Putin: Blatter fortjener en Nobelpris
Foto: Mikhail Klimentyev/Polfoto
VM

Putin: Blatter fortjener en Nobelpris

Folk som Sepp Blatter og andre store ledere i sportens verden fortjener om nogen en Nobelpris, mener den russiske præsident, Vladimir Putin.

Sepp Blatter er ganske vist blevet tvunget til at forlade sin post som FIFA-præsident, efter en række sager om korruption har ramt verdensforbundet, men ét sted er hans stjerne ikke falmet. Ruslands præsident, Vladimir Putin, er fortsat svært begejstret for schweizeren.

Faktisk er Putin så glad for manden, der var med til at sikre Rusland VM-værtskabet i 2018, at han mener, at Blatter fortjener en Nobelpris. Det sagde han mandag i et interview med schweiziske RTS. 

- Jeg synes, at folk som hr. Blatter eller lederne af store internationale idrætsforbund eller de olympiske lege fortjener særlig anerkendelse. Hvis der er nogen, der fortjener en Nobelpris, er det den slags mennesker, siger Putin, der føler sig sikker på, at vennen Blatter ikke selv er indblandet i de føromtalte korruptionssager.

- Vi kender alle den situation, der udvikler sig omkring hr. Blatter lige nu. Jeg vil ikke gå i detaljer, men jeg tror ikke på et ord omkring, at han skulle være personligt involveret i korruption, siger Putin, hvis land selv er blevet beskyldt for at snyde sig til VM-værtskabet om tre år.