VM

Optakt: Danmark-Portugal

STATUS:
- Man kan ikke forestille sig et VM uden Portugal, udtaler Chelsea-backen Bosingwa til det portugisiske fodboldforbunds hjemmeside.

Men hvis ikke Portugal besejrer Danmark lørdag aften i Parken, så er portugiserne nødt til at spekulere på, hvordan sommeren vil blive i portvinens land, mens resten af verden er til slutrunde i den sydafrikanske vinter.

Og træner Carlos Queiroz kommer meget snart til at spekulere på at finde et andet job, hvis ikke Portugal i udekampene mod Danmark og Ungarn henter noget nær fuld gevinst.

For Danmark er status at sejre over Portugal og Albanien med sikkerhed betyder mindst en andenplads i gruppen, og smider Ungarn samtidig point mod både Sverige og Portugal, ja så kan den stå på champagne og VM-fest hele vejen hjem i flyet fra Tirana natten til torsdag.

Det er imidlertid alt for langt frem at skue, og realistisk vil et uafgjort resultat lørdag i Parken være at betragte som en halv sejr.

Morten Olsens mandskab er hårdt ramt skadesmæssigt og særligt defensivt med fraværet af Daniel Agger og karantæneramte Thomas Sørensen, samtidig med at der delvis må eksperimenteres på backpladserne. Portugal møder modsat i den første kamp med Cristiano Ronaldo og har en ny joker i front i form af brasilianske Liedson, som pudsigt nok lige fik fingre i et portigisisk pas, nu hvor Hugo Almeida er skadet.

NØGLESPILLER:
Det er svært at komme udenom ham. Man må jo nævnte Cristiano Ronaldo i håb om, at han endnu engang får en dårlig dansk oplevelse. Det gælder for den danske defensiv om at få placeret sig rigtigt, så han ikke kommer i farlige positioner, men i stedet kører sur i det. For et år siden i Lissabon var han ude med en skade, nu kan han ikke være i højeste gear efter bare én ligakamp for Real Madrid, og man kan tænke sig at sommerens virak om skiftet har givet lidt mental flimmer, så han ikke er helt der, hvor man kunne frygte, at han var.

X-FAKTOREN:
Morten Olsen og landsholdsspillerne har ofte talt om betydningen af publikum i Parken, men hvornår har vi sidst oplevet en virkelig festaften, hvor det for alvor gyngede på lægterne, så det forplantede sig ned til spillerne, som også Richard Møller Nielsen gerne var inde på?
Det må gerne ske i den ombyggede udgave af Parken, der de seneste år har været nærmest spøgelsesagtigt. På et eller andet tidspunkt ville det også være ønskeligt at DBU som arrangør tog ved lære af, hvordan man bygger en stemning op på et stadion før en kamp. Det kan man næsten alle andre steder, selv i Sverige!

DOM:
Lad os bevare optimismen uden at tabe kasketten. Danmark kommer et skridt videre mod VM via 1-1.

Tipsbladets bud på startopstillingerne:
Danmark:
Stephan Andersen - William Kvist, Simon Kjær, Anders Møller Christensen, Lars Jacobsen - Christian Poulsen, Jakob Poulsen - Dennis Rommedahl, Jon Dahl Tomasson, Martin Jørgensen - Nicklas Bendter

Portugal:
Eduardo - Bosingwa, Carvalho, Pepe, Duda - Meireles, Maniche - Ronaldo, Deco, Nani - Liedson