Viborgs succestræner forlænger til 2019
Foto: Viborg FF
Superliga

Viborgs succestræner forlænger til 2019

Johnny Mølby har sat sin signatur på en forlængelse med Viborg FF.

Han kom, han så, og indtil videre har Johnny Mølby sejret i Viborg FF.

Og nu kan oprykkerklubben så glæde sig over, at den tidligere AC Horsens-træner, der blev hentet til i sommer, har sat sin signatur på en forlængelse, så han nu er træner i Viborg FF frem til sommeren 2019.

Det oplyser Viborg på sin hjemmeside.

- Vi er ovenud tilfredse med Johnnys arbejde, og vi ser ham som en meget vigtig mand på vores videre rejse mod at blive en etableret klub i Alka Superligaen. Derfor er det selvfølgelig meget glædeligt, at vi er blevet enige om at forlænge kontrakten nu.

- Han er fagligt rigtig dygtig, og har en personlighed, som passer perfekt ind i vores organisation. Vi glæder os meget til at fortsætte samarbejdet, siger direktør Morten Jensen til klubbens hjemmeside.

Også Mølby er glad for at forlænge aftalen med Viborg.

Jeg er rigtig glad for at være i Viborg, og jeg synes, at vi er i gang med noget meget spændende. Jeg er glad for den trup, jeg arbejder med, hvor vi er inde i en rigtig god udvikling, og har en god mentalitet. Vi har taget nogle fine spring i sæsonen, og vi skal gerne fortsætte med at udvikle os i de kommende år, siger han.

Dermed lader en af de varme navne til Randers' ledige cheftrænerjob til sommer til at være ude af ræset om at lande jobbet.