Spil

"Compounding er bedst til gambling"

Tipsbladet har talt med forfatteren bag bogen "Ind i Gambling", som blandt andet mener, at den bedste form for money management hedder compouding

En ny bog om betting har set dagens lys. ”Ind i Gambling” hedder det lille værk, og det er René Vitting, som forsøger at føre læseren ind i gamblerens verden, hvor det at spille kan være enten en ekstra indkomst eller en direkte levevej.

Som man kan læse andetsteds på disse sider, er vi her på redaktionen ikke alt for begejstrede for bogen, så vi inviterede forfatteren til en ”forsvarstale”, som han takkede ja til, og her lagde han ud med at fortælle, hvorfra idéen til bogen opstod.

”Mit udgangspunkt var, at gambling har hørt til i en ludomani-kontekst, som jeg ønsker at ændre på. Om du taler væddemål på odds eller investeringer på eksempelvis renteform, er principielt det samme. Alting kan i og for sig omdannes til væddemål. Vi havde, eller har, den finansielle krise, der startede i 2008, og så snakker man stadig om gambling i en negativ forstand, mens de andre økonomiske områder ikke får samme opmærksomhed”, lyder det undrende fra René Vitting, der selv er uddannet cand. merc. fra CBS, har læst matematik og i øvrigt ”været interesseret i gambling så længe jeg kan huske”. René Vitting er født i 1961 og oplyser, at han ”arbejder med analyse og foredrag”, men ønsker ikke at komme nærmere ind på, hvad han professionelt har foretaget sig igennem årene.

”Der skal ikke være fokus på mig, men på min bog,” kommer det vedholdende fra René Vitting, og det prøver vi så på.

René, i kapitel et beskriver du to typer bookmakere, ”de gode og de dårlige”; har gamblere, som overvejer at gøre det til seriøs forretning, ikke allerede styr på dét punkt?

”Jeg har skrevet bogen til dét publikum, der går ind på begynder-niveau, så har du ikke den store viden på området, vil jeg gerne guide dem lidt på vej og pege på de sites, som laver vurderinger af bookmakerne. Vil man ind i på her marked, skal man sørge for at vælge nogle, der opfører sig ordentligt.”

De fleste danske gamblere holder sig til de selskaber, der har licens på det danske marked, og de opfører sig vel mestendels ganske pæn?

”Ja, for de har en lovgivning, de skal forholde sig til, men selv indenfor dem, kan der godt være nogen, der opfører sig mindre pænt end andre. Nogle er eksempelvis nemmere at komme i kontakt med end andre på deres kundeservice. Man bør holde sig for øje, at disse betting-firmaer er store internationale koncerner, som er ude i mange lande på samme tid, så den tankegang de har internationalt, tager de måske med over til det danske marked, hvilket ikke altid stemmer overens. Derfor er dét kapitel med”.

LÆS OGSÅ ANMELDELSE AF BOGEN HER

I kapitel fem, hvor du fortæller om kombinationsvæddemål anvender du i eksemplet hestevæddeløb, som det ikke har været tilladt for Betfair at udbyde til det danske marked siden spillelovgivningen trådte i kraft i 2012. Hvorfor?

”Den nye spillelov trådte i kraft efter at dette kapitel blev skrevet, men det afgørende er ikke, at det skal være hestevæddeløb, princippet gælder også i eksempelvis ciffertips, antal mål, hvad som helst med flere mulige udfald.”

Næste kapitel handler om ”arbitrage” eller ”surebetting”. Er det seriøst at medtage surebetting i en bog, hvor du forsøger at redegøre for, at gambling kan blive en levevej?

”Formålet er blot at fortælle læseren, at der findes væddemål, hvor man har muligheden for at lave

surebets

. Der findes også hjemmesider, hvor du kan tilmelde dig en service, som fortæller dig, hvornår der er mulighed for surebets, men jeg indrømmer også, at man skal være hurtig ved tasterne”.

Er ”vinduet” så reelt ikke så lille, i forhold til at kunne skabe sig et anstændigt overskud på den led, at det er omsonst at tage det med i denne bog? Der kan ikke laves mange af dem.

”Jeg har lagt det op til læseren som en mulighed, så vil man bruge tiden på det, har jeg givet en model til, hvordan det foregår. Og pengene er gode at tage med.”

Også hvis konsekvensen er, at du ender med at blive udelukket fra en bookmaker efter tre-fire væddemål, fordi de er alt andet end glade for surebettere?

”Det er dén ulempe, der kan være”.

En stor ulempe, hvis du ønsker at kunne anvende så mange bookmakere så muligt i forsøget på at gøre gambling til din levevej. Og skal du oven i købet betale et abonnement for at få besked om disse surebets, er overskuddet altså meget hurtigt væk.

”Helt klart, men det er den kalkule, man må gå ind og lave. Jeg nævner, at der er noget, som hedder væddemål uden risiko, bare for at få med.”

I samme kapitel fortæller du også om bonusser. Giver det mening i dag, hvor der er så mange regelsæt hos de forskellige spilselskaber, i forhold til at få rent faktisk at få sin bonus ud?

”Jeg nævner også, at der er mange regler og man skal være opmærksom på disse. Men hvis man har styr på reglerne, så synes jeg da, at det er oplagt at bruge bonus på denne måde.”

Lad os sige, at der er 12-13 selskaber, der tilbyder sportsbetting på det danske marked; det er altså begrænset, hvor mange gange du kan få bonus, så det er jo ikke et reelt supplement til at gøre gambling til din levevej.

”Nej, men jeg synes bare, at man skal bruge den mulighed, der foreligger, når du starter. Og visse bookies tilbyder også gen-tegnelsesbonus.”

I kapitel otte går du over til at snakke ”compounding” som måden at gribe sin money management an på. Du nævner ingen andre måder at føre regnskab på, hvorfor?

”Jeg nævner compounding, fordi jeg synes, at det er en god model.”

Men det er jo ikke den eneste?

”Nej, og jeg har selv udviklet et par andre metoder. Dem ville jeg gerne have haft med, men det blev kun til compounding. Der er gjort et fravalg.”

Når du nu syntes, at du burde nævne arbitrage og bonus, bare for at have det med, burde du så ikke også have ofret plads på at nævne andre former for money management?

”Jeg har lagt mig fast på at sige, at compounding er den bedste model. Den vil jeg præsentere, for det er en model, jeg selv kan stå inde for. Jeg har givet en indgang til en matematisk åbning, man kan bruge. Hvis man så vil videre ad et matematisk spor, kan man enten tage fat i mig, eller gå videre ad denne matematiske vej. Nu har jeg kombineret min compounding-model med min value-model, hvor man skal vælge minimumsodds, som man skal bruge som bundniveau. Hvis jeg skulle gå ind på andre modeller, hvad angår money management, ville det ikke passe sammen med andre modeller, og så skulle jeg skrive et kapitel mere. Det er et valg, og dermed også et fravalg af andre måder at gøre det på.”

Du nævner mod slutningen af bogen, at du har udviklet to ”iterative metoder” til at tage compounding videre til næste niveau. Man har lige brugt 199 kroner på din bog, og så fortæller mig, at du har mere, er det i orden?

”De iterative metoder bruger talfølgebegrebet og konvergens-principper, så her er vi oppe på et lidt højere matematisk niveau. Med den model jeg har nævnt i bogen, kan de fleste være med rent matematisk. De iterative metoder ligger på universitesniveau.”