Video : Tipsbladet
Superliga

Zornigers besked til matchvinderen 'Greko': Afgør det

Christian 'Greko' Jakobsen blev i går matchvinder for Brøndby med fem minutter tilbage af kampen mod Randers. Da han blev skiftet på banen, sagde Alexander Zorniger til ham, at han skulle afgøre kampen.

I en kamp med chancer i begge ender fik Brøndby i går alle tre point på udebane mod Randers. Sejren blev på 1-0, men det var hverken Pukki, Wilczek eller Mukhtar, der scorede Brøndbys mål. Det var derimod den indskiftede Christian 'Greko' Jakobsen, der med sit mål efter 85 minutter blev matchvinder.

Offensivspilleren havde kun været på banen i fem minutter, før han rettede Andrew Hjulsagers afslutning af og dermed blev kampafgørende. Og det var netop, hvad han fik at vide af Alexander Zorniger, at han skulle være.

- Jeg fik ikke så meget andet at vide, end at jeg skulle gå ind og afgøre det, siger Christian Jakobsen til Brøndbys hjemmeside og fortsætter herefter med at beskrive sit mål.

- Jeg havde en fornemmelse af, at Andrews spark ville gå forbi målet, og derfor reagerede jeg på hans afslutning og forsøgte helt overlagt at dreje bolden mod det hjørne, som den endte med at stryge i.

Med sejren forbliver Brøndby på Superligaens andenplads. De trækker tre point fra Randers og alt afhængig af, hvordan FC Midtjyllands kamp i aften går mod Silkeborg, bliver der også lagt afstand til dem. Derfor er sejren vigtig for Brøndby, mener Christian Jakobsen.

- En sejr som i dag betyder ikke kun tre point til os, men det betyder også, at en af vores nærmeste konkurrenter i tabellen ikke får point. Det betyder, at vi holder fast i andenpladsen, og den vil vi rigtig gerne overvintre med.

Brøndby har i sine sidste to kampe i efteråret først Esbjerg på udebane og derefter FC Midtjylland på hjemmebane.