Troels Bech på ønskelisten i IFK Göteborg
Illustration
Generelle

Troels Bech på ønskelisten i IFK Göteborg

Den tidligere OB-træner kan blive ny cheftræner hos Sveriges nummer to.

Troels Bech blev tidligere i år fyret som cheftræner i OB, men nu kan den erfarne træner være på vej til et nyt job uden for Danmark. Det skriver BT

Den svenske klub har været uden træner, siden Michael Stahre blev fyret i kølvandet på den netop overståede sæson i Allsvenskan, hvor IFK  Göteborg blev nummer to i ligaen. Her er Troels Bech altså blandt kandidaterne, skriver BT. 

Overfor det svenske fodboldmedie fotbolldirekt.se er IFK Göteborgs sportschef Mats Gren fåmælt omkring trænerspørgsmålet, men siger dog, at to kandidater er inde i billedet.

- Vi forsøger at gå efter én træner, men samtidig må vi have nogle parallele spor. Vi har haft tre kandidater, og nu er det to, som vi diskuterer mere indgående med, siger Mats Gren til fotbolldirekt.se.

Mats Gren har et godt kendskab til Troels Bech, fordi svenskeren tidligere har været cheftræner i Vejle Boldklub - og fordi IFK Göteborg spillede testkamp mod OB i sommer.

- Jeg kender jo Troels fra min tid i Danmark, vi havde jo en træningskamp mod OB sommer på mit initiativ, og derfor kontaktede jeg Troels for at spille kampen. Men jeg kender mange fra min tid der, siger Mats Gren. 

Hvis Troels Bech bliver cheftræner i IFK Göteborg, vil han få to danske spillere i sin trup. Lasse Vibe og Søren Rieks er således begge på kontrakt i klubben. Netop Rieks har tidligere spillet under Troels Bech i Esbjerg. 

Bech har før været kandidat til et udenlandsk job, idet han 2008 tilsyneladende var i spil til cheftrænerjobbet i Brann. 

Troels Bech har været uden job, siden han blev fyret som OB-træner den 30. september 2014. Ved den lejlighed var han tøvende omkring sin egen fremtid i fodboldens verden. 

- Nu skal krudtrøgen lige lægge sig først. Det er en livsstil, og det har det været i 15-20 år. Jeg vil bruge min tid på min familie og på at restituere lidt, sagde Bech dengang til tipsbladet.dk, inden han med et smil på læben tilføjede:  

- Det kommer også an på, om Mærsk kommer før Manchester United med deres tilbud.

Nu kan det altså være, at IFK Göteborg kommer begge mastodonter i forkøbet.