Egholm: Vi går efter gruppespillet

Anders Egholm og Randers har fået selvtillid efter det flotte forår og de gode takter i Europa League. Torsdag venter Lausanne.

Forsvarsspilleren Anders Egholm glæder sig til morgendagens opgør mod schweiziske Lausanne. Et opgør som Egholm forventer at vinde, selv om han og holdkammeraterne ikke ved særlig meget om modstanderen, der til daglig spiller i den næstbedste schweiziske række.

- Jeg mener, at vi er favoritter, og jeg tror også på, at vi kan slå dem. Vi forventer at fortsætte vores gode takter fra de første runder, selv om det er begrænset, hvad vi kender til dem. Vi har da haft scouts nede og se dem, men det er svært nøjagtigt at vide, hvad deres niveau er. Det får vi at se imorgen, siger Anders Egholm til tipsbladet.dk.

Randers slog F91 Dudelange og ND Gorica ud i de to første kvalifikationrunder for at nå til opgøret mod Lausanne, og for Anders Egholm er Lausanne blot et skridt mod at nå et større mål, for selv om Randers i næste runde skal slå sig forbi en rigtig stærk modstander, så er målet at nå i Europa Leagues gruppespil.

- Målet er gruppespillet. Det mener jeg godt, at vi kan tillade os at drømme om, når vi er nået hertil, efter at have gjort det så godt i de to første kampe. Men først handler det om Lausanne, hvor vi skal sørge for at holde dem fra fadet her i hjemmekampen og selv score et par mål, siger Egholm.

Randers-træner Ove Christensen har netop udtaget truppen til kampen, og den unge angriber Mikkel Cramer er endnu engang udtaget. Han har imponeret i sæsonen og scoret tre mål i Randers' europæiske ridt indtil videre. Egholm glæder sig over Cramers mål og håber, at han kan gøre det igen mod Lausanne.

- Han er en spiller med tur i den, og han har masser af mål i støvlerne. Han går uimponeret til tingene og arbejder stenhårdt. Han er med i truppen, og det kunne være sjovt, hvis han kunne gøre det igen, siger Egholm om den 18-årige målsluger.

Kampen fløjtes op på Essex Park kl. 19.00 imorgen aften og kan følges LIVE i vores LIVE-sektion. Klik her.

Seneste nyt på tipsbladet.dk