Før U17-EM: Når resultater også er udvikling
Talent

Før U17-EM: Når resultater også er udvikling

Det er det evige dilemma i talentudvikling: Hvor meget skal man satse på udvikling kontra at få resultater? Og hvor meget betyder resultaterne for udviklingen? Men det kan lade sig gøre at kombinere de to ting ved U17-EM i Aserbajdsjan, hvor Danmark er med for første gang i fem år.

Bragt i Tipsbladet 3. maj

U/ 17-landskampen mellem Danmark og Schweiz var næsten færdig, og resultatet 1-1 var ganske fint for Danmark. Det var anden kamp i kvalifikationsturneringen frem mod EM, og eftersom Danmark havde vundet første kamp over Skotland med 4-0, og to hold gik videre fra firemandspuljen, ville uafgjort mod schweizerne stille Jan Michaelsens drenge fra årgang 1999 i en fordelagtig position inden sidste gruppekamp mod Tjekkiet.

 
Men alligevel satte anfører Nicklas Strunck i et hidsigt løb mod det schweiziske felt, hvor den ene midtstopper modtog bolden. Midtbanespilleren fra FC Nordsjælland har et stort drive, så han angreb forsvareren i et aggressivt pres, og da den schweiziske spiller forsøgte at slippe ud af faren, sparkede han bolden i ryggen på Strunck, hvorefter den dalede i den modsatte retning end tiltænkt og ned i mål bag keeperen. 2-1 til Danmark, og for første gang i fem sæsoner havde et dansk landshold kvalificeret sig til de U/ 17-eller U/ 19-EM-slutrunder, som UEFA arrangerer hvert år.
 
" Da den gik over målmanden, var det som om, at det hele sortnede lidt. Hvis man kunne få den fornemmelse på piller, tror jeg sgu, jeg ville blive afhængig. Det var en fed fornemmelse at komme til noget, som har været så svært at nå for danske hold; både U/ 17 og U/ 19. Og så som gruppevinder. Selv med det gamle system var vi gået videre," siger U/ 17-landstræner Jan Michaelsen om turneringen, som sidste år blev udvidet fra otte til 16 hold.
 
STÆRKT KOLLEKTIV GIVER RESULTATER
Dansk kvalifikation blev mere realistisk, da turneringen blev udvidet, og så hjalp det, at de umulige bolde gik ind, i modsætning til for eksempel for to år siden, da 97' erne skulle forsøge at kvalificere sig, og et dansk hold med blandt andre Emre Mor og den nuværende Ajax-spiller Kasper Dolberg spillede 0-0 mod Schweiz efter at have fået reddet adskillige bolde på stregen i slutminutterne.
 
Desuden har Jan Michaelsen med denne årgang mere end tidligere haft fokus på at skabe et hold, både på og udenfor banen.
 
" Jeg har været lidt mere fastholdende på relationer og har ikke skiftet så meget ud på kernebesætningen. I år er spillerne fra færre klubber, og de relationer, spillerne har oparbejdet i klubben, bliver på mange områder tilført DBU. Det giver da nogle fordele både på og uden for banen. Jeg synes, vi er lykkedes med at få et stærkt hold, samtidig med at vi udvikler de bedste spillere i årgangen. Med årgang ' 98 var det sværere at skabe et hold på grund af for mange dygtige individualister, som ikke altid gjorde hinanden gode."
 
Det er afvejningen, man altid skal gøre sig som unglandstræner. Holder man fast i en kerne af spillere, skaber man et bedre kollektiv og øger chancerne for gode resultater, men samtidig risikerer man at miste nogle spillere, som kan levere individuelt, men som ikke fungerer sammen med andre. Det er Jan Michaelsen godt klar over, men til gengæld tror han på, at det øger udviklingen hos spillerne at få lov til at deltage ved et EM.
 
" Der er nogle klubber, som tager til internationale stævner, men at samle de allerbedste nationale spillere og tage dem med til så stor en turnering som EM, som mange af dem vil huske resten af deres liv; det er matchning på allerøverste hylde, og det er unikt. På den måde skaber vi rigtig stor udvikling ved at komme med til de her ting," siger Jan Michaelsen, der betegner kollektivet som et af det nuværende U/ 17-landsholds store styrker.
 
