Scolari får ikke stress over Hulk-skade
Illustration
VM

Scolari får ikke stress over Hulk-skade

Hulk må muligvis sidde over i Brasiliens anden kamp ved VM, men det er ikke noget, der bekymrer landstræner Scolari synderligt. Han har en bred trup at vælge spillere fra, siger han.

De sidste par dage har Hulk siddet over, mens resten af den brasilianske VM-trup har forberedt sig frem mod tirsdagens brag mod Mexico. Brasilien møder i aften Mexico, der også fik en sejr i holdets første kamp, men udsigten til at skulle undvære Hulk i det vigtige opgør er ikke noget, der vækker de store bekymringer hos landstræner Luiz Felipe Scolari.

- Vi må se, hvordan tingene udvikler sig og så beslutte os før kampen. Men jeg kan vælge en erstatning med lukkede øjne. Det bliver ikke noget problem. Jeg har 23 spillere, og jeg synes, jeg har udvalgt dem godt. Jeg har spillere med andre kendetegn og andre kvaliteter end Hulk, som også kan gå ind og forstærke holdet, siger han til TV3 News.

Hulk spillede 68 minutter i Brasiliens første kamp ved VM, hvor holdet vandt 3-1 over Kroatien.