Vild Brøndby-udmelding: Ingen Brøndby-fans til derby
Foto: Tariq Mikkel Khan/Polfoto
Superliga

Vild Brøndby-udmelding: Ingen Brøndby-fans til derby

Brøndby IF meddeler på sin hjemmeside, at klubben ikke får fans med i Telia Parken.

Fanballaden mellem FC København og Brøndby IF fortsætter, og nu kommer Brøndby med en udmelding, der for kulissen i Telia Parken er ærgerlig.

Der kommer nemlig ingen Brøndby-fans i Telia Parken, når klubben søndag møder FC København på udebane.

Det meddeler Brøndby IF på klubbens hjemmeside og forklarer, at klubben har sendt alle 1400 billetter tilbage til FC København, fordi fansene ikke kan få lov til at lave det tifoarbejde, fansene plejer at lave.

- Med de seneste restriktioner, som vores fans er blevet pålagt i denne uge, så betyder det i praksis, at det vil umuligøre det fantastiske tifo-arbejde, vores fans laver, og dermed forsvinder muligheden for at yde den støtte til holdet under kampen, som man ønsker at give. Uden denne støtte vil det udvande det en Derby-kamp skal stå for, nemlig en intens, tilskuerrig og feststemt ramme omkring banen, så alle kan mærke den spænding og glæde, der skal være, når man er på stadion til et Derby, skriver klubben på hjemmesiden.

Brøndby mener sammen med klubbens fans, at der er tale om en afstraffelse.

- Både klub og fans havde håbet og ønsket at få den fulde opbakning i Telia Parken, men vi har fuld forståelse for og bakker op om vores fangrupperingers ønsker om at sige fra overfor FC København, og det der kun kan tolkes som en kollektiv afstraffelse af Brøndby-fans. Vi accepterer derfor, at derbyet på søndag bliver uden Brøndbys fans på tribunerne i Telia Parken og de 1.400 billetter, som vores fans har fået stillet til rådighed til Derbyet, vil derfor blive returneret til FC København, skriver klubben videre.

Dermed bliver derbyet altså uden fans fra Brøndby, og om det får betydning for onsdagens returopgør i pokalsemifinalen er endnu uvis. Et opgør, der spilles i Brøndby.