Blatter: Rapporten er nøglen til FIFA-tillid
Illustration
VM

Blatter: Rapporten er nøglen til FIFA-tillid

FIFA-præsident Sepp Blatter mener, at en offentliggørelse af omstridt rapport vil være med til at sikre, at offentligheden igen får tillid til FIFA.

På et møde tidligere fredag blev det internationale fodboldforbund FIFA enige om at offentliggøre den rapport, som fodboldforbundets nu tidligere efterforsker Michael Garcia lavede. Han var utilfreds med flere ting i det resume, som FIFA offentliggjorde, og han ønskede derfor rapporten offentliggjort. Den har FIFA ikke villet offentliggøre, det har Garcia forsøgt at appellere, men da han tabte sin appel, trak han sig også fra sit job i FIFA.

Det har efterhånden ført til at et stort pres på FIFA, som i manges øjne er blevet en joke af et fodboldforbund. Det er også faldet præsidenten Sepp Blatter for hjerte, og han ønsker derfor, at FIFA igen vinder tillid hos offentligheden.

- Det er tydeligt, at selv om der er offentliggjort et resume af rapporten, kan FIFA ikke genvinde offentlighedens tillid, før hele rapporten bliver offentliggjort. Vi har taget vores tid, fordi vi er nødt til at sikre, at vi respekterer reglerne i organisationen, og at vi ikke bryder nogen fortrolighed i forhold til nogle af de personer, der indgår i rapporten, siger Sepp Blatter i et indlæg på fifa.com.

79-årige Sepp Blatter har selv travlt for tiden, da han er ved at sikre sig stemmer nok til at fortsætte som FIFA-præsident. Der er valg til præsidentposten i 2015, og her vil Blatter gerne fortsætte, mens eksempelvis Dansk Boldspil-Union ønsker en ny præsident i spidsen for det internationale fodboldforbund.

Sepp Blatter fortæller videre i sit indlæg på fifa.com, at FIFA er i gang med at stramme reglerne for afstemninger til VM-værtsskaber. Han siger dog også, at FIFA ikke kommer til at fratage Rusland og Qatar VM-slutrunderne. Dermed bliver det spændende at se, hvad der står i rapporten, for hvis det er slemt, så kommer Blatter og FIFA nok en gang i modvind.

- Rapporten handler om fortiden, og jeg fokuserer kun på fremtiden. Vi vil ikke genoverveje afstemningen til VM i 2018 og 2022, og en anden rapport fra en uafhængig juridisk ekspert støtter synspunktet, at der ikke er juridisk grundlag for at fratage Rusland og Qatar VM-slutrunderne, siger Sepp Blatter.

Det er endnu uvist, hvornår rapporten bliver offentliggjort, ligesom det er uvist, hvor mange personfølsomme oplysninger der streges ud i rapporten.