Træner i konkurstruede FCV tror på fremtiden
Foto: Peter Hove Olesen
Generelle

Træner i konkurstruede FCV tror på fremtiden

Michael Hemmingsen tror på, at Slagelse stadig har et hold i 1. division, når forårssæsonen starter på trods af en faretruende konkurs.

FC Vestsjælland sluttede efterårssæsonen i 1. division af med nederlag på 0-2 hjemme mod HB Køge.

Klubben havde ellers en lille ubesejret stime med fem point på tre kampe. Men med nederlaget overvintrer FC Vestsjælland sidst i tabellen med fire point op til stregen og en faretruende konkurs hængende som en sort sky over hovederne.

En smule optimisme er der dog at spore hos cheftræner Michael Hemmingsen, som tror på, at han stadig har en opgave at løfte, når foråret sætter ind.

 

- Jeg ville godt have haft flere point, som måske tankemæssigt kunne have været med til at få nogle til at støtte op. Men sådan er det også i fodbold. Det er ikke altid, man får fuld valuta, for det man investerer. Men jeg er sikker på, at FCV er i 1. division, hvis vi alle giver det en skalle. Om der er nogen, der vælger det ene eller andet, kan jeg jo ikke gøre noget ved. Vi skal nok få noget op at stå her i Slagelse, hvis de vil være med, sagde han til sn.dk.