa League.

·  Der må kun spilles på ét udfald fra den samme kamp (undtaget herfra, er knockoutkampene hvor der kun er én kamp). Deltageren har 500 fiktive kr. at spille for og må fordele dem, som vedkommende har lyst. Dog skal der minimum spilles 100 kr. pr. væddemål, og alle penge skal satses.

·  Der må spilles på odds, som er tilgængelige på unibet.dk.

·  Der må frit vælges mellem CL- & EL-kampe fra tirsdag-torsdag.

·  Der må ikke spilles på udfald under odds 1,10.

·  Den deltager, som vinder flere kr. end sin direkte modstander, indkasserer tre point. Ved pointlighed gives der et point til hver, mens nederlag giver nul point.

·  Hvis to eller flere deltagere har samme antal point i gruppespillet, går den deltager videre der: 1) Har den bedste balance efter 6 runder, 2) Størst samlet indtjening 3) Lodtrækning.

·  Ud over æren og håneretten, er der også præmier til de to deltagere, der ender i finalen d. 6.juni.