Så sker der noget: FIFA vil offentliggøre omstridt rapport
Illustration
VM

Så sker der noget: FIFA vil offentliggøre omstridt rapport

Det ser ud til, at mange får deres ønske opfyldt, for det internationale fodboldforbund FIFA har valgt at offentliggøre omstridt rapport.

Michael Garcia var chefefterforsker i FIFA, men han trak sig torsdag fra stillingen i FIFA, fordi han er utilfreds med, hvordan det internationale fodboldforbund har kørt hele sagen om undersøgelsen af VM i 2018 og 2022.

I første omgang har FIFA ikke villet offentliggøre Garcias rapport om, hvorvidt det gik korrekt til, da Rusland fik tildelt VM-værtsskabet i 2018 og Qatar fik værtsskabet i 2022. I stedet sendte FIFA et resume på 42 sider ud - et resume, som Garcia siden har fortalt indeholder fejl.

Derfor vil det nok glæde de fleste - inklusiv den amerikanske chefefterforsker Michael Garcia - at FIFA fredag på et møde i Marokko har besluttet, at hele rapporten nu skal offentliggøres.

Dermed får offentligheden svar på, hvad der er foregået i forhold til tildelingen af VM-slutrunderne. Samtidig får Michael Garcia mulighed for at fortælle, hvad det konkret er, han er utilfreds med i forhold til FIFA's resume.

FIFA havde valgt den demokratiske proces i forhold til, om rapporten skulle offentliggøres. Det var først tiltænkt, at der skulle stemmes om rapporten, men FIFA fandt i stedet ud af, at det nemmeste nok var bare at offentliggøre rapporten, da der var konsensus om at lade offentligheden se de kontroversielle papirer.

Der kan dog stadig være ting i rapporten, som ikke ser offentlighedens lys, hvis der er tale om personfølsomme oplysninger i rapporten, som FIFA er nødt til at strege over. Det er endnu uvist, hvornår rapporten skal offentliggøres.