VM

Top og flop: Her er VM-barometeret

Et nyt og frisk VM-barometer har set dagens lys inden de afgørende puljekampe. Tjek det og se om du er enig i vurderingen


32) Nordkorea
VM-pulje: Brasilien, Portugal, Nordkorea
Resultater:

Nordkorea-Brasilien 1-2
Nordkorea-Portugal 0-7

VM's kæledægger efter første runde – til grin efter anden. Godt nok leverede Nordkorea mod Brasilien et positivt indtryk, der fik mange til at holde med dem i anden runde mod Portugal, men de levede ikke op til tilliden. Første halvleg var godkendt med et par spredte chancer, men efter pausen lukkede asiaterne hele seks mål ind og tabte i alt 7-0. Forsvaret hang slet ikke sammen og tillod det portugisiske mandskab at producere chancer på stribe, og det VM-point, der efter kampen mod Brasilien lignede en realistisk mulighed, er nu meget langt væk.

31) Honduras
VM-pulje: Chile, Spanien og Schweiz
Resultat:
Honduras - Chile 0-1
Honduras - Spanien 0-2

Har udviklet sig til at være gruppens prügelknabe, selv om de vel egentlig kan være godt tilfreds med blot at have en målscore med minus tre efter de første to kampe. Honduras har vist, at de er et hold med meget begrænsede midler, der ikke har noget at gøre i selskab med Chile, Spanien og Schweiz. Honduras må formentlig forlade turneringen uden point. Holdet fra Nordamerika er ét af slutrundens svageste.

30) Cameroun
VM-pulje:
Holland, Japan, Danmark
Resultater:
Cameroun-Japan 0-1
Cameroun-Danmark 1-2

Cameroun var det første hold, der røg ud af VM, og det var ikke tilfældigt. Der var stor usikkerhed uden for banen inden kampen mod Danmark, og selvom det ikke er til at vide, om det havde noget med spillet at gøre, var der også problemer på banen. Godt nok så Cameroun bedre ud end i kampen mod Japan, men det endte med endnu et etmålsnederlag. Offensiven med Samuel Eto'o og Achille Emana i spidsen skabte masser af chancer, men kun en enkelt af dem blev udnyttet. Samtidig var der problemer i den anden ende, hvor specielt venstrebacken fra Tottenham Benoit Assou-Ekotto glemte hvilken position, han egentlig skulle spille.

29)
Frankrig
VM-pulje:
Uruguay, Mexico og Sydafrika
Resultat:
Frankrig - Uruguay 0-0
Frankrig - Mexico 0-2

Ren katastrofe venter for Frankrig, der er på randen af at ryge ud I det indledende gruppespil. Leverede en fuldstændig uinspireret indsats mod Mexico, hvor spillerne ikke gad løbe for hinanden – og måske især ikke for træneren, der virker til at være fuldstændig uden magt over Frankrigs trup. Det franske lavmål blev nået, da Nicolas Anelka blev smidt hjem efter at have fornærmet træneren i pausen, og resten af holdet efterfølgende nægtede at træne. Nu har det franske hold så sagt, at de vil spille kampen mod Sydafrika, men at de udelukkende vil spille kollektivt og ikke lytte til trænerens råd. Spørgsmålet er, om det er en fordel eller ulempe?

28)
Sydafrika
VM-pulje: Mexico,Uruguay og Frankrig
Resultat:
Sydafrika - Mexico 1-1
Sydafrika - Uruguay 0-3

En usædvanlig tandløs præstation mod Uruguay sendte næsten værterne fra Sydafrika helt ud i VM-mørket. Der skal et mirakel til for, at værterne skal avancere nu. De møder godt nok Frankrig, der er præget af dårligt spil og intern splid, men Sydafrikas kamp mod Uruguay afslørede, at holdet er helt uden offensiv power. Katlego Mphela er oftest fuldstændig alene fremme mod Uruguay, og han får ingen ingen støtte. Og da slet ikke fra helten fra kampen mod Mexico, Siphiwe Tshabalala, der lavede fejl stort set hver gang, han havde bolden.


27) Slovakiet
VM-pulje: New Zealand, Paraguay og Italien
Resultat:
Slovakiet - New Zealand 1-1
Slovakiet - Paraguay 0-2

Slovakkerne skuffede stort i deres anden gruppekamp mod Paraguay, og da den første kamp blot bød på et enkelt point mod New Zealand, er østeuropæerne ude af turneringen med mindre de slår Italien på torsdag. Det er dog højest tvivlsomt om slovakkerne formår det, da holdet dybest set endnu ikke er kommet rigtigt i gang. Napolis Marek Hamsik, som mange havde set som en mulig VM-profil, har skuffet stort, og det samme gjorde resten af holdet mod især Paraguay. I forsvaret herskede der til tider tilstande, som sender tankerne hen på Danmarks defensive spil mod Cameroun, og forsvarets styrmand, Liverpools Martin Skrtel, lignede ganske enkelt ikke en mand, der havde styr på noget som helst. Slovakkerne skal forbedre sig gevaldigt, hvis ikke deres VM skal slutte på torsdag.

26)
Nigeria
VM-pulje: Argentina, Grækenland og Sydkorea
Resultat:
Nigeria - Argentina 0-1
Nigeria - Grækenland 1-2

Nigerianerne har været deres egen værste fjende. Mod Argentina spillede holdet en taktisk og disciplineret kamp, men mod Grækenland tabte Sani Kaita hovedet og blev vist ud for et tåbeligt overfald. På dét tidspunkt var nigerianerne ellers på vej mod sejren, men efter udvisningen faldt holdet sammen og tabte med 1-2. Dermed skal Nigeria og holdets svenske landstræner, Lars Lagerbäck, håbe på mirakler for at komme videre fra gruppen. Afrikanerne har fortjent at have mere end et stort rundt nul i pointbanken netop nu, men røde kort koster. Nigerianerne kan sandsynligvis følge Cameroun ud af VM tirsdag aften.


Få overblikket over VM-barometeret her:
Her er VM-top 26 - 32
Her er
VM-top 21 - 25
Her er
VM-top 16 - 20
Her er
VM-top 11 - 15
Her er
VM-top  6  - 10
Her er
VM-top  1 - 5

Sådan så Baromteret
Sådan så barometeret ud umiddelbart før VM