" De har det rigtigt godt med hinanden uden for banen, og de arbejder så hårdt, som de kan. Jeg siger ikke, det er nok endnu for alle, men de har en vilje til at gøre deres bedste, og de er også blevet bedre til at træne i løbet af året - måske også fordi, de har forstået, hvad min stab og jeg forlanger af dem i vores regi."
 
" De er træningsparate, de er mere fokuserede, de er mere præcise, og de gør sig mere umage. Det gør, at produktet af en træning og vores kampe får et højere niveau. Relationerne er blevet udbygget hver gang, vi er gået videre fra en runde, så vi til sidst ligner et klubhold. Men det er hele tiden en balance, for det skal ikke være et klubhold. Det skal være sådan, at vi hele tiden kan tage nye med, som viser potentiale og bedst form.".
 
DEN BREDE, RETTE VEJ
U/ 17-landstræneren havde en flot spillerkarriere i blandt andet AB, Panathinaikos og HamKam, og han nåede 19 A-landskampe og otte kampe på ligalandsholdet. Men han fik ingen U-landskampe, for som teenager i midtfirserne blev han på en træningssamling i Nyborg siet fra U/ 16-landsholdet af den daværende træner Kim Splidsboel. Det husker han endnu.
 
" Der var udtaget 20-22 spillere, og der skulle kun bruges 16 eller 18. Kim skulle sortere folk fra, og under en træning kaldte han folk til sig. Så når han var i højre hjørne, løb jeg over i venstre, og når han var i venstre, løb jeg over i højre for at undgå den samtale. Pludselig kunne jeg høre " Ja-an," og så tog han mig til side. Kim gjorde det fint, men det var pissehårdt," smågriner Michaelsen om en stor skuffelse i en ung fodboldkarriere.
 
Derfor er han også meget opmærksom på at give spillerne en forklaring, når de ikke kommer med - også selv om den ikke er sjov at høre.
 
" Det er en udfordring, for nogle har ikke prøvet at blive sat af eller få rigtig hård kritik før.
Det kommer nogle jo til at opleve hos mig. Hvis de ikke leverer, får de feedback, ligesom de får rigtig meget ros. Når de begynder at nærme sig seniorbolden, U/ 19, andetårs-U/ 17, skal de lære, at det har en konsekvens ikke at præstere. Eller ikke at have disciplin. Det har jeg håndhævet gennem alle årene, men har nok været endnu skarpere med denne årgang."
 
" Udover start 11' eren bruger jeg rigtigt meget tid på reserverne. Hvem kan give os noget, selv om de ikke spiller så meget? Hvem er gode uden for banen? Det er vigtige faktorer, som også gør sig gældende for A-holdet. Når vi tager afsted til EM, er vi sammen 24 timer non-stop i minimum 14 dage. Hvis én hele tiden går til højre, når vi andre går til venstre, går vi fejl af hinanden. Det er sindssygt vigtigt, at vi går til højre alle sammen, vi skal bare sikre os, at vejen er bred nok til, at vi alle kan holde ud at gå der," siger Michaelsen, der dog også tillader sine spillere at træde ved siden af.
 
" Hvis det er en top-top-top-spiller som ikke gør det af ond vilje, men som bare er umoden og mangler nogle færdigheder, og jeg føler, at han gerne vil lære, tager jeg ham med. Alle laver fejl undervejs. Det hedder " ungdom" - " ung" og " dum". Så synes jeg, man skal gøre meget for, at den dreng går den rigtige vej.
Men hvis vi møder nogen, som ikke lærer af deres fejl, bliver de ikke udtaget. Dette gælder jo også på klubhold. Ofte ser vi en forbedring i attituden, når de har mærket konsekvensen.".
 
