Platini kan være på vej med FIFA-kandidatur
Foto: Ivan Sekretarev/Polfoto
VM

Platini kan være på vej med FIFA-kandidatur

Den tidligere franske stjernespiller Michel Platini, der er præsident for UEFA, er angiveligt tæt på at melde sin kandidatur til FIFA's præsidentvalg.

Den franske legende Michel Platini var en gudsbenådet fodboldspiller, og som præsident for UEFA har Platini også været vellidt. Men nu kan UEFA-præsidenten være på vej mod en afsked med det europæiske fodboldforbund, for ifølge den franske avis L'Equipe, der normalt er velinformeret, er Michel Platini tæt på at melde sin kandidatur til FIFA's præsidentvalg, der finder sted i februar 2016.

Nuværende præsident Sepp Blatter går af som FIFA-præsident i lyset af skandaler og mistanke om korruption, og dermed bliver posten - som Blatter har haft siden 1998, hvor han vandt over Lennart Johansson - ledig. Flere har ønsket, at Platini stiller op og bringer troværdighed tilbage til FIFA, og nu lader det til, at franskmanden selv går i de overvejelser.

Indtil videre er Chung Mong Joon fra Sydkorea den eneste kandidat til posten, men det kan meget vel ændre sig allerede på torsdag, for 'Equipe skriver, at det er her, at Michel Platini melder sin kandidatur.

Avisen mener at vide, at Platini allerede nu har stor opbakning fra lande rundt omkring i verden.