Zanka glæder sig over Antonsson-comeback
Illustration
Superliga

Zanka glæder sig over Antonsson-comeback

Da FCK i dag præsenterede Mikael Antonsson tilbage i den hvide trøje, var det ikke kun fans, der glædede sig.

Efter tre år i italienske Bologna vender Mikael Antonsson "hjem" til FC København. Sidst han var i hovedstadsklubben dannede han et solidt makkerpar med Mathias Zanka Jørgensen, og han ser nu frem til, at blive genforenet med den svenske forsvarsspiller.

- Vi kender ham. Han er en fantastisk fyr og en rigtig dygtig fodboldspiller. Nu har han haft en lang ferie, så han skal lige i gang, og så bliver han en rigtig god tilgang til holdet, udtaler Zanka til klubbens hjemmeside. 

- Jo flere gode spillere, vi har, jo bedre. Så det er utrolig dejligt, at "Anton" er kommet tilbage, uddyber han.

Den 33-årige forsvarsspiller fik 89 kampe i den italienske klub, der endte med nedrykning i sidste sæson. Selvom det er tre år siden, så husker Mathias Zanka dog tydeligt den tidligere makker i det københavnske forsvar.

- Han er en rigtig stærk forsvarsspiller, som er hurtig og god med bolden. Han har altid en evne til at træffe den rigtige beslutning og lave den helt rigtige tackling i sidste sekund, udtaler Zanka.