Kap Verde vil have VM-plads tilbage
Illustration
VM

Kap Verde vil have VM-plads tilbage

Kap Verde har nu klaget til den internationale sportsdomstol CAS over, at de mistede pladsen i den afrikanske playoff om en plads ved VM.

Kap Verde kvalificerede sig tidligere på året sensationelt til playoff-kampene om en plads ved VM-slutrunden, da de vandt deres kvalifikationspulje foran Tunesien. Men i den sidste kamp mod tuneserne havde de brugt karantæneramte Fernando Varela, og FIFA dømte dem derfor som taber af kampen, og i stedet tog tuneserne gruppesejren og pladsen i playoff.

Den lille ø-nation appellerede siden FIFA's afgørelse, idet Fernando Varela blev udvist i 4-3 nederlaget til Ækvatorial Guinea. En kamp Kap Verde senere vandt på skrivebordet, fordi Ækvatorial Guinea havde brugt Emilio Nsue ulovligt. Kap Verde mente så, at Varelas udvisning og karantæne dermed også var slettet, og at han derfor var spilleberettiget.

Nu har Kap Verde så klaget til den internationale sportsdomstol CAS for at få dommen omstødt, så de kan få pladsen i playoff tilbage. Det bekræfter CAS i dag, men de har endnu ikke offentliggjort, hvornår klagen vil blive behandlet, eller hvornår der falder en afgørelse.

Tunesiens første playoff-kamp er allerede afviklet. De spillede 0-0 hjemme mod Cameroun. Returkampen er planlagt til afvikling den 17. november.