Borges: Navas må være fra Mars
Illustration
VM

Borges: Navas må være fra Mars

Celso Borges hylder holdkammeraten Keilor Navas, som har været en af VM's bedste spillere.

Costa Rica avancerede i går til kvartfinalen ved VM efter en sejr over Grækenland i ottendedelsfinalen. De to hold måtte helt ud i straffesparkskonkurrence for at finde en vinder, og her trak Costa Rica altså det længste strå, da sprællemanden Keilor Navas pillede Grækenlands fjerde forsøg fra Theofanis Gekas, og Joel Campbell efterfølgende scorede for sydamerikanerne.

Keilor Navas havde undervejs i kampen flere gode redninger og har i det hele taget haft en fantastisk slutrunde, og holdkammeraten Celso Borges går da heller ikke af vejen for at hylde målmanden.

- Han må være født på Mars, Venus eller en anden planet. Han er fantastisk. Han har givet os så meget. Han er en leder på- og udenfor banen, og så er han tilmed en fin fyr. Han fortjener al den her opmærksomhed. Han er meget i rampelyset nu, men vi vidste alle på forhånd, hvor god han er, siger Celso Borges og tilføjer:

- Vi vandt straffesparkskonkurrencen takket være ham.

Keilor Navas står til dagligt i spanske Levante.