FYSIKKEN HALTER EFTER
Torsdag begynder U/ 17-EM i Aserbajdsjan, og Danmark spiller fredag aften dansk tid første kamp mod et stærkt fransk mandskab. Det bliver den første U/ 17-EM-kamp, siden 1994' erne med spillere som Riza Durmisi, Viktor Fischer og Yussuf Poulsen tabte semifinalen til Tyskland i 2011, og skal det ske mere regelmæssigt, skal spillerne oftere matches mod dygtige modstandere som franskmændene og tyskerne - for eksempel ved at klubberne deltager i turneringer i udlandet.
 
" De største klubber har gjort det i nogle år, men det ville være godt, hvis alle klubber prioriterede det. De skal tage ud og blive matchet hårdt. Hjemme i klubben skal de største krav stilles til de største talenter. Men det er en balance og skal håndteres individuelt, for med nogle spillere tager det lidt længere tid og det vigtigt at spillerne ikke brænder ud fysisk eller mentalt, siger Jan Michaelsen.
 
Der er også spillemæssige elementer, som de danske talenter skal forbedre, hvis de skal kunne måle sig med de bedste i Europa.
 
" På U/ 17 og U/ 19 mangler vi fysik, og vi mangler at kunne spille i højt tempo uden at lave for mange tekniske fejl. Vi er fine taktisk.
Jeg kan ændre system med et fingerknips, og det forstår langt de fleste af spillerne. Vi har også mange gode trænere, men vi mangler måske at forlange nok på arbejdsmængden og intensiteten lidt tidligere. Det gælder både på den offensive og defensive del." " Det er også noget med at være bevidst om, hvor meget der skal løbes. Når vi møder Tyskland, har vi et indtryk af, at de bare løber hurtigere og mere. Det er vaner, og spillerne oplever det for sjældent. Det er matchning," siger Jan Michaelsen, og så er vi tilbage ved, at EM kan give U/ 17-landsholdet erfaring og bidrage til udviklingen.
 
" Hvis vi får en oplevelse af, at vi mangler noget - og det gør vi nok på en eller anden måde - håber jeg, at de spillere, som har fået lov til at deltage, vil gå hjem og arbejde videre med de erfaringer. Der er heldigvis nogle trænere, som tager ned og ser deres spillere i et andet miljø, i et andet setup, med en anden træner og i et andet spilsystem, og det tager de hjem og arbejder med. Så har vi en chance for at forbedre dansk fodbold - klubber og union sammen." siger Jan Michaelsen.
 
Men først handler det om jagten på resultater og udvikling under et EM, hvor Danmark møder de samme modstandere, som Richard Møller Nielsens udvalgte gjorde i Sverige en uforglemmelig sommer for 24 år siden - Frankrig, Sverige og England. Så hvad håber Jan Michaelsen at få ud af turneringen?
 
" Vi går efter at overraske og gå videre fra puljen. Det er vigtigt, at vi holder fokus på at præstere i hver kamp. Det har medvirket til, at vi er lykkedes med at kvalificere os til EM, så det mentale og taktiske mindset holder vi fast," siger Jan Michaelsen.
 
TRUPPEN
Målmænd Oskar Snorre Olsen Lyngby 11/ 0
Casper Hauervig Brøndby 10/ 0
 
Forsvar
Andreas Poulsen FC Midtjylland 13/ 2
Mads Roerslev Rasmussen FC København 13/ 0
Nicolai Damkjær Madsen FC Midtjylland 12/ 0
Christian Bech AGF 10/ 0
Luka Racic FC København 6/ 0
Niklas Vesterlund FC København 4/ 0
 
Midtbane
Nicklas Strunck Jakobsen FC Nordsjælland 21/ 3
Jeppe Okkels Silkeborg 19/ 4
Lasse Sørensen Stoke 13/ 0
Mads Mikkelsen AGF 11/ 2
Carlo Holse FC København 11/ 1
Victor Torp Overgaard FC Midtjylland 5/ 1
Wessam Abou Ali, AaB

Angreb

Jens Odgaard Lyngby 22/ 10
Sebastian Buch FC Midtjylland 18/ 3
Jonas Older Wind FC København 9/ 0.