Dagens VM-profil: Da Maradona var stjernen
Illustration
VM

Dagens VM-profil: Da Maradona var stjernen

Colombias målmand Faryd Mondragon er den eneste af slutrundens 736 spillere, der også har deltaget ved VM i 1994 og 1998. I aften kan han sætte rekord.

Da Barcelona var OL-vært i 1992 var Neymar blot få måneder gammel, mens der næppe var tænkt ret meget på produktionen af sprudlende talenter som Raheem Sterling eller Romelu Lukaku.

Dengang passede en ung lovende keeper målet for Colombias OL-fodboldhold, og nu 22 år senere er Faryd Mondragon stadig i nationaldragten - denne gang dog på bænken for VM-holdet, der tævede Grækenland i første spillerunde.

Målmanden er suverænt VM's ældste spiller, og skulle det ske, at han kommer i aktion undervejs, vil han sætte rekord i et fornemt historisk selskab af VM-oldinge ført an af Camerouns Roger Milla og den legendariske nordirske målmand Pat Jennigs. Faryd Mondragon fylder 43 år lørdag 21. juni - i overmorgen.

Den uhørt lange karriere har budt på flere op- og nedture, men det hele startede tilbage i barndomsklubben Deportivo Cali, inden talentet sendte ham videre rundt i større colombianske og sydamerikanske klubber med argentinske Independiente som den mest kendte. Bortset fra en afstikker til spanske Zaragoza i 1999, kom det endelige europæiske gennembrud i 2001, hvor franske Metz hentede Faryd Mondragon. 

Målmanden blev gang på gang helten gennem sæsonen, hvor klubben hele tiden kæmpede for at undgå nedrykning. Mondragon blev kendt for sine mange redninger, der var med til at skrabe de nødvendige point sammen, der gjorde, at klubben til sidst lykkedes med missionen om overlevelse. Men midt i glæden over helterollen blev Mondragon fældet i en sag om falskneri. Målmanden havde benyttet sig af et falsk græsk pas og blev dømt, hvilket på samme tid også betød, at han ikke længere havde tilladelse til at spille i den franske liga. 

Tyrkiske Galatasaray så sit snit til at hente den reaktionsstærke målmand, og her var han med til at vinde to mesterskaber på seks sæsoner. I 2007 skiftede keeperen så til FC Köln i den tyske Bundesliga. Her slog han den senere OB-målmand Stefan Wessels af i kampen om at være førstemålmand.

På det tidspunkt havde den 36-årige målmand indstillet landsholdskarrieren, men da han så i 2010 takkede ja tak til at spille en venskabskamp for landsholdet, endte det med at koste ham pladsen i Köln, da manager Zvonimir Soldo ikke fandt det passende, fordi kampen lå tæt op af en Bundesliga-kamp. Opgøret endte med at, Mondragon fik ophævet sin kontrakt senere samme år for at prøve lykken i den amerikanske MLS, hvor det blev til en enkelt sæson i Philadelphia Union.

I 2012 trak han igen i Deportivo Calis trøje og har passet målet her siden. Han gør det altså stadig så godt, at han har bevaret sin plads omkring landsholdet, hvor han dog må se den 17 år yngre David Ospina være førstevalg. Men ingen andre spillere i de 32 VM-trupper i Brasilien kan som Mondragon prale med at have været med til VM i USA 1994 og igen i Frankrig 1998. Dengang hed stjernerne Maradona, Romario, Matthäus, Baggio, Ronaldo og Zidane, og mens Colombias altoverskyggende profil var manden med den store gult-krøllede manke, overskæg og navnet Valderama.

Faryd Mondragon er igen med på bænken, når Colombia torsdag aften møder Elfenbenskysten klokken 18.00.