Mexico kørte Kroatien over og er klar til 1/8-finalen
Illustration
VM

Mexico kørte Kroatien over og er klar til 1/8-finalen

Mexico kunne nøjes med uafgjort mod Kroatien, men mexicanerene spillede overbevisende og vandt 3-1.

Der var direkte kamp om videre avancement i gruppe A her til aften, da Mexico og Kroatien tørnede sammen i Recife. Vinderen af opgøret var sikre på en plads i 1/8-fianlen, men Mexico kunne også nøjes med et uafgjort resultat. 

I teorien kunne et uafgjort resultat sende begge mandskaber videre, men det ville i så fald kræve et brasilianske nederlag mod Cameroun, der ikke havde noget at spille for.

Kroatien var derfor tvunget frem på banen, men det var alligevel Mexico, der var tættest på et føringsmål efter et kvarters spil. Oribe Peralta og Hector Herrera kombinerede flot, og bolden havnede hos Herrera, der sendte et drøn af sted, som ramte overliggeren uden for Stipe Pletikosas rækkevidde.

Øjeblikket efter var Mexico igen tæt på, da Peralta blev sendt i dybden, men den ellers så giftige angriber gled i skudøjeblikket og fik skrabet bolden ud over baglinjen.

Kroatien ville også leje med efter 28 minutter, da Mario Mandzukic fik lagt bolden flot til rette for Ivan Perisic, men kantspillerens flugter strøg et par meter over mål.

Første halvleg var generelt præget af hårdt spil og stor hektik på banen, mens det helt store chancer aldrig rigtig dukkede op.

Samme tendens fortsatte i starten af anden halvleg, hvor der blev begået frispark på frispark, og man skulle helt hen til det 63. minut, før der for alvor skete noget igen. Et mexicansk indlæg blev sendt ind mod indskiftede Javier Hernandez, men bolden havnede hos Andres Guardado, der trykkede af, men bolden blev blokeret af Darijo Srna. Mexicanerne appellerede højlydt for hånd på bolden, og den langsomme gengivelse viste da også, at de havde en sag.

Mexico overførte dog frustrationerne til et massivt pres på kroaternes mål, og det gav endelig bonus efter 71 minutter, da den tidligere Barcelona-spiller Rafael Marquez steg øverst på et hjørnespark og headede bolden under Pletikosa i kroaternes mål.

Det mål så ud til at knække kroaterne, og bare tre minutter efter scoringen var den gal igen. Peralta og Hernandez kombinerede flot i højre side, og bolden blev sendt på tværs i feltet, hvor en helt fri Guardado sendte bolden op i nettaget til euforisk jubel for de mange mexicanske tilskuere.

Dermed var Mexico på sikker kurs mod 1/8-finalen, men førstepladsen kom pludselig inden for rækkevidde, da kun to scoringer på dette tidspunkt skilte Brasilien og Mexico. Og to scoringer blev til en, da et hjørnespark blev forlænget af Rafael Marquez, og så dukkede Javier Hernandez op ved bageste stolpe og headede bolden i det tomme net.  

Kroaterne skuffede generelt i hele kampen, men det lykkedes at få pyntet på resultatet i slutminutterne, da Rakitic flot fandt en fremadstormende Perisic, der sikkert sendte bolden i nettet til 3-1. 

Kroaterne fik dog ikke reduceret yderligere, men det lykkedes indskiftede Ante Rebic at skrabe et direkte rødt kort til sig, da han flækkede en sagesløs mexicaner. 

Dermed må Kroatien tage afsked med Brasilien, mens Mexico er klar til 1/8-finalen, hvor Holland venter.