Würtz nedtoner batalje med egen målmand
Superliga

Würtz nedtoner batalje med egen målmand

Rasmus Würtz var oppe og skændes med sin målmand Nicolai Larsen i slutningen af kampen. Nu fortæller han sin version af sagen.

AaB tabte søndag aften til Brøndby med 0-1 i en kamp, hvor AaB undervejs havde flere gode chancer for at få scoret. Målet kom bare aldrig, og derfor kunne Brøndby med deres ene mål trække sig ud som vindere.

Her var AaB-anfører Würtz træt af de mange brændte chancer. Det fortalte han i et interview med 3+ umiddelbart efter kampen.

- Jeg synes, det var en lige kamp. Jeg er egentlig tilfreds med det antal chancer, vi producerer, men vi mangler skarpheden. Altså, effektivitet er en del af fodbold, og den havde vi ikke i dag. Den mangler vi i afgørende situationer, når vi kommer derop, for der var muligheder, siger Rasmus Würtz.

Undervejs i kampen havde Würtz, der ellers normalt er en ret rolig spiller, en batalje med sin egen målmand Nicolai Larsen efter en friløber til Kliment, der dog endte med, at Hjulsager sparkede forbi.

- Jamen, vi var lidt uenige om, hvem der skulle tage den. Som jeg ser den, så stopper angriberen op i sit løb, men dén tror jeg, vi har glemt, siger han.

Med nederlaget er AaB nu på fjerdepladsen med tre point op til Brøndby og FCK, der deler førstepladsen.