Qatar holder fast: Vi skal være VM-vært i 2022
Illustration
VM

Qatar holder fast: Vi skal være VM-vært i 2022

Trods udtalelserne fra et tysk FIFA-medlem holder Qatar stædigt fast i planerne om at afvikle VM i 2022.

VM-slutrunden i 2022 ligger endnu otte år ude i fremtiden, men debatten om turneringen har raset længe. 

Det har vakt stor undren i store dele af fodboldverdenen, at Qatar skal være vært for slutrunden, og senest har det tyske medlem af FIFAs eksekutivkomite, Theo Zwanziger, udtalte, at han ikke regner med, at VM bliver afviklet i Qatar i 2022.

Nu svarer Qatars VM-arrangører igen. I en meddelelse fastslår man således, at VM definitivt bliver afholdt i oliestaten. 

- Qatar kommer til at være vært for VM i 2022, uagtet kommentarerne fra FIFA's ekslusivkomite-medlem Dr. Zwanziger. Det er hans personlige mening og ikke FIFA's holdning. Det eneste spørgsmål er, hvornår, ikke om. Sommer eller vinter - vi vil være klar. Vi har bevist, at en VM-slutrunde i Qatar er muligt med den højeste nedkølingsteknologi. Vi har demonstreret, at vores nedkøling virker i udendørsområder rundt om stadioner. Denne sommer har vi budt fans velkomne i Doha til en open-air fanzone i forbindelse med VM i Brasilien med nedkølede temperaturer på 22 grader celcius. Denne evolution med miljøvenligt nedkølingsteknologi er en vigtig del af vores nations fremtid, men også for regionen og andre lande med lignende klima. Vi håber at udvide grænserne for at være vært for store sportsbegivenhede til anre lande, hvor man aldrig havde troet, at det var muligt, siger Qatars Nasser Al Khater, der bærer den simple titel "Executive Director of Communications and Marketing for the Supreme Committee for Delivery & Legacy" og altså er en del af VM-planlægningen.

Et af forslagene til at spille under mindre ekstreme varmeforhold har været at flytte turneringen til vintermånederne, men det vil kræve en større logistisk ændring af de europæiske turneringer, hvilket bliver mere end vanskeligt at få til at lykkes. Desuden har der været massiv kritik af, at der har været mange rapporter om dødsfald blandt bygningsarbejdere i forbindelse med stadionbyggeriet til VM i 2022.