Vraget AaB-kant: Tilfreds med OB-start
Foto: tipsbladet.dk
Generelle

Vraget AaB-kant: Tilfreds med OB-start

Mathias Thrane glæder sig over sin nye tilværelse

OB og Kent Nielsen hentede inden sæsonen Mathias Thrane i AaB på en toårig aftale, efter den tidligere HIK-spiller havde kæmpet med at slå igennem hos nordjyderne.

Karrieren er dog startet anderledes godt i Odense, hvor 22-årige Thrane har været med i 5 kampe og senest var med fra start, da OB tabte til Esbjerg. Og hovedpersonen er ikke overraskende tilfreds med, hvordan det står til for ham selv.

- Rent pointmæssigt vil vi gerne have haft flere point, men for mig personligt har det været en dejlig start. Jeg har fået en del spilletid i forhold til Aalborg, og det er også en af grundene til, at jeg ville væk derfra, siger han til klubbens hjemmeside.

Thrane er både blevet brugt på kanten og mere centralt i den stribede, blåhvide trøje, men han føler sig selv mest til rette på venstrekanten.

- Lige nu og hvor jeg er i min udvikling er det på venstrekanten, men på længere sigt kan jeg egentlig godt se mig som 8’er, som jeg spillede forleden (imod Esbjerg, red.), men der mangler jeg stadigvæk noget rutine og nogle kampe, fortsætter han og fortæller om konkurrencen om pladserne, som er tæt, mener han.

- Jeg vil selvfølgelig gerne ind at være fast mand, og det ville jeg allerede, da jeg kom. Nu ligger jeg nok lidt på vippen i et felt, hvor jeg kæmper med nogle andre om de centrale pladser. Kent ved heldigvis, hvad det er for nogle kompetencer, jeg har, og hvad jeg kan bidrage med til holdet, lyder det.

OB møder AC Horsens i morgen kl. 14.00, hvor man har noget at revanchere efter en sæsonstart, der kun har talt en enkelt sejr.