Superliga

Zanka skifter først klub til sommer

FC Köln kan glemme at hente "Zanka" nu. Carsten V. Jensen og agenten Darryl Powell har aftalt, at han bliver i FCK sæsonen ud.

Dagen efter nederlaget til Viktoria Plzen i det første af to Champions League-opgør er der bud efter FC Københavns anfører Mathias "Zanka" Jørgensen.

Ståle Solbakken og FC Köln meldes interesserede i at hente "Zanka" til Tyskland, men det kan de godt glemme, hvis man skal tro den 21-årige danskers agent Darryl Powell.

- Vi havde et godt møde med Carsten (sportsdirektør Carsten V. Jensen

red.

) for toenhalv uge siden. FCK vil gerne forlænge med Mathias, men det ønsker han ikke, fordi han føler sig klar til at prøve noget nyt. Carsten gjorde det klart for os, at de ikke vil sælge, så vi tænker ikke på et skifte nu. I stedet forlader Mathias klubben på en fri transfer til sommer, når hans kontrakt udløber, siger Powell til tipsbladet.dk.

LÆS OGSÅ: Skal Zanka redde Solbakken i Köln?

Hvis der var grønt lys fra FC København, kunne Powell dog formentlig godt sælge "Zanka" nu - til FC Köln eller til en anden udenlandsk klub.

- Jeg har ikke været i kontakt med FCK siden det møde dengang, og jeg har heller ikke snakket med nogen fra Köln. Der er en del interesserede klubber, men medmindre FCK pludselig ændrer mening, så bliver han i klubben et år endnu, siger Powell.

Dortmund, Leverkusen, Roma, Bolton, Tottenham, Newcastle og Everton har alle tidligere været sat i forbindelse med Mathias "Zanka" Jørgensen. FCK afviste desuden i juli et konkret købstilbud på "Zanka" fra PSV Eindhoven, der angiveligt skulle have budt 20 millioner kroner for danskeren.