FC Nordsjælland har fået en horribel start på den nye sæson.
Efter 2 kampe har de 0 point og som om det ikke var nok, har de ligeledes til gode at komme på måltavlen. SønderjyskE samt Randers har begge udstillet Farum-mandskabets defensive såvel som offensive mangler, og det har fået flere til allerede nu at nævne FC Nordsjælland som en mulig kommende nedrykker. Så galt tror jeg nu ikke, at det kommer til at gå. Der kan dog ikke herske tvivl om, at de har brug for forstærkninger, og indtil de kommer - ja, så kan de få problemer mod alle hold i rækken. Herunder AaB, der bør have gode muligheder for at skabe problemer for de pressede nordsjællændere.
AaB er kommet fornuftigt fra land.
De startede ud med en 1-1 kamp hjemme mod Esbjerg, inden de i seneste runde hev en sen 0-1 sejr med hjem fra Hobro. I sidstnævnte kamp skabte de dog rigeligt med chancer, og det forventer jeg, at de evner igen i dag ,når de står overfor rækkens måske ringeste og mest skrøbelige defensiv. AaB's defensiv har dog ligeledes vist, at de kan drilles. Ikke desto mindre bør de kunne holde styr på FC Nordsjælland og en utilfreds Joshua John, der virker til at have mere travlt med at brokke sig i medierne end med at præstere inden for kridtstregerne.
Indbyrdes har AaB snuppet 3 point i deres 2 seneste opgør - herunder deres seneste møde på Farum Park, hvorfor de har vist, hvordan kunstgræsset skal beherkes.